mandag den 30. maj 2011

Træning uge 21 - "skade i mavemuskulaturen"- super fysioterapeut

Det gik forholdsvis ubesværet at komme igang med svømning efter en uges ufrivillig pause pga. cykelstyret i sidste uge. Har slet ikke mærket noget til den venstre skulder i denne uge, men derimod har jeg haft ondt i mavemuskulaturen, og er helt overbevist om at det skyldes cykelstyrtet.
Det lange krydstræningspas lørdag på 90-10-30-4 km gik rigtig godt og især på de 10 og 4 km løb var der masser af overskud og mange rigtig gode tempo km tider, så det tegner godt. Desværre var det ikke lutter lagkage, da jeg under løbet mærkede noget til "skaden"! Heldigvis har jeg en super fysioterapeut i Jette Vig og efter behandling på briksen idag, hvor hun fandt frem til at smerterne i mavemusklerne kort fortalt skyldes problemer i ryggen, (sikkert pga. cykelstyrtet), er jeg nu ret fortrøstningsfuld og sikker på at det skal vi nok få styr på, da jeg efterfølgende mærkede markant mindre til symptomerne i maven. Der er nogle som mener at skavankerne kommer pga. 4-tallet, men det tror jeg nu ikke rigtig på!

søndag den 22. maj 2011

Træning uge 20 - Cykelstyrt!

Ifm. cykling onsdag eftermiddag, tilbage til klnikken fra patienter, blev jeg bogstavelig talt jordet af en anden cyklist, som cyklede lige ud foran mig og jeg havde ikke en chance for at undvige hende og røg desværre en tur henover styret og landede på min venstre skulder. Dette resulterede i at jeg det meste af ugen ikke har kunnet svømmet, øv!. Satser dog på at være klar til svømning igen i næste uge.
Derimod er både løb og cykling gået helt efter planen i denne uge.
Har cyklet flere pas med kortere og længere intensitet og er kommet godt i gang med at bruge min Watt måler.
I går stod den på et længere roligt cykelpas på 150 km med andre cykelryttere fra CMV, hvor turen bl.a. gik til Hjøllund - Funder - etc. De andre nøjes således med 130 km, mens jeg selv måtte ud på bonusrunden for at nå de 150 km, som træneren havde planlagt.
I dag stod den på kortere krydstræning først 34 km cykling med kortvarig intensitet, sammen med Knud K (CMV)efterfulgt af 20 km roligt off bike løb, hvor løbet var præget af masser af overskud det meste af vejen.

Ironman Lanzarote 21/5 2011

Ironman Lanzarote blev i går vundet af Timo Bracht (IM Hawaii nr 6 i både 2009 og 2010) i ny løbsrekord på 8.30. Den gamle var sat helt tilbage i 1995 af Thomas Hellriegel (8.35).
Bent Andersen blev endnu engang en suveræn vinder af alderklassen 45-49, trods løbeskade igennem en længere periode formåede han alligevel at slutte af i en marathontid på 3.12 og blev nr. 21 overall. Stort tillykke herfra til den seje familiefar fra Hammerum.

søndag den 15. maj 2011

DM Duathlon d. 8 maj

Så oprandt dagen, som jeg havde set meget frem til.
Jeg havde titlen som hurtigste age grouper fra 2010 og 1. pladsen i min aldersklasse at skulle forsvare. Målet var klart, alt andet end en 1. plads ville være skuffende. Jeg havde fået lidt nedtrapning og følte mig mentalt rigtig klar til stævnet omend jeg var lidt i tvivl om jeg var helt restitueret efter de 14 dages træningslejr på Fuerteventura, hvor jeg kun havde været hjemme en uge. De første 10 km blev løbet med overskud hele vejen, og jeg følte mig ikke presset på noget som helst tidspunkt, herefter et hurtigt skifte ca. 10 sekunder foran nr. 2, og så afsted på de 44 km cyklingen, hvor jeg fulgte planen, men opad den første bakke og ligeledes især den sidste længere stigning på 1. runde føltes noget hårdere end normalt og jeg kunne ligesom ikke rigtig få det til at fungere. Regnede med at det blot var fordi jeg lige skulle igang, men resten af cykelturen gik på samme måde, jeg manglede simpelthen den sidste topfart og det altafgørende overskud. Skiftede som nr. 2, ca. 45 sekunder efter den førende age group kvinde. Jeg var mentalt helt klar til at det skulle hentes i min ynglingsdisciplin det afsluttende løb, men ak og ve, jeg kunne absolut slet ikke løbe og følte at jeg nærmest faldt i med græsset. Ingen fart i benenen, kroppen blev presset, men jeg kunne desværre ikks skyde andet end sneglefart, og det må siges at være en del år siden at jeg har løbet så dårligt et afsluttende løb.
Jeg måtte derfor tage til takke med placeringen som 2. hurtigste age grouper og den for mig noget skuffende sølv medalje i min aldersklasse.
Der er kun et at gøre og det er at komme op på hesten igen. Som jeg altid plejer at sige, "modstand gør stærk" og jeg kommer altid stærkere ud på den anden side.

tirsdag den 10. maj 2011

3. maj. 5 km Kvindeløb - Viborg

Målet for de 5 km kvindeløb i Viborg var en podieplads ligesom i 2010.
De første 4 km gik det også helt og aldeles planlagt, med masser af fart i benene, rigtig høj kadence og god løbestil og fra km 2 lå jeg på 2. pladsen et pænt stykke efter en af de lokale atletik piger, som virkelig løber stærkt. Km tiderne var indtil km 4 helt som forventet. Men ak og ve så kom trætheden i kroppen, og opad bakken lige efter Nr. Mølle var der godt nok ikke meget fart i benene, og jeg som plejer at løbe kanon godt opad!
Jeg kunne høre at der kom andre løbere bagfra som kom tættere og tættere på, mens jeg havde alt at gøre med bare at komme fremad. Da jeg løb ind på stadium og manglede de sidste 400 meter var de virkelig tætte på og sådan ca. 50 meter før mål, var hele min krop ren syre og jeg kunne ikke skyde andet end sneglefart og da to andre meget unge løbere kom op var der absolut og aldeles intet at skyde med og jeg måtte derfor tage til takke med den noget utaknemmelige 4. plads, sølle 4 sekunder op til 2 pladsen.
Nu har jeg således også i bogstavelig forstand prøvet at følge motto´et " hellere dø i front end at komme i mål med overskud". Efterfølgende tog det mere end 5 minutter inden jeg kom helt til mig selv igen.
Jeg kan således konkludere at det var langt sjovere da jeg sidste år til ½ IM i Herrenkoog overhalede 2 tyskere blot 3 meter før mål og endte på 2. pladsen.

Træningslejr Fuerteventura uge 16+ 17.

Er lige hjemvendt fra Fuerteventura efter 14 dages træningslejr, hvor der er blevet trænet en masse km på cyklen i den hårde modvind og i det til tider kuperede terræn på øen.
Løbemæssigt har der været fokus på både de længere tempo ture op til 23 km, samt intervalløb, både af kortere og længere distance. Det har været rigtig godt med afvekslende terræn, hvor der også er mulighed for at løbe meget kuperede ruter, hvis man som jeg er til det. Vinden har også af og til drillet en del på løbeturene, men det er jo blot en ekstra udfordring, som på sigt gør en stærk.
Svømningen bestod af træning både i den helt fantastiske ol pool, 50 meter, og kanon lækkert varmt vand, selv kl. 06.30 om morgnen, er det varmt. Det kan virkelig anbefales at træne i den pool. Jeg kom også godt igang med åben vand svømning, hvor det af og til var meget udfordrende med de høje bølger og det faktum at vandet smager så meget af salt.
Derudover blev det også til enkelte ture på golfbanen sammen med Lasse og min karriere som golf caddie, varede kun et hul, så konkluderede Lasse at jeg gik alt for langsom med baggen på ryggen og jeg mente også at baggen var alt for tung for mig. Så hellere en ½ marathon end 18 huller på golfbanen, i så kuperet terræn. Fremover anbefaler jeg endten brug af golf vogn eller leje af en golf bil.
Det blev også til et enkelt krydstræningspas med rigtig høj intensitet som sidste forberedelse op til DM i duathlon, hvor jeg første weekend i maj skal forsvare DM guldet og placeringen som hurtigste age grouper fra 2010.

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions