I søndags stod den på årets første halve ironman til de danske mesterskaber i Ålborg. Vejret var perfekt, meget varmt og kun en svag vind. Svømmestarten gik helt efter bogen, men desværre blev jeg lullet lidt i søvn undervejs og blev derfor for længe bag nogle fødder, som jeg langt tidligere skulle have svømmet forbi. Trods det ikke alt for høje tempo bevægede vi os stille og roligt op igennem herrefeltet. Næste gang skal der svømmes med gashåndtaget i bund, så tiden kan blive svarende til mit svømmniveau. Skiftet til cyklen gik derimod helt efter planen, og så afsted på cyklen, hvor der blev lagt meget konservativt ud og de første 2 runder blev gennemført helt efter planen med super meget overskud, de sidste 2 runder af de 90 km cyklede jeg som planlagt progressivt. Kanon oplevelse at have så meget overskud hele vejen, det lover virkelig godt ift. EM. Igen et hurtigt skifte til løbet, hvor de første 5 km blev løbet i et roligt tempo, på den dejlige afvekslende løberute, som var helt flad med en del sving på Det var efterhånden rigtig dejlig varmt, så fuld fokus på masser af vand og gels. Pulsuret gav nærmest som sædvane helt forkerte mellemtiden, så jeg måtte i stedet løbe på kropsfornemmelse. Jeg fik øget tempoet efter de første 5 km og igen efter 16 km, dog ikke helt så hurtigt som håbet, men de 2 x 10,5 km blev løbet på nærmest identiske tider og med et acceptabelt tempo set i lyset af at jeg praktisk taget ikke har trænet fart på løbet siden uge 4 og har løbet væsentlig færre km end normalt. Jeg kan kun være med tilfreds med at vinde min aldersklasse med knap 6 minutter ned til nr. 2. Alt i alt et godt udgangspunkt ift. EM, hvor der nu er fuld fokus på de områder som skal optimeres.
0 kommentarer:
Send en kommentar