onsdag den 20. juli 2016

Europamester for 5. gang til Ironman European Championship, Frankfurt. W45-49.

Efter mange måneders test på løbebånd, cykel. e.l. ift. min anstrengelsesudløst astma og test af diverse præparater, lykkedes det endelig midt april at nå frem til præparater, uden alt for mange bivirkninger. Med en lunkefunktion på kun 77% lungekapacitet mod normalt 98%, var det altafgørende at medicinen virkede, hvis jeg fortsat skulle kunne kæmpe med om de sjove placeringer. Siden april er træningen og min krops reaktion på træningen og medicin kun gået den helt rigtige vej. Jeg har aldrig været bedre løbende end jeg var de sidste måneder op til IM European Championship. Jeg havde i flere måneder op til konkurrence sagt at hvis tingene flaskede sig for mig, ville det bliver vildt tæt konkurrence primært mellem mig og en tysk atlet, så derfor havde jeg også optimeret mine skift mellem disciplinerne. I de sidste måneder op til racet, undtagen de sidste 5 uger, løb jeg de bedste og hurtigste kombipas, samt længste og hurtigste kuperede løbeture i årevis. Men ak og ve, 5 uger før stævnet blev jeg ramt af en alvorlig knæskade i mit venstre knæ, py ha. ikke godt. Men som jeg altid siger, den dag det bliver for let, så er der noget galt. I den sidste periode måtte jeg reducerer mit løb massivt, da det var væske, såkaldt ødem inde i knæet, og selvom jeg formåede primært at tænker positivt, var jeg af og til i tvivl om knæet kunne klare den belastning af løbe de 42,2 km efter både svømning og cykling. Få dage før racet d. 3 juli var smerterne næsten helt væk og med aflastende kinesiotape så det hele pludseligt meget positivt ud. Proces orienteret race plan, fokus på det jeg kunne kontrollere og mit helt eget race, så længe som muligt. Rullende svømmestart, skulle afprøves for første gang, fordelen var helt klart knap så mange slåskampe, ulempen at ens konkurrenter kunne være startet efter mig og derfor få fordelene af at få mine mellemtider. Jeg valgte at starte i første startgruppe og fik en svømning uden alt for mange slåskampe, kom op ad vandet uden at have brugt alt for mange kræfter, burde måske nok have svømmet lidt mere aggressivt, hvilket tiden også afspejlede med 1 time og 3 minutter var ok, hurtigt skifte, bl.a. ingen strømper på, for at spare tid i akiftezonen. Afsted på cyklen, hvor jeg hurtigt fandt en rigtig god rytme, høj fart, fokus på at spise og drikke, samt spise salttabletter efter planen. Jeg følte mig bedre og bedre cyklen hele vejen, og cyklede med stort overskud næsten hele vejen. De sidste 40 km begyndte jeg at holde igen, der skulle jo være kræfter nok til den afsluttende marathon, hvor jeg håbede at jeg kom under de magiske 3.30 som træningen havde indikeret i mange måneder. Hurtigt skifte, igen, som var øvet igen og igen, og så afsted, men hvad skete der lige der, kroppen føltes træt, og benene tunge, ikke ligefrem med i min plan, men positive tanker, kroppen skulle nok bare i gang, belive, quiet mind, strong mind. De første 10,5 km (1 runde), blev løbet i roligt tempo, under im pace og meldingen var klar den tyske atlet havde løbet stærkt på 1. runde og førte nu med 4 minutter, og jeg havde 4 minutter ned til 3. pladsen i min aldersklasse W45-49. Lidt mere fart i benene på 2 runde, uden at det dog lignede mit normale ironman tempo, stadig samme afstand til både nummer 1 og 3. Fokus på at spise gels, drikke vand, spise salttabletter og køle kroppen ved alle depoter, keep believing, go, go. Allerede ved km 21 begyndte mit venstre ben at blive træt, alt, alt for tidligt, hvilket skyldtes det overbelastede knæ, men jeg valgte at tænke positivt og tænke, ingen knæsmerter, fedt og så må jeg jo bare løbe med det højre ben. Ved 24 km råbte Lasse (kæreste), at jeg nu havde 18 km tilbage og at jeg skulle øge tempoet for at nå tyskeren, som sagt så gjort, på de næste 10 km hentede jeg 2,5 minut på hende, så kun 1,5 minut op med 8 km tilbage, og igen besked fra Lasse om at øge tempoet, hvilket jeg gjorde, nu begyndte det at gøre ondt, men "how bad do You want it", kørte hele tiden i mit hoved, bliv ved med at kæmpe, "hun går kold", du henter hende, samt "enten vinder du eller også lærer du noget". 3 km før mål manglede jeg kun 18 sekunder op, og ved den sidste mellemtid Lasse kunne råbe til mig 900 meter før mål, kom det endeligt, "du fører med 3 sekunder, løb, løb, alt hvad du kan, du kan godt.". Her fandt jeg igen et ekstra gear, trods massiv fysisk og mentalt træthed, jeg løb simpelthen all out de sidste 900 meter og måtte flere gange råbe, "move, move, go right", for at komme forbi andre atleter. Det var de hårdeste og vildeste afsluttende 900 meter jeg nogensinde har løbet. Husk det er ikke over før målstregen, bliv ved med at kæmpe. De sidste 200 meter føltes så lange, og da jeg endelig havde krydset målstregen, var der ikke mere at give, jeg stod bare og tænkte, "jeg orker simpelthen ikke at stå på mine ben", samtidig med at mine lunger stadig hyperventilerede og vupti, så dejsede jeg om. Heldigvis var der to personer som nåede at gribe mig, bl.a. race direktør Pascal, som jeg har kendt siden første gang på Hawaii i 2005. Derefter blev jeg løftet op på en båre, afsted til lægeteltet og over på en anden båre, hvor jeg lå indtil jeg stille og rolig kom til mig selv igen. I sidste ende viste jeg at jeg havde øget tempoet de mange gange der var brug for det, havde løftet mit løbe niveau en tand op, idet jeg havde løbet all out de sidste 900 meter, men eftersom den tyske atlet var startet 5 minutter efter mig, viste jeg ikke om det var nok. En ting var sikkert jeg havde gjort hvad jeg kunne. "Either You win or You learn something". Senere efter at jeg havde fået min finisher T-shirt og var kommet tilstrækkelig til mig selv, ringede jeg til Lasse for at høre både sluttiden og placeringen. Wauu, siger jeg bare, da han sagde, "du vandt med 33 sekunder ned til tyskeren". Tårerne trillede ned at kinderne på mig af ren glæde, det her var den vildeste og sejeste præstation jeg nogensinde har lavet. Europamester for 5. gang i min aldersklasse, denne gang i W45-49 ligesom i 2015. Min krop var langtfra 100 % pga. knæskaden, men mit mentale fokus sad lige i skabet, og i sidste ende var det så afgørende for at Europamesterskabet igen kom på danske hænder i W45-49. Jeg er så stolt, tilfreds og glad. Jeg har virkelig nydt de sidste 2,5 uges let træning og nu gælder det i skrivende stund træningen frem mod mit 8. VM på Hawaii til oktober.

onsdag den 15. juni 2016

1/2 Ironman Herning-Billund - Vinder af W 45-49.

En uge før Herning-Billund 1/2 Ironman, fik jeg pludselig ondt i venstre knæ, hmm. ikke godt, og valgte derfor i samråd med min træner ikke at løbe hele ugen op til stævnet. Dagen inden tænkte jeg at nu var der endelig kommet ro på knæet, så en kort og rolig løbetur kunne vel ikke skade. Det skulle vise sig at være en meget dårlig ide, knæet hævede ikke op, e.l. men jeg fik bare vildt ondt i knæet svarende til kanten af venstre knæskal. Så optimismen var langt fra tilstede søndag morgen i Herning ved Fuglsang sø inden stævnet, nok nærmere bekymring om jeg kunne gennemføre uden at skade knæet yderligere. Valgte i samråd med Torbjørn Sindballe (træner) at tage en disciplin ad gangen og se hvordan tingene artede sig. Jeg lagde mig i forreste række, længst væk fra bøjerne til svømmestarten, fik en rigtig god svømmestart, uden slåskampe e.l. fandt nogle fødder at ligge på, men som desværre ikke kunne navigere, så videre til næste age Group kvinde, etc. Endte i sidste ende med at svømme de sidste 1000 meter alene, jagende en foran som jeg desværre ikke nåede. Til gengæld havde jeg et super effektivt skifte i T1, hvor jeg alene i skiftet hentede 3 age Group kvinder. Løbet i bare tæer gennem skiftezonen, gik helt uden udfordringer med venstre knæ. Holdt lige fra starten pres på cyklen, som aftalt, og det holdt jeg alle 93 km, hmm. ruten var lige blevet 3 km for langt. Masser af overskud undervejs og jeg følte mig rigtig stærkt cyklende. Sidste 15 km var kroppen dog begyndt at blive lidt træt af den mere eller mindre konstante modvind, men jeg formåede i høj grad at holde fokus på nuet og det jeg kunne kontrollere. Skiftet i T2, gik knap så godt som første skift, da jeg fumlede noget med at få strømper, kasket, nummerbælte e.l. på, så brugte ca. 1 minut for lang tid med dette, hvilket faktisk i sidste ende skulle komme til at koste 2. pladsen over all blandt alle age Group kvinder, ikke så godt. Dette skifte skal bare sidde i skabet i Frankfurt om små 2,5 uge. Følte mig fantastisk godt løbende lige fra starten af på løbet. Fed løberute med masser af afveksling, lige som jeg kan lide, grusstier, græs, asfalt og krydret med lidt bakker ind i mellem i området i/omkring Lalandia og Legoland i Billund. Mærkede dog noget til venstre knæ fra km 1, hmm., men fornemmede at det ikke blev værre, og symptomerne ligesom bare kom og gik uden at blive alarmerende, så valgte at fortsætte og tage en km ad gangen. Kiggede meget få gange på uret undervejs, for lige at holde øje med at jeg holdt mit ironman pace på ca. 4.40 min/km, og det passede fint og der var masser af overskud, så jeg kløede bare på. På hver løberunde var der 3 tidsmåtter og jeg holdt identiske tider på de 3 tidsmåtter på alle 3 runder (fandt jeg efterfølgende ud af). På sidste runde begyndte mine lunger at give lidt udfordringer, så jeg måtte lige bruge min astma inhalator og vupti, så var der masser af energi igen. Jeg følte mig så stærkt løbende, fik spist og drukket helt efter planen. Efterfølgende var det simpelthen så fedt at finde ud af at jeg havde løbet hele 4 minutter hurtigere end i 2015, på helt identisk rute. Dejligt at de sidste 2 års fokus på løbet, også viser sig at give pote i konkurrence, udover til træning. I sidste ende endte jeg med at blive nr. 3 over alle af alle Age Group kvinder, kun sølle 45 sekunder fra 2. pladsen samt vinde min aldersklasse i suveræn stil.

søndag den 22. maj 2016

Holstebro triatlon og Karup Duathlon

2016 sæsonen blev skudt i gang i pinsen med 1/6 Ironman til Holstebro triatlon. Det er et af Danmarks vel nok ældste triatlon stævner, og med begrænset antal deltagere, fantastisk atmosfære, altid styr på hele stævnet, og mange deltagere som vender tilbage år efter år. Sprint distancen er som bekendt ikke lige min favorit distance, men stævnet blev brugt til at træne skiftene mellem disciplinerne, træne det at holde max fokus, og være i nuet når kroppen og hovedet forsøger at sige fra pga. det hele presses så hårdt som muligt. Svømningen gik rimeligt på bane med 3 andre klubkammerater fra Viborg Atletik og Motion, effektiv skifte i T1, af sted på cyklen, max gas fra starten. 15 km ud-hjem rute, og det var simpelthen bare hårdt fra start til slut, og jeg fik holdt så meget pres som muligt hele vejen og et ganske fint gennemsnit på cyklen. Brugte alt for lang tid i T2 med at tage strømper på, her er virkelig plads til forbedringer. De første 3 km af løbet gik med at få kroppen i gang, som om den ikke var vildt glad for det høje tempo, men herefter fik jeg stille og roligt øget tempoet, og holdt max pres på hoved og krop hele vejen til mål. I sidste ende vandt jeg +40 klassen suverænt og kun sølle 10 sek. fra 2 pladsen overall. I går stod den så på noget for mig uvant, et duatlon stævne. Men da det var lokalt i Karup, så var det nemt at komme til. Jeg brugte stævnet til at få noget træning som var både hårdt, effektivt og med gas håndtaget i bund stor del af vejen. Distancen var 10 km løb + 40 km cykling + 5 km løb. Første 10 km blev løbet tæt på mit Ironman tempo, så der var masser af overskud, de 40 km blev cyklet med max pres på pedalerne størstedelen af vejen, eneste udfordring var at vende omkring en kegle i enderne (var en 5 km ud og hjem cykelrute), som skulle forceres mange gange, og da jeg måtte klikke ud adskillige gange, tog det jo al farten af cyklen og kostede mange sekunder hver gang at komme op i tempo, hmm. det skal vist trænes hvis jeg skal prøve noget der minder om det en anden gang. Effektiv skifte i T2 og så af sted på de 5 km løb, nu skulle der virkelig bare løbes igennem, heldigvis var der flere mænd foran som skulle hentes og det gjorde at jeg fik presset mig selv max specielt de sidste 1,5 km hvor jeg virkelig fik løbet igennem og hentet dem jeg skulle, noget jeg virkelig kan bruge hvis jeg senere på sæsonen kommer til at kæmpe mod andre og det bliver tæt. "Mind over muscles" virkede. Jeg formåede i høj grad at være i nuet og holde fokus på det helt rigtige ting. I sidste ende vandt jeg også konkurrencen så det var jo en ekstra bonus oven i hatten.

tirsdag den 26. april 2016

Boligselskabet Sct. Jørgen, ny sponsor for både 2016 og 2017

Så kom der endnu en fantastisk lokal sponsoraftale i hus. Denne gang med Boligselskabet Sct. Jørgen, som er et utrolig visionær, nytænkende og iderigt firma. Jeg glæder mig rigtig meget til vores samarbejde. Første konkurrence med deres flotte logo på brystet bliver her i maj, til cykelløbet Viborg Pavé Criterium, hvor størstedelen af cykelløbet foregår på brosten og man skal cykle så mange omgange som muligt på en time. En ting er sikkert det bliver hårdt på den helt fede måde, men også en fantastisk oplevelse.

fredag den 1. april 2016

Nyeste sponsor - Rolsted Cykler Viborg

Jeg er utrolig stolt over at kunne præsentere min nyeste sponsor for 2016. Rolsted Cykler, Viborg, byens bedste cykelforretning, uanset om det gælder salg af MBT, racer, triathlon cykler, eller almindelige hverdagscykler. Servicen er altid i top. Du går aldrig forgæves hos Rolsted, og alting bliver udført med højeste kvalitet hver eneste gang. Jeg kan på det varmeste anbefale at kigge ind forbi Rolsted Cykler, Viborg. Butikken oser af fantastisk atmosfære og man føler sig altid utrolig velkommen.

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions