Betina Schmidt
Så kom dagen, som jeg havde trænet mod i efterhånden rigtig mange måneder, hvor vi hele tiden havde arbejdet med at optimere alt hvad vi kunne så jeg kunne være forberedt på verdensklasseniveau.
En ting er sikkert forberedelsen var lige i skabet.
Jeg stod op i rigtig god tid som jeg har for vane at gøre, så der var god tid til morgenmaden, blanding af flasker, e.l. og så ned til målområdet i Kailua Kona i god tid. kl. 05.00 var jeg klar til at få mit startnummer på, men ak og ve, hold nu op en lang kø, noget usædvanligt ift. De andre gange på Hawaii. Forklaringen er sikkert at der ift. 2011 hvor jeg var med sidst er ca. 250-300 flere atleter med. Denne gang var det også svært at finde en pumpe så cyklen kunne blive klar, og køerne til toiletterne var ligeledes også meget lange, så den første time blev noget mere stresset end jeg bryder mig om. Da jeg havde gjort de sidste ting klar og fandt et roligt sted til at få visualiseret stævnet igennem, faldt roen endelig over mig, vildt tiltrængt og dejligt. Nu skulle der rigtige mindset findes frem ift. Svømmestarten. Der var god tid til landopvarmningen, at tage suit på, svømme ud og finde en god plads, masser af tid til ar svømme frem og tilbage og til at træde vande. Præcis kl 07.00 gik kanonen af og afsted det gik, de først 200 meter gik fremragende, så skal jeg ellers love for at slåskampene begyndte, hvor jeg blev tildelt adskillige slag, brugt som affyringsrampe af 80+ kilo herrerne, som åbenbart mente jeg var nemmere at svømme henover end forbi, ikke ligefrem det fedeste at opleve, men jeg var forberedt på dette og formåede hver gang tingene blev hektisk at finde hurtigt tilbage til det rigtige mentale mindset og så var det ellers bare om at svømme fremad. katamaranen efter 1,95 km virkede som om den var langt ude, men det er oftest sådan at jeg lige skal igang med svømningen.
Hvis der gik for langsom svømmede jeg mig op til næste gruppe og havde på den måde hele tiden mindre grupper at svømme med. De sidste 1,5 km føltes hårdere end de først nok pga. flere bølger og mere strøm. tænkte flere gange at jeg egentlig godt kunne svømme hurtigere men ville samtidig hellere ikke bruge for mange kræfter på første disciplin.
Jeg kom derfor opad af vandet i en tid på 1 time og 9 minutter, 4 minutter langsommere end planen, men det vigtigste var jeg på ingen måde havde brugt for mange kræfter. Et hurtigt skifte og så afsted på cyklen, forventningen til 2 disciplin var tårnhøje, jeg var i kanon cykelform og nu skulle det gerne afspejle min cykling. Lige fra starten af var benene helt og aldeles hvor de skulle være og jeg fandt det planlagte tempo uden problemer, fik drukket, spist og kølet mig ved alle deporterne. Jeg havde bedt lucky Tiki om en god svømning og rigtig stærke cykelben, og om at få Madame Pele til at holde igen med kastevindene ned fra Hawi. Indtil videre havde lucky Tiki gjort arbejdet godt, da svømningen var gået fornuftigt og jeg cyklede helt efter planen. De sidste 7 miles (ca. 11 km) op mod vendepunktet i Hawi, det nordlige punkt på øen, begyndt det at blæse lidt men ingenting ift. de 5 andre gange jeg har gennemført Ironman Hawaii. Ned fra Hawi var der også lidt vind men igen meget begrænset vind ift. tidligere og jeg kunne holde et rigtig højt tempo og holde pres på cyklen helt som efter planen. Efter 150 km begyndte benene og kroppen for første gang at blive lidt træt og mærket af de pænt høje temperaturer, den manglende vind (som har en fantastisk kølende effekt), og nu kom der så en pæn modvind, men det var jo kun 30 km og min force er jo lige præcis min råstyrke i modvinden, så på den måde var det godt og endelig lidt kølende effekt på kroppen, tiltrængt. Jeg følte mig rigtig stærk på cyklen og cyklede en rigtig flot tid på 5 timer og 22 minutter, godt hjulpet på vej af Madame Pele
og en kanon cykelform. Havde cyklet mig fra en placering som nr. 30 efter svømningen til en placering som nr. 10 i min aldersklasse. Hurtigt skifte til min favoritdisciplin det afsluttende løb, jeg løb afsted og råbte, " det bliver en fantastisk dag". Men hvad skete der, de første 7,5 km ud ad Ali Drive til første vendepunkt var virkelig hårde, og der skulle jo være masser af overskud, ligsom træningen den sidste måned, hmm. mærkeligt, nåh, men jeg skulle nok bare igang, tænkte jeg flere gange fuld af optimisme. De næste 7,5 km tilbage ad Ali Drive gik kun meget lidt bedre,
og op af Palani Road mellem km 16 og 17, var der bekymrende lidt at skyde ned. Jeg drak vand ved alle depoter, spiste gels og salt efter planen og kølede mig alt det bedste jeg har lært. De næste 9,5 km var på Quenn K Highway, hvor vi også cyklede tidligere, med pænt mange højdemeter, idet det hele tiden går lidt op og ned, gode jævne bakker, som normalt er noget jeg elsker at løbe og normalt løber stærkt. Mærkelig fornemmelse at kroppen bare føltes tung, og energiforladt, og jeg kæmpede og kæmpede alt hvad jeg kunne mentalt og blev ved ned at tænke nu kommer opturen snart,
du er en stærk løber, etc. Men desværre skete det ikke, så allerde efter 21 km stod den på cola og vand ved alle depoter for at få ekstra energi. De hårdeste kilometer var de 5 km jeg løb i Energy Lap, især de 2,5 fra sidste vendepunkt og op til Queen K, hvor jeg virkelig kæmpede med mine indre dæmoner og senere viste det sig desværre at jeg her havde tabt afgørende tid til de konkurrenter lige foran mig, argh. Tilbage på Queen K igen og kun 11 km hjem, nu skulle jeg altså igang med at løbe i det tempo alt træningen havde været i de sidste måneder, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at hente flere i min aldersklasse, men det var intet mindre end opad bakke hele tiden, kroppen ville ikke det hovedet ville, som om de slet ikke kunne finde ud af at samarbejde, vildt mærkeligt.
Jeg ser først Lasse da jeg mangler 7 km, hvor jeg får at vide hvor jeg ligger og hvor mange minutter der er op til hende foran mig, hvordan jeg finder de sidste ressourcer frem det ved jeg stadig ikke, men hvorom alting er så lykkedes det mig for første gang den dag at øge tempoet og faktisk hente hele 4 minutter på hende foran på 7 km.
Desværre var det alt for sent jeg kom igang. Jeg giver alt hvad jeg har fysisk og mentalt de sidste 7 km, og krydser målstregen helt og aldeles færdig. Jeg ryger atter engang direkte i lægeteltet og denne gang er der tale om en massiv overhedning, hvor min kropstemperatur er tæt på 41 grader, hvilket er forklaringen på mit dårlige afsluttende løb, hvor jeg løber mere end 13 minutter langsommere end al træningen har vist jeg kan. I lægeteltet ligger jeg med isterninger direkte på kroppen i længere tid indtil kropstemperaturen er normal igen og får masser af salt og suppe indenbords. Endnu engang efterlader jeg dele af mig selv både fysisk og mentalt ude i lavaen. Lige præcis på lavaøen Big Island, Hawaii er der mere mellem himmel og jord og efterfølgende skulle jeg helt sikkert også have bedt lucky Tiki om gode løbeben, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at jeg kunne løbe så dårligt. Nu ved jeg at lucky Tiki fremover skal være med ind over det hele, så meget har jeg lært på en omend hård måde.
Jeg ender på 8. Pladsen i min aldersklasse, ganske tæt på målet(top 5/podiet). Min sluttid er 10 timer og 22 minutter, hvilket er godkendt, men jeg er stadig skuffet over ikke at komme på podiet, et helt og aldeles realistisk mål, som desværre ikke blev indfriet. Jeg er dog glad og stolt over at jeg for trejde gang til Ironman Hawaii har vist at jeg hører til blandt verdens bedste.
Ironman Hawaii har på samme tid både givet mig de mest fantastiske oplevelser, som jeg for altid vil have i mit hjerte og samtidig har den dræner min krop og sjæl for så meget igennem årene at jeg nogle gange tænker om der er mere at give. Jeg hev et år ud for sideløbende med mit fuldtidsjob som fysioterapeut at satse på Ironman Hawaii, og når jeg ser tilbage så gjorde Torbjørn Sindballe (min træner) og jeg lige præcis de ting som skulle til for at optimere alt hvad der kunne optimeres. En ting er sikkert jeg er blevet lige præcis den triatlet jeg har drømt om at blive og det kan ingen tage fra mig. Det sidste år under Torbjørns vinger har lært mig mere end de første ti år under andre trænere. Det har været et fantastisk år på mange måder, resultatmæssigt både med 1.pladsen til Ironman Sydafrika, 1. Pladsen til DM på 1/2 Ironman og hvis podiepladsen til Ironman Hawaii World Championship havde været i hus, så havde sæsonen været tæt på perfekt. Det at arbejde helt og aldeles procesorienteret, har virkelig gjort en forskel og rykket mit niveau til nye højder.
Jeg ser nu igen fremad mod nye mål og drømme som jeg skal indfri sammen med Torbjørn, og en ting er sikkert, det bliver intet mindre end fantastisk at fortsætte denne rejse med ham.
