torsdag den 5. december 2013

Fordele ved off season træning

Efter en lang sæson, hvor jeg fik trænet en vis del ud af bukserne på alle måder, kan det godt være lidt svært at holde helt fri. Men de første 14 dage efter Ironman Hawaii stod den kun på de mest fantastiske svømmeture på Kauai, Hawaii, og ellers var det minimalt med træning. Min krop havde både fysisk og mentalt brug for denne pause. Efter at have været hjemme i Danmark i en længere periode står den nu på off season træning. Det gode ved off season træning for mit vedkommende er at træningen ikke er planlagt ned til mindste detalje, den er hele tiden lystbetonet, og hvis jeg føler jeg mangler overskud eller er træt, ja så træner jeg ikke den dag. Mit fokus er i denne periode at få styrket mine svagheder og bygget kroppen op igen, så den er klar til 2014. For mit vedkommende er svømningen derfor i højsæde, med fokus på teknik, teknik og atter teknik og derudover er jeg for nylig blevet testet af min fysioterapeut Jette Vig, Viborg Fysioterapi. Efter at have set mine løbebilleder fra VM på Hawaii og gennemtestet mig fandt vi nye udviklingsområder, som jeg nu træner kontinuerligt indtil den ubalance er rettet op og i sidste ende kommer jeg forhåbentlig til at løbe med mere overskud og hurtigere. Det er altid svært at tillade kroppen at være lidt ude af form og tage nogle få ekstra kilo på, men en ting er sikkert det er en meget vigtig proces da kroppen simpelthen ikke kan være i topform året rundt og det er hellere ikke sundt at have konkurrencevægt hele året. Jeg nyder hvert eneste træningspas i fulde drag, og specielt det at der er masser af tid til at gå i dybden med tingene og at det for en gangs skyld er helt i orden at alting ikke er planlagt ned til mindste detalje. En anden af fordelene er at der nu er masser af tid til at se familie, venner og veninder.

0 kommentarer:

Send en kommentar

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions