fredag den 10. november 2017

Verdensmesterskaberne Ironman Hawaii . Astma, overophedning, baglårs skade og diarre.

Ironman World Championship Hawaii d. 14. oktober 2017 Optakten til Verdensmesterskaberne på Ironman distancen på Hawaii havde været noget af en ”roller -coaster”, med flere ned end opture. Jeg blev desværre ramt af den vildeste baglårsskade ved udspringet af baglårsmusklerne kun en uge inden Europamesterskaberne på Ironman distancen i Frankfurt, som igen i år var mit kvalifikations race til VM. Jeg fik med massive smerter hele dagen i venstre baglår og ingen kræfter i benet hevet en for mig meget skuffende sølvmedalje hjem til EM. Denne baglårsskade skulle vise sig at være særdeles drilsk, krævede både en binyrebarkhormon sprøjte og ingen løb i hele 3 uger, og herefter meget langsom genoptræning af benet. Min styrke i det venstre ben, nåede aldrig op på 100 % inden VM og derudover manglede jeg alle de mange lange løbeture, som var så afgørende for en god præstation til VM. En anden udfordring var at jeg godt nok vidste at min astma medicin ville virke på Hawaii, men at min krop var så slidt at jeg var blevet enorm afhængig af den hurtigvirkende medicin til alle hårde, og lange træningspas. Vejret på Hawaii var noget anderledes i år end tidligere år, det regnede voldsomt de fleste aftenener og med det resultat at afløb e.l. af og til kunne være løbet over, og dermed var der risiko for colibakterier i vandet hvor vi trænede og skulle konkurrere (vildt nok havde ingen af os atleter tænkt over at den risiko var tilstede). Træningen i ugerne op til VM var gået rigtig godt, jeg var i stand til at holde solide, gode watt tal på cyklen og følte mig rigtig stærkt løbende, på de korte løbeture, om end, det selvfølgelig var udfordrende med den høje luftfugtighed, men bedst af alt, min astma medicin virkede. Jeg ankom til stævneområdet i god tid om morgenen, fik klargjort cyklen, visualiseret racet gange mange og bevarede roen i kroppen, inden turen gik ned til ”the pier”/”dig me beach”, hvor svømmestarten gik klokken 07.20 for alle age group kvinder. Fik 1 x hurtigvirkende astma medicin og 1 gel inden starten. Jeg havde bestemt at placere mig til venstre, ca. midt i feltet, ligesom i 2016, hvor jeg svømmede min hidtil bedste tid på 1 time og 7 minutter. Var ved starten ca. 10 minutter inden kanonen blev skudt af, desværre nok i lidt for god tid, og jeg kunne mærke at jeg nu for første gang sådan rigtig kunne mærke nervøsiteten, og jeg opdagede desværre alt, alt for sent at kvinderne var placeret langt mere til højre og dermed tættere på bøjerne end i 2016, hvilket i sidste ende betød at jeg lå alt, alt for langt ude til venstre for bøjerne, og havde kæmpe udfordringer med at komme indad mod bøjerne, da jeg opdagede det og så var toget ligesom kørt, væk var de kvinder jeg skulle have ligget på fødder af, oveni var det som om jeg virkelig manglede power i armene de første ca. 1,95 km ud til båden, hvor vendepunktet er, havde store udfordringer med at ligge i en gruppe, så der blev ligesom arbejdet rigtig meget med det mentale undervejs. De sidste 1,95 km fik jeg stille og rolig svømmet mig opad i feltet, men vidste godt da jeg løb op af trapperne ved molen at jeg måtte have tabt masser af tid på første halvdel af svømningen, ganske rigtig, tiden var 1 ime og 11 minutter, og så med en svømmeform som faktisk var en tand bedre end i 2016. Lession learnt, jeg skal kunne rumme at være midt i feltet i række 3-5, alt andet koster alt, alt for mange minutter. Hurtigt igennem bruseren, hjelm på, ærmer, hoppe på cyklen og i cykelskoene og afsted det gik. De første 5 km skulle benene ligesom lige i gang, men jeg holdt bare pres på, da jeg vidste at cykleformen var lige hvor den skulle være og efter at have været ud/hjem på Kuakini HW, op ad den skønne Palani Road og ud på Queen K, var der hul igennem, nogenlunde samtidig med at jeg valgte anden gang at tage hurtigvirkende astma medicin (ventoline)og jeg overhalede og overhalede, alt det bedste jeg har lært, spiste 1 gel pr. time, 2 saltstiks, huskede på at køle mig ned, både over de løse ærmer og i nakken/hoved og drikke ved samtlige depoter. Den første ca 1,5 time mærkede jeg lidt on/off til venstre baglår, og herefter forsvandt symptomerne fuldstændig. Jeg følte mig så stærk på cyklen, hele vejen ud af Queen K, selvom der var en pæn modvind, de 27 km op ad mod Hawi, var det helt samme oplevelse, de sidste ca. 7 km op mod vendepunktet i Hawi tog modvinden til, men jeg følte mig stadig rigtig stærkt cyklen og holdt pres i pedalerne, og lå det meste af tiden i overhalingsbanen, astma medicin hurtigvirkende indtog jeg for 3 gang denne dag. Ned fra Hawi kom vinden vanen tro fra vest, så en til tider lidt udfordrende sidevind, hvilket gjorde det noget udfordrende at spise og drikke. De første 124 km, gik det 100 % efter bogen, men så som lyn fra en klar himmel, da jeg ramte t-krydset og skulle cykle et stykke mod øst, inden jeg igen ramte Queen K (manglede nu kun ca. 50 km), havde jeg pludselig fornemmelse af at være pæn overophedet, som om kroppen kogte, hmm. Mærkeligt, da jeg havde spist, drukket og kølet så optimalt som muligt. Der var ikke andet for end at kæmpe det bedste jeg havde lært, men det var bare som om at mit energiniveau nu var dalet markant, og jeg slet ikke var i stand til at holde det samme pres i pedalerne som tidligere, jeg var dog stadig i stand til at overhale rigtig mange andre atleter, men watt tal og pace faldt drastisk. Ved depoterne, drikke vand alt det jeg kunne og store mængder vand over kroppen, spise og drikke, og indtage salttabletter efter planen, men overophedning af kroppen, ville bare ikke slippe. Ved 140 km tog jeg den hurtigvirkende astma medicin for 4 gang denne dag, da jeg håbede på at det ville give mere energi, som det plejer at gøre i Danmark og næste samtidig med kom næste udfordring, pludselig fik jeg meget ondt i maven, hmm. Hvad var det? nærmest som om jeg havde indtaget for mange kulhydrater, men det kunne jo ikke passe, det var nøje testet og jeg holdt mig til energi og væskeplanen, men kunne mærke at jeg var nød til at justere indtaget, så den sidste time, drak jeg ikke længere de 750 ml. energidrik , som planlagt, drak i stedet masser af vand og indtog kun 1 gel, og det var som om maven blev en smule bedre af det. De sidste 10 km fra lufthavnen til T2 i Kailua-Kona, var virkelig hårde, mavesmerter, ophedning og stor træthed i kroppen, så jeg kunne slet ikke holde hverken pace eller watt. Tilbage i T2, af med cyklen, løbe igennem skiftezonen, med en krop som ikke lige var indstillet på at løbe, det føltes som om kroppen skulle rettes ud efter de 5 timer og 42 minutter på cyklen. Et skifte, hvor jeg dog havde lidt udfordringer med at få de korte strømper på, måtte lige af/på et par gange, bortset fra det effektiv med nummerbælte, gels og salt tabletter i lomme, og cap på, afsted det gik. Men hvad var det kroppen føltes simpelthen så tung. Jeg skulle sikkert lige i gang, så skulle det nok blive godt. Ved hot corner på Kuakini HW stod min søster, svoger, nevø og niece og heppede på mig igen, det var simpelthen så skønt at se dem. Lige fra starten på løbet, følte jeg mig så overophedet at det føltes som om der var alt, for langt mellem depoterne, til trods for at jeg drak 2 glas vand, 2 glas vand i håret, 1-2 svampe til at køle kroppen med, isterninger ned ad ryggen etc. Efter ca. 2 km spiste jeg den første gel og drak rigeligt med vand til og så begyndte showet ellers for alvor, maveproblemer tog til i en sådan grad, mavesmerterne var massive og det eneste jeg nærmest kunne tænke på var at jeg skulle s…. . Pulsen var i den høje end omkring 157-160 og jeg mindede mig selv om at Torbjørn Sindballe havde sagt, de første 5-10 km skal du holde pulsen nede ellers brænder du sammen, så ned med tempoet, virkelig ikke en del af planen. Det positive var at jeg intet mærkede til venstre baglår, men til gengæld havde jeg ændret min skridtlængde markant til superkort skridt, helt sikkert for at kroppen på den måde skånede baglåret. Fik kæmpet mig ud til vendepunktet efter 7,5 km på Alii drive og afsted tilbage, ind i mellem lidt fart i benene, uden at være prangende, men maveproblemer tog til i styrke hver eneste gang jeg spiste en gel, hvilket var ca. hver 20 minut, så efter at have løbet 16 km og på vej op ad den stejle del af Palani Road, måtte jeg sande at jeg allerede på dette tidspunkt havde s… i bukserne hele fire gange, hold nu op et cirkus. Når man rammer Queen K er der 12,5 km ud til vendepunktet i Energy lab, og der var ikke andet for end at tage en km ad gangen, fokus på spise, drikke, køle, indtage salttabletter i henhold til planen, men i takt med at jeg forsatte med at s… i bukserne efter indtaget af hver eneste gel, faldt energi niveauet til at være nærmest ikke eksisterende og jeg kunne ikke holde noget det ligner mit normalt maraton tempo omkring 5-5.07 minutter pr. km. Jeg kapitulerede allerede efter de første 17 km og sagde til Lasse at når jeg ikke kom i nærheden af podiet og kroppen slet ikke kunne spille i den rigtige retning, var tiden og placering helt og aldeles underordnet, det var kun et spørgsmål om overlevelse og komme i mål. Samtidig kunne jeg også mærke at jeg manglede rigtig meget styrke i mit venstre baglår, pga. skaden og de manglende lange løbeture. Overophedningen fortsatte hele vejen til Energi lab, hvor man kunne få kæmpe Cliff svampe som virkelig var kanon til at køle kroppen så dem brugte dem de 2,5 km ud/hjem af Energi lab, en i nakken og den anden over hovedet, det var virkelig skønt, men hjalp desværre kun kortvarigt. Indtog min hurtigvirkende medicin (ventoline) løbende og endte med at indtage den 4-6 gange, bare under løbet. Må efterfølgende konkludere at medicinen med stor sandsynlighed har været en af årsagerne til at kroppen blev så overophedet. Fik min pose med 2 koffein gel efter vendepunktet, tog den ene kort tid derefter, igen med samme resultat, det kom ud lige så hurtigt som det kom ind. Den sidste km op ad bakke i medvinden ud af Energi lab var et meget fysisk og mentalt hårdt stykke, formåede dog at løbe, eller hvad man skal kalde mit tempo. Første resten af vejen også at drikke cola blandet med vand og det gav lidt ro på maven, prøvede også Gatorade energidrikken, uden succes, måtte simpelthen konkludere at jeg intet kunne holde i mig på de afsluttende 42,2 km løb. Tilbage på Queen K, ca. 10 km hjemad, fokus på en km ad, selvom det var svært, kroppen var så drænet for energi, løbetempoet blev ved med at falde, spise og drak og kølede hele vejen til mål. De sidste 5 km forsøgte jeg at øge tempoet, men det var bare som om min krop havde lukket fuldstændig ned, der var ikke noget at komme efter, energiniveauet var ikke eksisterende, kampgejsten var praktisk taget væk, det var nok egentlig kun jysk stædighed der fik mig til at komme til mål. Kampgejsten var helt væk, stor del af løbet, men de sidste 2-300 meter hen ad Alii drive til målet ved ”the Pier”, var den kort varigt tilbage og jeg løb alt hvad jeg kunne, min vejrtrækning var markant forceret, nåede målstregen, min krop har sjældent været så drænet for energi fysisk og mentalt som denne dag, jeg kollapsede, røg en tur i lægeteltet, resultat markant forhøjet hvilepuls på 97 og forhøjet krops temperatur, begge værdier ville ikke falde. Efter knap en time i lægeteltet var det tid til at få finisher medalje og trøje, få taget det obligatoriske billede ved stranden, hvor jeg godt vidste at jeg lignede l…. Jeg har aldrig nogensinde løbet så langsomt på Hawaii før, hele 4 timer og 14 minutter brugte jeg på det afsluttende løb. Resultat en slut tid på 11 timer og 16 minutter og nummer 22 i aldersklassen W45-49. Efterfølgende kom det frem at adskillige atleter havde haft diarre under konkurrencen, og at den mest sandsynlige årsag er colibakterier i stillehavet, hvilket jo er aldeles uheldigt. Jeg må konkludere at mit store behov for hurtigvirkende astma medicin med stor sandsynlighed er årsagen til overophedning både under cyklen og det afsluttende løb. Den drilske baglårs skade og de heraf manglende løbekilometre, specielt de lange løbeture, var årsagen til at jeg manglede kræfter i benet, og bliver afgørende på den meget kuperede løbe rute til VM. Mentalt var jeg slukket allerede efter ca. 17 km på løbet. Alt i alt rigtig mange faktorer som så absolut ikke arbejdede til min fordel. Jeg tror stadig på dybt inde i mit hjerte at jeg kan nå det famøse podie, jeg ved jeg har niveauet til det. Mit niende VM på Hawaii blev desværre langt fra den succes jeg havde håbet og troet på. Såfremt jeg igen skal til VM på Hawaii, skal der være styr på min astma medicin, så jeg ikke har brug for den hurtigvirkende astma medicin, eller i hvert fald i meget lille grad. Min krop skal fysisk være 100 % uden belastnings skader og jeg skal være 100 % mentalt klar til at kæmpe hele vejen til mål, uanset hvilke udfordringer der kommer undervejs. Såfremt disse faktorer er på plads så er podiet indenfor rækkevidde.

onsdag den 16. august 2017

Sølvmedalje til EM, Hawaii kvalifikation for 10. gang

Optakten til Europamesterskaberne på Ironman distancen var gået helt efter planen, men opadgående formkurve uge for uge, lige indtil 3 uger før stævnet, hvor jeg første gang fik smerter i mit venstre baglår, ugen efter fulgte et hold i ryggen og lige præcis en uge før konkurrencen brød baglårs skaden op igen, denne gang med utrolig mange smerter til følge og en noget slukøret Frk. Schmidt, det måtte halvvejs lunte og gå hjem. Ugen op til EM stod den på behandling med både akupunktur, osteopati/fysioterpi og aflastning af kroppen kontinuerligt, for bare at have en lille chance for at stille klar til stævnet. Træningen blev begrænset til 2 x svømning i Langener Waldsee, ca. 12 km udenfor Frankfurt, hvor Ironman svømningen foregår, og så måtte jeg håbe det bedste på et minimum af smerter undervejs. Der var ikke længere smerter i hvile men så snart jeg løb ud i vandet til rolling start kom der smerter i baglåret helt oppe ved sædeknuden og så var det bare med at gå ud i vandet i stedet. De 3,8 km svømning gik rimeligt uden at være prangende og med smerter i baglåret on/off, alt afhængig af hvor meget jeg brugte det venstre ben, heldigvis kunne jeg i store perioder undgå at bruge det venstre ben og så var smerterne til at holde ud. Forsøgte at løbe op ad den lange bakke til skiftezonen, men det var ikke dagens bedste ide, så ned at gå og hurtigt finde den blå pose i T1, et effektiv skifte og afsted på cyklen. Lige fra starten af de 177 km cykling (vejrarbejde gjorde ruten 3 km for kort i år), var der smerter i benet, som forværredes undervejs hvis jeg forsøget at træde igennem eller stå op, så det stoppede frk. Schmidt hurtigt med, og hele tiden en følelse af at der overhovedet ikke var power i det venstre ben, en kæmpe udfordring, som også gjorde det udfordrende at cykle op til mit bedste. Jeg har siden januar 2017 været velmedicineret i forhold til min astma efter 1,5 år hvor medicinen ikke har virket, har det næsten været som at få en ny krop igen, og jeg har været i stand til på cyklen igen at kunne træne hårdt og det har virkelig rykket mit cykelniveau op til da jeg var bedst cyklende i både 2013/2014 og den form var jo planlagt at skulle komme til udtryk d. 9. juli 2017 til EM i Frankfurt. Desværre gjorde de mange smerter under cyklingen og den nedsatte kraft i benet, at jeg var langt fra at præsterer optimalt på cyklen. Da jeg hoppede af cyklen i T2 inde i Frankfurt by kunne jeg praktisk taget ikke flytte det venstre ben fremad og smerterne var tilstede ved hver eneste skridt og jeg tænkte, "hvordan skal du kunne løbe 42,2 km". Da jeg så Lasse (kæreste og bedste supporter), råbte jeg, "jeg har så ondt i benet og der er praktisk taget ingen kræfter i benet, at jeg ikke ved om jeg er i stand til at løbe de 42,2 km, men jeg tager en runde ad gangen og så må vi se". Jeg lå efter cyklingen nummer 4 i min aldersklasse W 45-49 med 11 minutter op til nummer 1, og normalt ville jeg tænke at det kunne jeg sagtens hente, da jeg før har hentet hele 20 minutter og oftest er den med den hurtigst afsluttende marathon tid, men lige præcis d. 9/7 var det mission impossible og det vidste jeg godt inderst inde og det gjorde bare så ondt mentalt ikke at være i stand til at kæmpe med om guldet, som så mange gange før ( 5 x EM guld i Frankfurt), når nu formen var så fantastisk god. Jeg havde løbet så stærkt de sidste 3 måneder op til racet at 5 min/km under normale omstændigheder ville være let at holde, men denne dag, drejede de sig bare om at overleve, en km ad gangen. Smerterne var tilstede hele tiden, og specielt de første 2 runder var det virkelig svært at være positiv. Efter 21 km råbte Lasse at jeg havde hentet rigtig mange minutter på nummer 2 og 3 og at jeg var nød til at øge tempoet, for at komme på podiet. Denne besked var den helt rigtige at få, nu kom Hammerschmidt endelig op i mig som den plejer, kampgejsten var tilbage, der var trods alt en meget vigtig sølvmedalje og direkte Hawaii kvalifikation at kæmpe om og når alt kommer til alt, har Hawaii kvalifikationen hele tiden været topprioritet og EM titlen sekundært. Smerterne blev sjovt nok ikke værre af at øge tempoet, selvom det slet, slet ikke var i nærheden af de 5 min/km, dertil var der for mange smerter og lidt power i det venstre ben, på en eller anden måde var det som om jeg pludselig bedre kunne rumme de mange smerter og der blev nu kæmpet som aldrig før denne dag. På 3 runde, efter ca. 34 km lå jeg nummer 2 og det gav yderligere blod på tanden. Siden 2007 når jeg har kørt Ironman stævner er jeg aldrig blevet hentet når jeg først har løbet mig på podiet og det var jeg fast bestemt på hellere ikke skulle ske denne dag. Samtidig med at jeg havde løbet mig op på 2. pladsen råbte Lasse, " du ligger nummer 2, men der kommer en italiener bagfra og hun løbet stærkt, du har 1 minut og 50 sekunder ned til hende". "Shit", tænkte jeg, hvorfor skal du altid gøre det så svært for dig selv, der er kun en ting at gøre, kæmp, kæmpe, alt det bedste du har lært.. Fuld fokus på at spise og drikke efter planen, køle mig ned og forsøge at løbe så stærkt som muligt, 4 km senere var afstanden nede på 1,5 minut. Pyh ha presset var stadig massivt stort, men jeg tænkte", jeg går så absolut ikke kold, fokus på det du kan kontrollere og tag en km ad gangen, du har ikke kæmpet så hårdt for 2. pladsen for at give den væk lige før mål, go, go, "you can do it". De sidste km til mål, var jeg presset så uendelig meget bagfra, lungerne var slet ikke så presset som i 2015 og 2016 hvor jeg vandt guld til EM, men den største forskel var jo også at de mange smerter i venstre ben og de manglende kræfter i benet, gjorde at jeg slet, slet ikke kunne cykle og løbe i nærheden af hvad jeg havde trænet og dermed blev lungerne hellere ikke udfordret i samme grad som de sidste to år i Frankfurt. I sidste ende endte jeg på en hæderligt 2. plads med 26 sekunder ned til 3. pladsen. Direkte Hawaii kvalifikation for 10. gang og en tur på podiet dagen efter. Ingen tvivl om at jeg ville have givet min højre arm for at være i stand til at kæmpe med om EM guldet, og både min træner og jeg ved at jeg ville have været i stand til dette, såfremt jeg ikke var blevet skadet. desværre var denne mulighed ikke tilstede da smerterne i benet og de manglende kræfter i sidste ende gjorde hele udfaldet. I dagene efter racet var kroppen ikke træt i den grad som den plejer, hvilket skyldes at jeg var nød til at cykle og løbe så meget under mit niveau, og samtidig var mine lunger hellere ikke belastet i samme grad, det eneste var at smerterne i benet selvfølgelig ikke var blevet mindre, men selvfølgelig værre. Det positive er at lungerne og kroppen generelt hurtigere er ovenpå igen, men en noget større udfordring bliver at få benet klar til årets helt store A race, Verdensmesterskaberne på Hawaii d. 14/10. Ingen tvivl om at det bliver et kapløb med tiden, men der skal ikke herske tvivl om at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at stille skades fri klar til start. Overliggeren var tidligere sat højt i forhold til VM, men skaden har gjort at målet nu er at stille til start skades fri, og forventnings presset er hermed helt væk, hvilket forhåbentlig kan blive en fordel for mig.

onsdag den 15. marts 2017

Ny sponsor i 2017 - DLT Group A/S og Gardit

DLT Group er nyeste skud på sponsor stammen. DLT Group A/S er en produktions- og handelsvirksomhed, beliggende i Viborgs nye industrikvarter Vest. Produktionen er hovedsageligt træbearbejdning, f.eks. støbeforme til betontrapper, butiksinventar, lister til køkkenindustrien. Vi har meget stor erfaring med specialprodukter til alle formål, og maskinparken er tidsvarende og fleksibel, hvilket gør det muligt at omstille med meget kort varsel. Således kan der, også på grund af vores store råvarelager, produceres specialopgaver af enhver art, med meget kort leveringstid. http://www.dlt-group.dk/..................................................................................................................... Gardit er også en ny sponsor. Gardit er en dansk virksomhed med speciale i forbehandling og overfladebehandling af stål- og betonkonstruktioner. Virksomheden ligger i Danmark, men mobile teams rykker ud, hvor opgaverne er – mange steder i verden. www.gardit.dk

Ny sponsor i 2017 - Bach Gruppen

Bach Gruppen, som er et af de mest succesrige firmaer i Viborg er også med som sponsor i 2017. Bach Gruppen A/S er en gruppe virksomheder, som er bygget op omkring handelsmanden Finn Bach. Bach Gruppen A/S er med en solid egenkapital, godt jysk købmandsskab og mange års erfaring en attraktiv partner, som har aktiviteter indenfor følgende hovedområder: Bolig- og erhvervsudlejning Opførelse og salg af parcelhuse Salg og udlejning af betonbiler og andet materiel Salg af tørbetonprodukter Produktion og salg af alufacader Betonelement- og funderingspæle produktion fra egne fabrikker Granitbrud og grusgrave Ferie- og aktivitetscenter i Ho ved Blåvand samt Vigsø ved Hanstholm http://www.bachgruppen.dk

Ny sponsor i 2017 - Lykke Sport

Jeg har i år ændret lidt på min sponsor sammensætning, og der er således kommet nye fantastiske sponsorer med på banen. Uden mine sponsorer, ville jeg ikke kunne performe som jeg gør, ingen tvivl om det. Nyeste skud på stammen i forhold til våd dragter, badedragter, svømmeudstyr og sidst men ikke mindst mit konkurrencetøj er Torben Lykke fra firmaet Lykke Sport. For første gang nogensinde skal jeg konkurrere og træne i tøj som passer lige præcis til mig og hvor der er taget højde for at jeg er en kvinde. Mærket er det fede franske mærke Z3ROD og jeg glæder mig så vildt meget til at teste det af både i træning og under konkurrencer. http://www.lykke-sport.dk/

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions