Ironman Barcelona

Der var sikker flere som undrede sig over at jeg sagde pænt nej til billetten til Verdensmesterskaberne på Hawaii i år. Den beslutning var allerede truffet efter VM på Hawaii i 2013, hvor vi blev enige om på hjemmefronten at vi ikke skulle til Hawaii i år. Desuden havde jeg for adskillige måneder siden også planlagt først at køre Ironman København og 6 uger derefter Ironman Barcelona, hvor sidstnævnte stævne lå weekenden inden Hawaii. Træningen mellem de to ironman stævner har været lidt som en rollercoaster, med både op og nedture, hvor jeg har haft udfordringer både fysisk og mentalt. hvis man skal være lidt bagklog så endte ironman København desværre med at koste kræfter på det afsluttende marathon i Barcelona, hmm. De sidste 2,5 timer inden Svømmestarten i Callela blev præget af massiv regnvejr og torden i spandevis, så Svømmestarten endte med at blive udskudt 30 minutter. Dette betød også at jeg desværre ikke nåede min obligatoriske opvarmning i vandet og det var ikke en fordel for mig. Præcis 09.08 lød kanonen for alle age Group kvinder, men ak og ve, de mange bølger tog helt pusten fra mig og jeg lavede en ny "Sydafrika", dvs. Udfordringer med overhovedet at få hovedet under og svømme crawl, ikke en fantastisk start og jeg lå der og roede rundt med brystsvømning, men efter ca. 100-150 meter lykkedes det mig endelig at få det helt rigtige mentale mindset og svømme mig op igennem feltet resten af vejen. Det skulle desværre vise sig at Svømmestarten kostede dyrebare minutter og jeg svømmede langt fra vanligt niveau. Hurtigt skifte og afsted på cyklen, hvor jeg den første halve time holdt lidt igen, simpelthen fordi vejene stadig var våde og glatte og det var mange atleter som styrtede rundt omkring. Herefter gik det kun en vej og det var oplevelsen af at jeg blev stærkere og stærkere hele vejen og jeg holdt hele tiden max pres på pedalerne uanset om jeg cyklede opad de jævne stigninger, eller nedad dem eller om det var udad de lange lige strækninger, eller rundt i de mange rundkørsler. Jeg var så fantastisk godt kørende, og jeg var ret så upåvirket af de snydepelse som af og til kom forbi i store grupper og troede de kørte cykelløb. Jeg var kun fokuseret på at spise og drikke helt efter behov, holde max pres på cyklen hele tiden og udelukkende cykle mit helt eget race og det lykkedes til fulde, idet jeg cyklede de 180 km i min hidtil bedste tid. Jeg gav alt hvad jeg havde på cyklen. Hurtigt skifte til løbet og afsted de gik, ihvertfald de første 15 km hvor min tidsplan holdt, væske og energiindtaget var helt som det skulle være og med stor fokus på at køle mig ned ved alle depoter, da det føltes noget varmt. Mellem 15-30 km havde jeg kæmpe udfordringer både fysisk og specielt mentalt og her tabte jeg virkelig tid og endda også en placering, hmm. med 12 km igen og Lasse, her og der og alle vegne med mellemtider og råb om at jeg kunne komme under 10 timer hvis jeg holdt tempoet, vendte det hele igen til det positive og kampgejsten kom igen for fuld udblæsning, og jeg løb, spise, drak, kølede alt hvad jeg kunne. De sidste 5 km blev der løbet alt hvad jeg havde og endda hentet 2 minutter på hende foran, men desværre ikke nok. I sidste ende endte jeg med endelig, endelig at komme under 10 timer, et mål, som jeg har kæmpet for i en del år at få indfriet og hvilken forløsning. Jeg var superglad specielt for cyklingen og tiden 9.55. Jeg endte på 3. Pladsen i W40-44. Efterfølgende har jeg så desværre fundet ud af at hende tyskeren, som blev nr. 2. og som aldrig tidligere har været i nærheden af mig, kørte cykelløb og dermed sparede kræfter på cyklen. Jeg håber inderligt at hun har vildt dårlig smag i munden, det er bare ikke i orden og jeg føler mig virkelig snydt for 2. Pladsen. Men jeg kan sige at jeg kørte mit helt eget race og jeg kan se mig selv i øjnene og det betyder alt for mig. De to ironman stævner har været lærerige i mange henseender og giver nogle spændende ting at arbejde med hen over efteråret og frem til næste sæson. Jeg glæder mig nu til off season.