tirsdag den 23. april 2013

Raceberetning fra Ironman Sydafrika

Så kom dagen endelig, søndag d. 14. april, som jeg havde trænet så målrettet og specifikt til igennem mange måneder. Al den hårde træning var slut, forberedelsestiden i Port Elizabeth op til stævnet blev brugt på at få gennemtestet, specielt cykelruten og svømmeruten igen og igen og i mindre grad løberuten, så der ingen overraskelser kom til selve stævnet og jeg viste lige præcis hvordan det hele skulle gribes an. Der var massiv fokus på restitution, mental opladning og på at indtage de rigtige fødevarer på de rigtige tidspunkter. Sidste seance med min træner Torbjørn Sindballe nogle dage før racet, gav lige det sidste, jeg var så klar som aldrig før. Jeg var fyldt af en dejlig ro og tiltro til at denne dag skulle blive min dag. Op kl. 04.00, og herefter gik tingene fuldstændig som perler på en snor, lige indtil kanonen gik af og ca. 1750 håbefulde age group´er løb fra stranden og ud i vandet, til noget af det mest urolige vand jeg har svømmet i. Første udfordring var jeg forberedt på, korte ben og så løb i vand, det passer bare slet ikke sammen, men største udfordring var det meget urolige vand, hvor jeg desværre kom til at kæmpe en hård kamp for overhovedet at komme under vandet, hver gang jeg prøvede blev jeg nærmest væltet af en bølge eller fik slugt al for meget vand, etc. men efter at have praktiseret brystsvømning i en våddragt i ganske lang tid, kan ikke anbefales, kom jeg pludselig i gang med crawl og herefter gik det kun fremad resten af vejen. Det mentale mindset fungerede sammen med det fysiske resten af vejen, og end ikke en mega bølge som væltede mig og ca. 20 andre helt omkuld efter de første 1,95 km kunne slå mig ud, nu var der kun en vej og det var fremad. Anden runde var ren optur, hvor jeg bare svømmede mig op gennem feltet hele vejen. Positive tanker i skiftet, mindede mig selv om, "en ironman bliver aldrig tabt eller vundet på svømningen", så var helt upåvirket af hvad jeg godt vidste senere skulle vise sig at blive en svømmetid langt fra vangligt niveau. Race planen for cyklingen blev fuldt hele vejen, både ift. pulsen, watt, hvad jeg skulle spise, hvornår jeg skulle spise og hele tiden det mentale mindset som jeg havde praktiseret i træningen igen og igen. Vi skulle cykle 3 runder af 60 km, hvor de første 12 km gik stille og roligt opad, og til tider krydret med pæn modvind, så var det en fin udfordring. Vinden nåede faktisk at skifte for hver omgang og det var til tider også en rigtig god enten modvind, eller sidevind, hvilket ikke var en fordel hele tiden, men det var jeg forberedt på og lod mig ikke påvirke af. Derimod var det ganske svært at holde et konstant højt cykeltempo, pga. de meget ujævne veje, hvor ca. 80% af vejene var ligesom Lanzarote var for ca. 10 år siden. Det var selvfølgelig ens for alle deltagere, men det tog helt sikkert topfarten af min cykeltid og gjorde samtidig at det var hårdere end vanligt at være i aeroposition på cyklen, samt at jeg brugte flere kræfter på de 180 km cykling. Tiden til trods var jeg alligevel tilfreds, jeg gjorde hvad jeg kunne ud fra de forudsætninger som var, og jeg følte mig stærkere og stærkere for hver omgang, som tegn på at jeg helt sikkert havde disponeret som jeg skulle. Hurtigt skifte til det afsluttende marathon. Nu var det ynglings disciplinen der skulle i gang. Efter ca. 2 km fik jeg at vide af Lasse at jeg lå nr. 2 i min aldersklasse med 11 minutter op til nr.1 og hvilke tider hun normalt løb på. Jeg bevarede fuld fokus på mit race og holdt den plan både ift. pace, puls, kadence, væske, gels, og saltindtag som jeg havde gennemtestet masser af gange og var ikke et sekund i tvivl om at jeg nok skulle hente hende. Omkring km 18 var hun hentet, jeg fuldte stadig Torbjørn og min plan til fulde, var dog desværre ikke så godt løbende, som jeg ellers havde været i en lang periode op til konkurrencen, men det lod jeg mig ikke gå på af, jeg holdt fuldstændig det fokus vi havde aftalt og blev ved med at tro på at vores plan var den rigtige. Da jeg med ca. 12 km tilbage fik at vide hvad afstanden var til nr. 2, valgte jeg at sige ur er ur og så løb jeg hvad jeg kunne resten af vejen, indtil ca. 3,2 km før mål hvor Lasse sagde at hvis jeg øgede tempoet resten af vejen kunne jeg slå Age Group rekorden i 40-44, og så var der jo ikke andet for end at gå all ind, hold nu fast hvor var den sidste km lang. Først da jeg rundede det sidste hjørne og manglede 200 meter, var jeg helt sikker, jeg slog rekorden, og vandt min aldersklasse og sidst men ikke mindst, det absolut vigtigste jeg kvalificerede mig til VM på Hawaii, for 6. gang. Jeg var et stort smil de sidste 200 meter. Jeg endte med at vinde min aldersklasse med hele 13 minutter, på en dag, hvor specielt svømningen og løbet var langt fra vanligt niveau, cyklingen var til gengæld godkendt. Det mentale mindset og sidst men ikke mindst min ernæringsplan fungere helt efter bogen. For første gang i årevis, skulle jeg ikke omkring lægeteltet, men kunne gå direkte i massage teltet. Aloha - Hawaii, here I come.

0 kommentarer:

Send en kommentar

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions