søndag den 22. september 2013

Ude godt - hjemme bedst!

Det var virkelig fedt at være på Playitas i hele to uger, hvor der var max fokus på kvalitetstræningspas mhp. At optimere alt hvad der kan optimeres ift. VM på Hawaii. Den anden uge på Playitas gik helt og aldeles efter planen, masser af dejlig solskin, høje temperaturer, krydret med dejligt varm vind, bjergkørsel i verdensklasse, og gode lange jævne op og nedkørsler og sidst men ikke mindst de dejligste kuperede løbeture bla. Ud til fyret og retur, til tider kombineret med vild fantastisk solopgang, så bliver det næsten ikke bedre. Efter at være kommet hjem til Viborg igen, har den stået på roligere træning med fokus på varmetilvænning, hvilket bl.a. betød at jeg eks, fredag morgen løb i det dejligste forårsvejr, med masser af solskin iklædt vintertights, CEP kompressionsstrømper, uldtrøje, tyk vinterjakke, vest og så selvfølgelig handsker og huer. Efter knap 600 meter svedte jeg så meget så jeg tænkte at det bliver vist en af de hårde træningspas, men en ting er sikkert det var virkelig effektiv varmetilvænning, og det er jo lige præcis det jeg har brug for indtil fredag d. 27. September hvor vi rejser til Hawaii. Jeg nyder dagene hjemme i lille Danmark men glæder mig selvfølgelig også vildt meget til for 6. gang at skulle til VM på Hawaii. Lørdag d. 12 oktober er og bliver min dag. Som min træner Torbjørn Sindballe siger; "Din attitude og holdning er altafgørende for at du får så fantastisk en dag, som du håber og tror på".

mandag den 9. september 2013

Træningslejr på Fuerteventura - Playitas

Så er der næsten gået en lille uge på Fuerteventura, nærmere betegnet Playitas, mit absolut foretrukne træningssted nr. 1. Ugen har budt på solskinstimer i massevis, tonsvis af modvind krydret med sidevind. Temperaturen ligger fast mellem 27-30 grader, så det er intet mindre end perfekt ift. mine forberedelser til VM på Hawaii d. 12. oktober. Jeg har den første uge haft masser af super god kvalitetstræning målrettet lige præcis mig og VM på Hawaii, og det er simpelthen så fedt at få så meget konkurrencespecifik træning sat i banken og bare føle at jeg bliver stærkere dag for dag. Min nye bedste ven er min vægt som jeg har slæbt med fra lille Danmark, så jeg bliver vejet inden, under og efter hvert træningspas for helt specifikt at finde ud af væsketabet undervejs så væske og energiplanen kan sidde lige i skabet når VM afvikles. Der er også rig mulighed for at træne min mentale plan under de timevis lange cykel og løbeture. Tænker ofte at det er godt at jeg træner alene med al den snakken undervejs til mig selv, men en ting er sikkert det virker og jeg ved fra de tidligere år på Hawaii at det mentale er helt og aldeles afgørende og i langt højere grad til VM end noget andet sted i verden. For første gang længe havde jeg også tidligere på ugen en enkelt dag, glæden af at himlen nærmest åbnede sig, men heldigvis var jeg færdig med den lange cykeltur og var påbegyndt det afsluttende løb. Det eneste som egentlig bekymrede mig var de meget høje tordenskrald som virkede som om de kom ganske tæt på, for jeg kunne jo minde mig selv om EM i Frankfurt i 2011 hvor jeg størstedelen af dagen cyklede og løb i øsende regnvejr og kun 11 grader, så var dette trods massiv regn på Fuerteventura jo en ganske behagelig temperatur og jo egentlig ganske fint vejr når man fik vendt det til noget positivt. Som min supertræner Torbjørn Sindballe altid siger, det er dit mindset som er altafgørende og ikke hvad der sker under selve træningen/konkurrencen. Ugen har også budt på superdejlige træningsseancer i 50 meter poolen under åben himmel med udsigt til bjerge og vandet, hvor fedt er det ikke lige, og det giver bare positiv energi i verdensklasse. Vandet i havet er så behageligt varmt at det er rigtig dejligt at svømme uden våddragt så det praktiseres i stor stil. Jeg har under træningen brugt PurePower energidrik med elektrolyt, samt indtaget gels i massevis med enten cola eller melon smag og efter træningen står den på den lækre Recovery Frutti, som smager helt og aldeles fantastisk og som virkelig forkortet restitution tiden så jeg hele tiden er klar til det næste træningspas, som der jo forståeligt er masser af. Varme solskinshilsner fra Playitas.

mandag den 2. september 2013

PurePower - ambassadør

I mine bestræbelser på at optimere alt hvad jeg kan har jeg indgået et helt fantastisk samarbejde med den danske energileverandør PurePower. De næste 14 dage når jeg rejser til mit andet hjem Playitas på Fuerteventura, skal det hele gennemtestes i dejlig varme og masser af vind så alt er klar til når jeg i slutningen af september rejser til Hawaii. Jeg glæder mig vildt meget til det fremtidige samarbejde med PurePower og føler mig super priviligeret over at jeg nu er en af deres ambassadører. De næste par uger vil jeg komme med gode råd og vejledning ift. brugen af Purepower produkterne.

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions