onsdag den 26. juni 2013

1. plads til KMD challenge 1/10 ironman i Ålborg

Sidste weekend skulle de seneste ugers fokus på højintensitet træning endelig stå sin prøve. For første gang siden 2004 skulle jeg igen prøve kræfter med 1/10 ironman, en noget uvant distance for mig. Tilbage i 2004 lykkedes det mig faktisk også at vinde 1/10 ironman konkurrencen i Randers, lidt sjovt at tænke på når jeg nu ikke ser mig som sprintertypen! Starten gik med 10 sekunders intervaller mellem deltagerne og vi skulle svømme de 400 meter i Ålborg friluftsbassin, hvor vandet kommer ind direkte fra Limfjorden. Dette betød at man knap kunne se en meter frem så beskidt var vandet, men heldigvis var der jo lagt banetov ud, som vi flere gange skulle krydse under, da vi skulle svømme som en slynge, op og ned igennem hele bassinet. Vandet var vildt koldt, men jeg formåede alligevel at holde et rigtig fint højt tempo. Målet var klart fra start, all out hele vejen til mål. Der var mellem 3-400 meters løb mellem bassinet og T1, hvor Kuota´en stod klar til kamp. Et hurtigt skifte henover tidsmåtten og ud på den kun 6 km lange rundstrækning, som skulle cykles igennem 3 gange. Ruten var præget at masser af sving, til tider dårlig asfalt og desværre også en del biler, hvilket gjorde konkurrencen meget farlig ind i mellem. Jeg måtte flere gange bremse hårdt op for at undvige en bil, eks. undgå at en bil bakkede ud i mig. Alt i alt ting som gjorde at det var svært at holde et rigtig højt tempo og da benene de første 6 km ligesom ikke rigtig var klar til kamp, blev cyklingen ikke så prangende som i Herning weekenden før. Efter de 18 km cykling, et rigtig hurtigt skifte i T2, hvorefter jeg løb all out 4 km, på en rigtig fin løberute blanding mellem grusstier og asfalt. Det var fedt at mærke at jeg på de afsluttende 4 km var intet mindre end flyvende og løb en rigtig fin tid. Jeg var suveræn hurtigste kvinde i en tid på 56 minutter. Vejret var dejligt med masser af solskin og dejlig vind, lige som jeg holder af. Bortset fra at cykelruten ikke var lukket for biler, var det et rigtig fint arrangeret stævne. Fed oplevelse hvor det var intet mindre end hårdt fra start til slut og super mental træning.

tirsdag den 11. juni 2013

2. plads til Herning triathlon

Søndag d. 9. juni deltog jeg i Herning triathlon på distancen 650 meter svømning, 30 km cykling og 7 km løb. Vejret viste sig fra den gode sider, masser af solskin, krydret med dejlig meget vind, lige noget som passer perfekt til mig. Superfed distance, hvor der skulle gives max gas fra start til mål. Svømningen foregik i det udendørs 50 meter bassin og de første ca. 300 meter var der masser af slåskampe på banen, indtil jeg heldigvis trak det længste strå og kunne svømme fra de to jeg havde været i infight med. Herefter løb i fuld firspring og på cyklen og indvie min nye enkeltstartshjelm fra Casco ved navn speedair. Jeg ved ikke om det var den nye hjelm, fantastiske cykelben eller nok nærmere en kombination af begge, men uanset hvad så var jeg helt og aldeles flyvende på cyklen både opad de små bakker og i modvinden. De 30 km cykling var ren optur og jeg endte med at holde tæt på 37 km/t. Hurtigt skifte og så ud på de afsluttende 7 km løb, der foregik primært på ujævne grusstier og i mindre grad på asfalt. Jeg formåede at holde fokus hele vejen på de rigtige ting mentalt og følte mig faktisk stærk på løbet, men manglede ligesom bare lige den sidste topfart for at det ville have været perfekt. Årsagen til dette kunne måske være at jeg har kørt hårdt på i 3 uger nu og ingen nedtrapning op til stævnet, "WHO knows", men da denne konkurrence var et mindre delmål frem mod noget større var det ok. Jeg kom i mål som en suveræn nr. 2, efter landsholdstriatleten Michelle Vesterby. Endnu engang en rigtig lærerig konkurrence hvor der er masser af positive ting og ting som jeg bare skal arbejde videre med frem mod årets store mål VM på Hawaii. Det var en rigtig dejlig dag i selskab med nogle fantastiske mennesker, her skal specielt nævnes alle triatleterne fra Viborg Triathlon klub. Næste weekend står den på 1/10 i Ålborg. Det bliver vildt fedt at køre denne distance som noget helt nyt for mig!

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions