onsdag den 9. november 2016

Verdensmesterskaberne på Hawaii, Nr. 11 i W45-49

Endnu et år er gået med specifik forberedelse på mine A race, Europamesterskabet i Frankfurt på Ironman distancen og Verdensmesterskaberne på Ironman distancen på Hawaii. Vigtigste læring fra EM i sommers var at det er absolut afgørende at jeg er tro mod min egen konkurrence plan og at jeg er i stand til at løfte niveauet en tand op når det kræves og sidst men ikke mindst at jeg med en lungefunktion på kun 77% er helt og aldeles afhængig af at min astma medicin virker, som den gjorde i Frankfurt for at kunne præstere på højeste niveau. Mit 5. Europamesterskab i min aldersklasse i Frankfurt i sommers er og bliver indtil videre en af de sejre jeg er absolut mest stolt af. Frem mod Hawaii var planen at løfte niveauet en tand op, for at være i stand til at kunne kæmpe med om podiepladserne på Hawaii såfremt tingene flaskede sig for mig. Træningen, og efterfølgende min træningslejr på Fuerteventura gik helt efter planen, og jeg kunne mærke hvor stærk jeg blev uge efter uge, og min astma medicin virkede som den skulle. Vi rejste i år til Hawaii 16 dage før VM, primært for at vænne mig til den meget høje luftfugtighed. Jeg har altid elsket varmen, og på Hawaii er der altid garanti for varme. Lige fra starten af havde jeg store udfordringer under træningen på Hawaii, og følte under samtlige cykel- og løbepassene at min krop var overophedet, og som om min medicin ikke rigtig virkede. De første dage på Hawaii er det meget normalt at pulsen ligeledes er noget højere end hjemme, men i år blev min krop bare ved med at føltes overophedet og pulsen var alt, alt for høj når jeg forsøgte at holde mit ironman tempo, som føltes så let hjemme i Danmark, blev pludselig en kamp ved hvert eneste løbe og cykelpas. Hårdeste træningspas var et 2 timers cykelpas, med efterfølgende knap 2 timers løb, det eneste jeg kunne tænke på under løbet pga. overophedning og medicin der ikke virkede, samt en tårnhøj puls for bare at løbe tæt på mit ironman tempo, var hvor er det nærmeste toilet, bad e.l. så jeg kan blive afkølet. Jeg spiste og drak væske, samt kølede mig i bedste stil, men min krop og hoved var max presset, selv det at sætte tempoet markant ned, hjalp kun i begrænset omfang. Til gengæld havde jeg de absolut bedste åben vand træninger nogensinde, hvert eneste svømmepas var helt og aldeles fantastisk, og jeg følte mig så stærk som aldrig før, havde endelig langt om længe fundet den indre ro, som kræves for at præstere optimalt under det til tider meget urolige vand i Kailua-Kona. Ugen før VM, deltog jeg i en åben vand konkurrence på selve ironman ruten og på 3,9 km distancen, klarede her både slagsmål, ligge på fødder og at komme op ad vandet med masser af overskud og ny pr. på Hawaii på 1 time og 7 minutter. Jeg var mere klar end nogensinde ift. svømningen, mens både min meget lave watt tal på cyklen og den manglende hastighed på løbet, gav udfordringer og jeg forsøgte simpelthen at fortrænge at det var som om medicinen ikke virkede, det kunne jo ikke passe, da den havde virkede siden april/maj i år. Positive tanker fremfor alt. Jeg tog til startområdet lørdag d. 8. oktober i god til at få startnummer på overarmene, pumpet cyklen, energidrik på, og havde rigtig god tid til mentalt at forberede mig på den dag jeg så længe havde set frem til, nu skulle jeg ramme den gode dag og endelig vise mit høje niveau på Hawaii. Trods de store udfordringer op til racet, blev jeg ved med at tro på det og tænke positive tanker. Jeg lagde mig i 3-4 række, midt i feltet af ca. 700 age Group kvinder og bevarede den indre ro, var i år meget mere spændt end nervøs, hvilket skulle vise sig at være en afgørende forskel ift. de 7 tidligere gange på Hawaii. De første 300 meter var noget kaotiske, men jeg formåede i høj grad at bevare roen, og fik derefter nogle gode fødder at ligge bag, en anden kvinde som svømmede pænt aggressivt og samtidig var rigtig god til at navigere. Efter ca. 1,5 km svømmede vi igennem den første gruppe af mænd, igen lidt hektisk, ligesom ved vendepunktet ved den store båd, men idet jeg bevarede det helt rigtige mentale fokus gik det helt efter planen. Der var hele vejen andre at svømme med i en periode, og hvis det gik for langsomt svømmede vi bare op til næste gruppe, det var en rigtig dejlig oplevelse, og i sidste ende kom jeg op af vandet med overskud og i ny pr. 1 time og 7 minutter, samme tid som ugen op til konkurrencen. Jeg var så glad og stolt over min svømning, de mange års udfordringer havde jeg endelig fundet ud af at løse, det var virkeligt en kæmpe sejr for mig. Et hurtigt skifte og af sted på cyklen. I starten var det temmelig kaotisk, faktisk hele vejen ud af Kuakina HW og retur, indtil vi igen var på Queen K, hvor jeg hele tiden skulle holde øje med andre atleter, da der både blev overhalet indenom, ikke holdt nok afstand e.l. Jeg fik hurtigt begyndt at drikke og fulgte fuldstændig planen med energidrik, gels og salttabletter samt afkøling af kroppen, specielt hoved, nakke og arme ved alle depoter. De første mange kilometer følte jeg mig rigtig godt tilpas på cyklen, watt tallene var rigtig gode, der var masser af overskud. Men ak og ve, pludselig som lyn fra en klar himmel, begyndte jeg at føle mig overophedet, nærmest lidt utilpas, watt tallene begyndte at falde, power i benene var væk, trods ironman puls, mærkeligt, valgte i den periode at indtage min astma medicin x flere, men uden nogen som helst effekt, hmm, ikke godt. Jeg var forberedt på alt, men en eneste ting, som jeg ikke var forberedt på var at min hurtigvirkende astma medicin, som jeg specielt på Hawaii pga. den høje luftfugtighed er så afhængig af ikke virkede. Jeg fik kæmpet mig både de 27 km opad til vendepunktet i Hawi, og tilbage til Queen K igen, men herfra fik det desværre kun nedad bakke. Da jeg havde cyklet lige præcis 140 km, var det slut, trods medicin x mange, energi og væske indtag og afkøling x mange, var power i mine ben væk, pulsen var alarmerende høj, trods meget lave watt tal. På det tidspunkt havde jeg to valgmuligheder, enten at forsøge at holde presset i pedalerne, med meget stor risiko for at kollapse under løbet, eller at slippe gashåndtaget, få pulsen ned, og bare holde cyklende nogenlunde kørende, trods lav fart. Samtidig begyndte jeg pludselig at blive overhalet af mange af dem jeg tidligere uden problemer havde overhalet, formåede dog at holde fokus, selvom det var om end meget hårdt mentalt. Jeg har gennemført VM på Hawaii 7 gange tidligere og ved at Madam Pele, som i dag også havde valgt at give os både modvind på vejen ud og hjem, ikke ville slippe taget i en, den kuperede løberute, den tiltagende varme og meget høje luftfugtighed ikke viste nåde, så valgte simpelthen at lytte til min krop og jeg er her en måned efter konkurrencen stadig sikker på at det var den rigtige beslutning den dag, da jeg ellers ikke tror at jeg ville være kommet i mål, hvilket jo ville have været langt værre end en 11. plads. De sidste 40 km forsøgte jeg i stedet at fokusere på omgivelserne, cykle med en lidt højere kadence pga. de trætte ben, spise, drikke og køle og fokusere på at så måtte jeg jo bare vise mit format på det afsluttende løb, som så mange gange tidligere. Cykeltiden var over 40 minutter langsommere end i Frankfurt, så stillede desværre cyklen som nr. 15 i min aldersklasse. Hurtigt skifte i T2, så af sted på løbet, min absolutte favorit disciplin, men hvad var det, jeg følte mig om end endnu mere overophedet på løbet end på cyklen, hvordan var det muligt, og væske depoterne føltes som om de lå lysår fra hinanden, jeg kan vel nærmest sige at jeg var desperat efter at få vand over hele kroppen, og isterninger her og der og alle vegne, men det var som om det ikke hjalp, og tog igen, igen astma medicin uden nogen som helst effekt, da jeg havde løbet de første 10 km, ca. 40 sekunder langsommere pr. km end normalt, og med en krop der føltes så tung som man ikke kan forestille sig, råbte jeg til Lasse, "jeg orker det ikke, det er fuldstændig som i 2015", hmm. hvilket desværre også senere skulle vise sig at være rigtigt. Han forsøgte hele tiden at komme med opmuntrende ord, men lige lidt hjalp det, frk. Schmidt var ked af det, sur, vred, kort sagt det helt forkerte fokus, og så slet ikke noget der virkede konstruktivt på mit løb. Jeg som har løbet så mange, lange ture i ironman tempo, og som har været så godt løbende hele året, det var virkelig svært at klare at jeg var så langt fra noget som helst. Brugte de næste 7 km helt op til enden af Palani Road med det helt forkerte fokus, da jeg ramte Queen K, råbte jeg til Lasse, "jeg gør hvad jeg kan, medicinen virker desværre ikke, jeg gider ikke at høre noget om placeringer, jeg kæmper med hvad jeg har.". Herefter blev det mentale fokus bedre, men det var som om min krop var fuldstændig tømt for energi, trods flere forsøg med medicin, var der desværre ingen effekt, hvilket jo var meget frustrerende, kroppen forsøgte vist at fortælle mig at jeg burde være blevet hjemme på sofaen. Jeg forsøgte at være i nuet, spise, drikke, og køle efter det som jeg ved virkede, men min krop var og blev så absolut min modspiller. Nedad mod vendepunktet i Energi lap er altid dejligt, da det går både nedad og i modvind, til gengæld kræver det sin kvinde at holde fokus tilbage igen, opad og i medvinden, det varmeste sted på hele løberuten, her fik jeg løbet hæderligt. Tilbage på Queen K, ca. 11 km tilbage, hvor jeg forsøgte at øge tempoet flere gange, uden succes. Først ca. 6 km før mål, da jeg igen langt om længe så Lasse, var det som om der var hul igennem og for første gang den dag, begyndte jeg at føle mig som en løber, ved ikke om det påvirker en at man er så tæt på mål, om det var Lasses tilstedeværelse, men et eller andet positivt mentalt skete der og på den strækning begyndte jeg at overhale en del andre atleter. Inderst inde viste jeg godt at det var alt, alt for sent til at få indfriet min realistiske målsætning om en top 5 placering/podiet. De sidste knap 2 km nedad Palani Road, hen ad Kuakini HW, og ned ad Alii Drive til mål, løb jeg alt hvad jeg kunne, og hentede faktisk en mere i min aldersklasse uden at vide det. I sidste ende blev jeg en hæderlig nummer 11 i min aldersklasse W45-49. Som forsvarende Europamester fra Frankfurt er det så absolut realistisk at komme på podiet på Hawaii, såfremt jeg rammer dagen. Jeg må desværre for andet år i træk sande at jeg med de dårlige lunger ikke kan køre med om podiet, når min astma medicin ikke virker. Samtidig må jeg også sige at jeg cyklede og løb, med hvad min krop havde, der var desværre ikke mere, men vigtigst af alt, så viste det sig at min fornemmelse var rigtig og nu har jeg en forklaring på hvorfor jeg i den grad underpræsterede. Jeg kommer aldrig med undskyldninger, de få gange jeg har underpræsteret, men søger altid efter årsagen. Efterfølgende har jeg erfaret at den medicin jeg er så afhængig af ikke virker når det er fugtigt og over +25 grader, så ikke så mærkeligt at jeg ikke kunne præstere mit bedste på cyklen og løbet. Når man som jeg er tilknyttet Danmarks bedste specialister indenfor astma og udholdenhedssport, kan man godt tillade sig at være lidt skuffet, når man i den grad er blevet fejlmedicineret. Det viser sig jo også at der selvfølgelig findes enkelte præparater som virker både i Danmark og under høj luftfugtighed og høje temperaturer, og jeg må da indrømme at jeg rigtig, rigtig gerne ville have haft det præparat. Når man som jeg ofrer alt hvad man kan på sin sport, ved at optimere alt lige fra den bedste træner, træningslejre, arbejder på nedsat tid, kvalitetstræning hele året rundt, være forbedret på verdensklasse niveau, og sporten oftest går forud for alt. Jeg ved at jeg var forberedt på næsten alt, så er det virkelig dyre lærepenge, at finde ud af at den medicin man ikke kan klare sig uden ikke virker, når man har mest brug for den. Jeg har haft mange udfordringer i min efterhånden lange triatlon karriere og en ting er sikkert, nu sætter jeg alt ind for at finde den astma medicin som gør, at jeg kan præstere optimalt uanset hvor i verden jeg fremover vælger at stille til start. Modstand gør stærk, og jeg rejser mig ved det træ jeg er faldet. Jeg har nyd off season i fulde drag, og nu glæder jeg mig til at tage arbejdshandskerne på og arbejde frem mod nye spændende mål i 2017.

torsdag den 3. november 2016

Hvad gør jeg for at blive den bedste triatlet, som jeg kan blive?

I mine bestræbelser på at blive den absolut bedste triatlet i alle henseender, som jeg kan blive, vender og drejer jeg ofte hver en sten, for at finde lige præcis det som gør en forskel. Det er jo samtidig det som er så fascinerende ved den sport jeg elsker lige så højt, som da jeg startede for snart rigtig mange år side. Siden sidste efterår har jeg trænet styrketræning på en lidt anden måde end tidligere, stadigvæk med primær fokus på funktionel træning, da det i en efterhånden lang periode har været en medvirkende årsag til at jeg er blevet en stærkere, hurtigere og bedre atlet. Derudover har jeg i lange perioder trænet, meget, meget tung styrketræning, med rigtig god effekt og masser af bevægelighedstræning. Jeg har ligeledes forsøgt at optimere min aerodynamik på cyklen, afprøvet ny enkeltstartcykel, i jagten på vigtige minutter, e.l. mere om den proces lykkedes på et senere tidspunkt. Når det drejer sig om ændringer ift. din enkeltstartcykel, bliver jeg efterhånden mere og mere overbevist om, at jeg selv er den absolut bedste til at bedømme om ændringer, såsom eksempelvis kortere pedalarme, ændring af sadlens indstilling, etc. nu også er det helt rigtige, trods dygtige bikefitter siger det og kan måle at det lige præcis vil gøre at du kan træde flere watt og i sidste ende cykle hurtigere. Der er i den sidste ende kun en person, nemlig dig selv, som kan mærke om eventuelle ændringer nu også er de helt rigtige for lige præcis dig, meget vigtigt at huske på. Det er jo helt igennem fantastik hvis man har en tøjsponsor, men det absolut afgørende i den sidste ende bør være at det tøj du træner og konkurrere i, rent faktisk passer til lige præcis dine behov. Det er meget oppe i tiden at ændre løbestil i jagten på hurtigere tider, men ift. lige præcis dette er det vigtigt at huske på at ændringer i din løbestil kan tage helt op til 2 år at indbygge og lagre i hjernen, og når du så er på de afsluttende 10 km af maraton delen på ironman, vil have mere end svært ved at opretholde de ændringer, du har arbejdet så målrettet med, samt at du i jagten herpå også risikere at blive skadet, så overvej lige en ekstra gang om det nu også er det helt rigtige at gøre. Husk at det er vigtigt at have det helt rigtige mentale fokus når du skal konkurrere, fokuser altid kun på det du kan kontrollere, dvs. der er ingen grund til at fokusere på de andre konkurrenter, hvordan vejret bliver, e.l. Du skal have den helt rigtige spænding i kroppen, undgå at være for nervøs, da det i høj grad vil påvirke din konkurrence negativt. Jeg har ved de første 7 x VM på Hawaii haft om end store udfordringer ift. den meget kaotiske, hektiske og til tider vilde svømmestart, trods at jeg faktisk er en meget stærk svømmer og har måtte sande at det påvirkede min svømmetider i meget dårlig retning. Til dette års VM, mit 8. på lavaøen, Hawaii, var der langt om længe den indre ro, jeg har søgt, og søgt efter, og sikke en forskel. Det var min til dato bedste åbenvand konkurrence uden våddragt, og så kom jeg endda op af vandet med overskud. Jeg undlod ligeledes at fokusere på hvor gode nogle af mine konkurrenter var da jeg inderst inde vidste at på en dag, hvor jeg præstere optimalt, så er jeg fuldt ud på niveau med de bedste Age Group kvinder i min aldersklasse. Jeg har specielt de sidste 4 år under Torbjørn Sindballes vinger arbejdet udelukkende med fokus på proces orientering både ift. træning og konkurrencer, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det har gjort at jeg performer på absolut højeste niveau ved A konkurrencerne, (når blot min krop er min medspiller, mere om det senere), og at det også har gjort mig til en så meget bedre atlet og menneske end jeg tidligere var. Jeg har altid været forberedt til fingerspidserne ift. de vigtigste A konkurrencer i løbet af sæsonen, en anden og mere direkte måde at sige det på er, at jeg igennem rigtig, rigtig mange år har trænet en vis del ud af bukserne, med massiv fokus på kvalitetstræning, der er specifikt tilpasset mig. Det at jeg inderste inde ved, fra træningsseancerne, tests, og andre konkurrencer at jeg er maksimalt forberedt gør at jeg har den ro der skal til, den selvtillid og det selvværd som kræves for at yde det absolut bedste der kræves, når man gang på gang skal op i mod nogle af Europas og verdens bedste atleter. Samtidig har jeg også måtte sande at jeg nogle gange burde skrue hovedet af, såfremt det var muligt, da jeg af og til kommer til at reflektere for meget over tingene, gøre dem mere kompliceret end de er. Eksempelvis ift. VM på ironman distancen på Hawaii har jeg måtte bruge mottoet, "just another race", venligst udlånt fra triguru træneren Brett Sutton. Jeg har ligeledes arbejdet rigtig, rigtig meget med at give alt under konkurrencerne, så der absolut ikke er mere tilbage, hverken fysisk eller mentalt, og sige til mig selv undervejs, når det bliver rigtig hårdt, at enten så vinder du eller også så lærer du noget. Efter konkurrencerne er det vigtigt uanset om du har fået opfyldt din målsætning eller ej, at du får reflekteret konkurrencen igennem, bruger dine reflektioner konstruktivt. De konkurrencer jeg har lært absolut mest af, er ikke de konkurrencer hvor jeg fået indfriet mine målsætninger, har vundet, e.l. men i særdeleshed de konkurrencer, hvor rigtig mange ting, slet, slet ikke gik efter planen, trods verdensklasse forberedelse, e.l. Jeg rejser mig hver gang ved det træ jeg er faldet, og kommer altid stærkere tilbage. Jeg er rigtig meget på vej i den helt rigtige retning med at blive den bedste triatlet jeg kan blive, men der er stadig masser af spændende arbejde forude og jeg glæder mig til atter at tage arbejdshandskerne på og se hvor jeg ender.

onsdag den 20. juli 2016

Europamester for 5. gang til Ironman European Championship, Frankfurt. W45-49.

Efter mange måneders test på løbebånd, cykel. e.l. ift. min anstrengelsesudløst astma og test af diverse præparater, lykkedes det endelig midt april at nå frem til præparater, uden alt for mange bivirkninger. Med en lunkefunktion på kun 77% lungekapacitet mod normalt 98%, var det altafgørende at medicinen virkede, hvis jeg fortsat skulle kunne kæmpe med om de sjove placeringer. Siden april er træningen og min krops reaktion på træningen og medicin kun gået den helt rigtige vej. Jeg har aldrig været bedre løbende end jeg var de sidste måneder op til IM European Championship. Jeg havde i flere måneder op til konkurrence sagt at hvis tingene flaskede sig for mig, ville det bliver vildt tæt konkurrence primært mellem mig og en tysk atlet, så derfor havde jeg også optimeret mine skift mellem disciplinerne. I de sidste måneder op til racet, undtagen de sidste 5 uger, løb jeg de bedste og hurtigste kombipas, samt længste og hurtigste kuperede løbeture i årevis. Men ak og ve, 5 uger før stævnet blev jeg ramt af en alvorlig knæskade i mit venstre knæ, py ha. ikke godt. Men som jeg altid siger, den dag det bliver for let, så er der noget galt. I den sidste periode måtte jeg reducerer mit løb massivt, da det var væske, såkaldt ødem inde i knæet, og selvom jeg formåede primært at tænker positivt, var jeg af og til i tvivl om knæet kunne klare den belastning af løbe de 42,2 km efter både svømning og cykling. Få dage før racet d. 3 juli var smerterne næsten helt væk og med aflastende kinesiotape så det hele pludseligt meget positivt ud. Proces orienteret race plan, fokus på det jeg kunne kontrollere og mit helt eget race, så længe som muligt. Rullende svømmestart, skulle afprøves for første gang, fordelen var helt klart knap så mange slåskampe, ulempen at ens konkurrenter kunne være startet efter mig og derfor få fordelene af at få mine mellemtider. Jeg valgte at starte i første startgruppe og fik en svømning uden alt for mange slåskampe, kom op ad vandet uden at have brugt alt for mange kræfter, burde måske nok have svømmet lidt mere aggressivt, hvilket tiden også afspejlede med 1 time og 3 minutter var ok, hurtigt skifte, bl.a. ingen strømper på, for at spare tid i akiftezonen. Afsted på cyklen, hvor jeg hurtigt fandt en rigtig god rytme, høj fart, fokus på at spise og drikke, samt spise salttabletter efter planen. Jeg følte mig bedre og bedre cyklen hele vejen, og cyklede med stort overskud næsten hele vejen. De sidste 40 km begyndte jeg at holde igen, der skulle jo være kræfter nok til den afsluttende marathon, hvor jeg håbede at jeg kom under de magiske 3.30 som træningen havde indikeret i mange måneder. Hurtigt skifte, igen, som var øvet igen og igen, og så afsted, men hvad skete der lige der, kroppen føltes træt, og benene tunge, ikke ligefrem med i min plan, men positive tanker, kroppen skulle nok bare i gang, belive, quiet mind, strong mind. De første 10,5 km (1 runde), blev løbet i roligt tempo, under im pace og meldingen var klar den tyske atlet havde løbet stærkt på 1. runde og førte nu med 4 minutter, og jeg havde 4 minutter ned til 3. pladsen i min aldersklasse W45-49. Lidt mere fart i benene på 2 runde, uden at det dog lignede mit normale ironman tempo, stadig samme afstand til både nummer 1 og 3. Fokus på at spise gels, drikke vand, spise salttabletter og køle kroppen ved alle depoter, keep believing, go, go. Allerede ved km 21 begyndte mit venstre ben at blive træt, alt, alt for tidligt, hvilket skyldtes det overbelastede knæ, men jeg valgte at tænke positivt og tænke, ingen knæsmerter, fedt og så må jeg jo bare løbe med det højre ben. Ved 24 km råbte Lasse (kæreste), at jeg nu havde 18 km tilbage og at jeg skulle øge tempoet for at nå tyskeren, som sagt så gjort, på de næste 10 km hentede jeg 2,5 minut på hende, så kun 1,5 minut op med 8 km tilbage, og igen besked fra Lasse om at øge tempoet, hvilket jeg gjorde, nu begyndte det at gøre ondt, men "how bad do You want it", kørte hele tiden i mit hoved, bliv ved med at kæmpe, "hun går kold", du henter hende, samt "enten vinder du eller også lærer du noget". 3 km før mål manglede jeg kun 18 sekunder op, og ved den sidste mellemtid Lasse kunne råbe til mig 900 meter før mål, kom det endeligt, "du fører med 3 sekunder, løb, løb, alt hvad du kan, du kan godt.". Her fandt jeg igen et ekstra gear, trods massiv fysisk og mentalt træthed, jeg løb simpelthen all out de sidste 900 meter og måtte flere gange råbe, "move, move, go right", for at komme forbi andre atleter. Det var de hårdeste og vildeste afsluttende 900 meter jeg nogensinde har løbet. Husk det er ikke over før målstregen, bliv ved med at kæmpe. De sidste 200 meter føltes så lange, og da jeg endelig havde krydset målstregen, var der ikke mere at give, jeg stod bare og tænkte, "jeg orker simpelthen ikke at stå på mine ben", samtidig med at mine lunger stadig hyperventilerede og vupti, så dejsede jeg om. Heldigvis var der to personer som nåede at gribe mig, bl.a. race direktør Pascal, som jeg har kendt siden første gang på Hawaii i 2005. Derefter blev jeg løftet op på en båre, afsted til lægeteltet og over på en anden båre, hvor jeg lå indtil jeg stille og rolig kom til mig selv igen. I sidste ende viste jeg at jeg havde øget tempoet de mange gange der var brug for det, havde løftet mit løbe niveau en tand op, idet jeg havde løbet all out de sidste 900 meter, men eftersom den tyske atlet var startet 5 minutter efter mig, viste jeg ikke om det var nok. En ting var sikkert jeg havde gjort hvad jeg kunne. "Either You win or You learn something". Senere efter at jeg havde fået min finisher T-shirt og var kommet tilstrækkelig til mig selv, ringede jeg til Lasse for at høre både sluttiden og placeringen. Wauu, siger jeg bare, da han sagde, "du vandt med 33 sekunder ned til tyskeren". Tårerne trillede ned at kinderne på mig af ren glæde, det her var den vildeste og sejeste præstation jeg nogensinde har lavet. Europamester for 5. gang i min aldersklasse, denne gang i W45-49 ligesom i 2015. Min krop var langtfra 100 % pga. knæskaden, men mit mentale fokus sad lige i skabet, og i sidste ende var det så afgørende for at Europamesterskabet igen kom på danske hænder i W45-49. Jeg er så stolt, tilfreds og glad. Jeg har virkelig nydt de sidste 2,5 uges let træning og nu gælder det i skrivende stund træningen frem mod mit 8. VM på Hawaii til oktober.

onsdag den 15. juni 2016

1/2 Ironman Herning-Billund - Vinder af W 45-49.

En uge før Herning-Billund 1/2 Ironman, fik jeg pludselig ondt i venstre knæ, hmm. ikke godt, og valgte derfor i samråd med min træner ikke at løbe hele ugen op til stævnet. Dagen inden tænkte jeg at nu var der endelig kommet ro på knæet, så en kort og rolig løbetur kunne vel ikke skade. Det skulle vise sig at være en meget dårlig ide, knæet hævede ikke op, e.l. men jeg fik bare vildt ondt i knæet svarende til kanten af venstre knæskal. Så optimismen var langt fra tilstede søndag morgen i Herning ved Fuglsang sø inden stævnet, nok nærmere bekymring om jeg kunne gennemføre uden at skade knæet yderligere. Valgte i samråd med Torbjørn Sindballe (træner) at tage en disciplin ad gangen og se hvordan tingene artede sig. Jeg lagde mig i forreste række, længst væk fra bøjerne til svømmestarten, fik en rigtig god svømmestart, uden slåskampe e.l. fandt nogle fødder at ligge på, men som desværre ikke kunne navigere, så videre til næste age Group kvinde, etc. Endte i sidste ende med at svømme de sidste 1000 meter alene, jagende en foran som jeg desværre ikke nåede. Til gengæld havde jeg et super effektivt skifte i T1, hvor jeg alene i skiftet hentede 3 age Group kvinder. Løbet i bare tæer gennem skiftezonen, gik helt uden udfordringer med venstre knæ. Holdt lige fra starten pres på cyklen, som aftalt, og det holdt jeg alle 93 km, hmm. ruten var lige blevet 3 km for langt. Masser af overskud undervejs og jeg følte mig rigtig stærkt cyklende. Sidste 15 km var kroppen dog begyndt at blive lidt træt af den mere eller mindre konstante modvind, men jeg formåede i høj grad at holde fokus på nuet og det jeg kunne kontrollere. Skiftet i T2, gik knap så godt som første skift, da jeg fumlede noget med at få strømper, kasket, nummerbælte e.l. på, så brugte ca. 1 minut for lang tid med dette, hvilket faktisk i sidste ende skulle komme til at koste 2. pladsen over all blandt alle age Group kvinder, ikke så godt. Dette skifte skal bare sidde i skabet i Frankfurt om små 2,5 uge. Følte mig fantastisk godt løbende lige fra starten af på løbet. Fed løberute med masser af afveksling, lige som jeg kan lide, grusstier, græs, asfalt og krydret med lidt bakker ind i mellem i området i/omkring Lalandia og Legoland i Billund. Mærkede dog noget til venstre knæ fra km 1, hmm., men fornemmede at det ikke blev værre, og symptomerne ligesom bare kom og gik uden at blive alarmerende, så valgte at fortsætte og tage en km ad gangen. Kiggede meget få gange på uret undervejs, for lige at holde øje med at jeg holdt mit ironman pace på ca. 4.40 min/km, og det passede fint og der var masser af overskud, så jeg kløede bare på. På hver løberunde var der 3 tidsmåtter og jeg holdt identiske tider på de 3 tidsmåtter på alle 3 runder (fandt jeg efterfølgende ud af). På sidste runde begyndte mine lunger at give lidt udfordringer, så jeg måtte lige bruge min astma inhalator og vupti, så var der masser af energi igen. Jeg følte mig så stærkt løbende, fik spist og drukket helt efter planen. Efterfølgende var det simpelthen så fedt at finde ud af at jeg havde løbet hele 4 minutter hurtigere end i 2015, på helt identisk rute. Dejligt at de sidste 2 års fokus på løbet, også viser sig at give pote i konkurrence, udover til træning. I sidste ende endte jeg med at blive nr. 3 over alle af alle Age Group kvinder, kun sølle 45 sekunder fra 2. pladsen samt vinde min aldersklasse i suveræn stil.

søndag den 22. maj 2016

Holstebro triatlon og Karup Duathlon

2016 sæsonen blev skudt i gang i pinsen med 1/6 Ironman til Holstebro triatlon. Det er et af Danmarks vel nok ældste triatlon stævner, og med begrænset antal deltagere, fantastisk atmosfære, altid styr på hele stævnet, og mange deltagere som vender tilbage år efter år. Sprint distancen er som bekendt ikke lige min favorit distance, men stævnet blev brugt til at træne skiftene mellem disciplinerne, træne det at holde max fokus, og være i nuet når kroppen og hovedet forsøger at sige fra pga. det hele presses så hårdt som muligt. Svømningen gik rimeligt på bane med 3 andre klubkammerater fra Viborg Atletik og Motion, effektiv skifte i T1, af sted på cyklen, max gas fra starten. 15 km ud-hjem rute, og det var simpelthen bare hårdt fra start til slut, og jeg fik holdt så meget pres som muligt hele vejen og et ganske fint gennemsnit på cyklen. Brugte alt for lang tid i T2 med at tage strømper på, her er virkelig plads til forbedringer. De første 3 km af løbet gik med at få kroppen i gang, som om den ikke var vildt glad for det høje tempo, men herefter fik jeg stille og roligt øget tempoet, og holdt max pres på hoved og krop hele vejen til mål. I sidste ende vandt jeg +40 klassen suverænt og kun sølle 10 sek. fra 2 pladsen overall. I går stod den så på noget for mig uvant, et duatlon stævne. Men da det var lokalt i Karup, så var det nemt at komme til. Jeg brugte stævnet til at få noget træning som var både hårdt, effektivt og med gas håndtaget i bund stor del af vejen. Distancen var 10 km løb + 40 km cykling + 5 km løb. Første 10 km blev løbet tæt på mit Ironman tempo, så der var masser af overskud, de 40 km blev cyklet med max pres på pedalerne størstedelen af vejen, eneste udfordring var at vende omkring en kegle i enderne (var en 5 km ud og hjem cykelrute), som skulle forceres mange gange, og da jeg måtte klikke ud adskillige gange, tog det jo al farten af cyklen og kostede mange sekunder hver gang at komme op i tempo, hmm. det skal vist trænes hvis jeg skal prøve noget der minder om det en anden gang. Effektiv skifte i T2 og så af sted på de 5 km løb, nu skulle der virkelig bare løbes igennem, heldigvis var der flere mænd foran som skulle hentes og det gjorde at jeg fik presset mig selv max specielt de sidste 1,5 km hvor jeg virkelig fik løbet igennem og hentet dem jeg skulle, noget jeg virkelig kan bruge hvis jeg senere på sæsonen kommer til at kæmpe mod andre og det bliver tæt. "Mind over muscles" virkede. Jeg formåede i høj grad at være i nuet og holde fokus på det helt rigtige ting. I sidste ende vandt jeg også konkurrencen så det var jo en ekstra bonus oven i hatten.

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions