torsdag den 31. december 2015

Tusinde tak til sponsorer og samarbejdspartnere i 2015

Kæmpe tak til alle mine sponsorer i 2015. Uden jer havde jeg ikke været i stand til at lave de ting jeg gør. Mange tak til Danish Tri Racing sponsorerne, Trek, Plussocks, Coach & Bikefit, Bontrager samt Biomekanikeren. Kæmpe tak til de bedste lokale sponsorer der findes, Danglas, AC Hydraulic, DigiSource, TRX, Purepower, Viborg Fysioterapi, Arbejdernes Landsbank, Runners Corner Viborg. Derudover et kæmpe tak til den bedste mental coach der findes Mogens K. Jensen, " The sky is not the Limit". Kæmpe tak for et forrygende samarbejde med byens bedste akupunktør, Henrik Reinholdt, for altid at sørge for at kroppens energidepoter ikke er helt tømte og for at hjælpe med at holde mig skadesfri. Derudover skal der også lige en stor tak til super godt samarbejde med Lars og Mønsted Cykelforretning, for igennem hele 2015 at holde mine cykler 100% skarpe. I den nærmeste fremtid vil jeg løfte sløret for de fantastiske sponsorer der hjælper mig i 2016 sæsonen, hvor der også er blevet plads til nye sponsorer. I 2016 vender jeg tilbage med fornyet styrke, astma diagnosen er langt om længe fastlagt og når der kommer 100% styr på min medicinering, så bliver jeg igen flyvende. Jeg er sikker på at jeg og mit team, samt sponsorer når nye højder i 2016. Som Mogens altid siger, " The sky is not the limit".

Beskrivelse af de amatører som kvalificerer sig til Kona

For nylig var der igen en artikel på Ironman.com hjemmesiden, som var gangske spændende at læse. Denne gang omhandlede det de amatører, som kvalificerer sig til den største triathlon begivenhed, nemlig Verdensmesterskaberne på Hawaii på Ironman distancen og lige præcis de karakteristika som man har. For mig var det spændende at se om beskrivelsen nu også passede eller hvad, specielt når man tager i betragtning at jeg nu har gennemført VM på Hawaii 7 gange. Læs det selv igennem og se om du passer ind eller ej? 1. Tålmodighed, var den første karakteristika. De fleste amatører som har målet om at kvalificere sig til Hawaii er villige til at vente til de har en realistisk chance for at kvalificere sig. Det tager ligeledes både tid og tålmodig at opnå den fysiske form man skal have for at kvalificere sig til Hawaii. For som Jesse Kropelnicki(artiklen, "What's in a Kona Qualifier?", forfatter) siger, "if You're reasonably competitive and talented, Your time will come. 2. Ofre. Det tager oftest mellem 5 til 10 års seriøs dedikation til træning at kvalificere sig til Kona. Det er ikke kun at træne, amatører skal også arbejde, have tid til familie, restitution, spise, e.l. Alt i alt kræver det oftest ofre at kunne træne mellem 15-25 timer om ugen som de fleste amatører gør for at være i stand til at kvalificere sig til Kona. 3. Kontinuitet. Dette punkt er nøglen til progression over tid. Amatør verdensmestre er nød til at have en høj grad af kontinuitet i deres træning, såsom aldrig at holde længere off season end 2-3 uger. Undgå skader. Kona belønner dem, som træner år ud og år ind. 4. Forventninger og race plan. Kona deltagere ved hvad de er i stand til både fysisk og mentalt. De har realistiske målsætninger. Alt er testet under træning, så der er styr på eks. ernæring, pace e.l. undervejs. 5. Væske og energiindtag. De atleter som starter ved "Dig me Beach" i Kona ved hvordan deres krop skal ernæres. Under de mange træningspas er væske og energiindtaget testet igen og igen, så når konkurrencedagen kommer er der 100% styr på dette. 6. Krops udseende. Den daglige ernæring er nøglen til den helt rigtige krops komposition. Husk at eks. 500 gram for meget kan betyde ekstra 2 minutter på en Ironman og kan i sidste ende være forskellen på om man kvalificerer sig eller ej. For lav kropsvægt er hellere ikke optimalt, men oftest er det ikke det som er problemet. Det bedste ift. Kona er at de fleste med den helt rigtige træning, verdensklasse dedikation, den rigtige udførelse af konkurrencen og målrettethed kan kvalificere sig til Kona.

mandag den 23. november 2015

Nyt sponsorat for 2016, Playitas Resort

Så er det lykkedes mig at lave en superattraktiv sponsoraftale med Playitas Resort, hvor jeg siden 2009 typisk har været på træningslejr 2-3 x pr. år af mellem 1-2 ugers varighed hver gang. Det gør det hele lidt sjovere at få forhandlet et sådant sponsorat hjem. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet og til at reklamere for det bedste trænings sted jeg kender. Der er altid garanti for minimum 22-23 grader, masser af solskin, den bedste vind man kan tænke sig, de fedeste cykel- og løberuter. Kanonlækkert opvarmet 50 meter udendørs pool og åben vand svømning ganske tæt på. Fuerteventura here we come.....

fredag den 20. november 2015

Just another Race -Ironman Hawaii-Kona

Inspireret af den episke træner Brett Sutton. Der er sikkert mange meninger om denne mand som igennem årene har skabt verdensmester på verdensmester. En ting er dog sikkert, han komme ofte med nogle utrolig brugbare konklusioner. Denne gang omhandlende den legendariske Ironman Hawaii 2015. Jeg tog fra Hawaii med en kæmpe skuffelse, ligesom mange andre age grouper og professionelle triatleter, og synes at han med dagens indslag på FB rammer det helt absolut essentielle ift. Hawaii og Ironman. Jeg har ligesom mange andre atleter (som Brett Sutton beskriver) også grebet Kona an med et race mind set fuldstændig anderledes end mit mind set ift. alle andre konkurrencer. I ens søgen efter svar er det lige præcis denne dimension som ødelægger dagen. Kona er jo verdens største triathlon show overhovedet og derfor ofre man alt hvad man kan for at komme til start i Kona. Lige præcis dette gør i følge Brett at man skaber de ekstremt høje forventninger til racet. Man sætter eks. forventet tider til de forskellige discipliner, et sted hvor lige præcis tiderne er fuldstændig afhængig af konkurrencedagens vejrforhold, som år efter år er vidt forskellige. På Hawaii skal man jo kæmpe med eks. strøm og bølger under svømningen, cyklingen er påvirket af hvor hård vinden er, i hvilken retning den kommer fra e.l. og ift. det afsluttende løb, så afhænger sluttiden af hvor høj luftfugtigheden og temperaturen er. Alt sammen faktorer som jeg også har mærket på egen krop ændres radikalt fra år til år. Trods dette kommer vi ofte til at sætte målene for høje eller også glemmer vi at tage tiltrækkeligt højde for de forhold som præger racet i så høj grad. Når folk går efter det ypperste på Hawaii, så påvirker det ofte folk i en sådan grad at de ikke er i stand til at opnå den hellig gral. Brett Suttons klare konklusion er "They are trying to hard", helt forenklet sagt og man ender med at have for meget respekt for racet. Små udfordringer bliver således til store udfordringer undervejs, hvis man oplever at ens "Kona performance" stille og roligt glider ud af hænderne på en. Under andre race så justere vi som Brett også siger undervejs, hvis der er behov for dette. Men på Hawaii ignorere vi oftest de signaler som kroppen sender, og tænker at vi skal efterlade alt ude i lava stenene, og lige præcis dette sker for mange, "You leave it all out on the Lava fields". Brett Suttons råd til dem af os som var på Hawaii i år, og er skuffede over resultatet (ligesom mig), er at tænke det hel igennem igen, arbejde på igen at kvalificere sig. Tag så til Kona og husk at fejre oplevelsen, nedsæt dine forventninger, justere undervejs efter behov ift. forholdene og sidst men ikke mindst, " don´t fight it, Work with it". "Next Year can be better with a different Outlook". Han kalder således Kona for "just another race". Hvis man i følge ham kan finde en måde at omfavne Kona på med ovenfor beskrevne mind set, så bliver det en helt anden positiv oplevelse næste gang.

tirsdag den 3. november 2015

Verdensmesteskaberne på Hawaii, nr. 8 i W45, astma, off day.

2015 sæsonen var planlagt på allerbedste måde, diverse træningslejre, jeg var endda gået ned i tid på mit arbejde igennem en længere periode, tusindevis af træningstimer planlagt ned til mindste detalje. Alt sammen for i den sidste ende at kunne ramme den lige i r.... lørdag d. 10. oktober 2015. Helt tilbage i september 2012 sagde min træner Torbjørn Sindballe, VM på Hawaii 2015 det er der vi slår til. På daværende tidspunkt kunne jeg slet ikke se så langt frem, men i den sidste ende, var det lige præcis hvad vi arbejdede 100% målrettet hen imod. I år kom der så desværre en ting til, som ingen af os kunne have forudset. Min allergi igennem mange år, udviklede sig desværre til astma og jeg var åbenbart utrolig svær at medicinere, så kort fortalt virkede medicinen knap 5-6 uger, lige præcis i den periode kørte jeg årets bedste konkurrence og blev Europamester på Ironman distancen i Frankfurt, resten af sæsonen har jeg desværre kun været en skygge af mig selv. Velvidende at medicinen ikke virkede satsede vi på at jeg ikke fik problemer med min astma til VM, da der simpelthen ikke var tid til at finde nye præparater, som virkede optimalt. Lasse og jeg rejste til Hawaii 15 dage før stævnet, for at kunne akklimatisere og undgå jeg lag, e.l. Hele træningsperioden på Hawaii var desværre præget af at jeg ikke på noget tidspunkt kunne få pulsen rigtig op på cyklen, og slet, slet ikke kunne træde de watt jeg normalt træder. Svømningen gik af og til godt og andre tider, følte jeg mig som en sæk kartofler i vandet. Derimod var jeg faktisk hele perioden undtagen den dag jeg fik varmehammeren helt og aldeles flyvende på løbet, dog med forholdsvis lav puls. Hele perioden var også præget af en noget irritabel frk. Schmidt (stakkels Lasse), hvilket også er et af tegnene på at medicinen ikke virker. Men jer arbejdede hele tiden med det mentale, det positive mindset og var 100 % klar til at give den gas lørdag d. 10 oktober. Køen til body mark om morgnen, var sædvanen tro ret kaotisk, men det var jo som det plejer at være og bare om at bevare roen, derefter gøre cyklen klar og hurtigt videre, troede jeg, hmm. Min absolut vigtigste drikkedunk var pist væk, den som sidder på styret og det var den jeg altid blander Purepower energidrik i med vand, og som gjorde at jeg kunne cykle på min egen blanding hele vejen. Gode råd var dyre, der kunne jo ikke skaffes en ny så i stedet måtte jeg ændre væske strategi, kun 2 timer på egen blanding og resten af vejen Gatorade og vand. Første udfordring på vejen. Herefter videre og af sted ned til vandet for at varme kort op, igen visualisering af racet, fuld fokus, opvarmning, udstrækning, e.l. og så svømme ud til starten, træde vande ca. 10 minutter. Frem i forreste række, nu skulle de første 1000 meter fyres af, startskuddet gik, men pyh ha, der var absolut ingen kræfter i armene, og jeg blev ret hurtigt svømmet henover adskillige gange, jeg kunne slet ikke holde den fart jeg ellers plejer at kunne, så det blev en utrolig barsk svømmestart og i den sidste ende, svømmede jeg en tid, langt fra mit vanlige niveau. Hurtigt skifte i T1, positive tanker, fuld fokus og af sted på cyklen. Først den lille ekstra runde, ned ad Palani Road, frem og tilbage ad Kuakini road, og så af sted på hovedvejen Queen K. De første 2,5 timer gik det hæderligt på cyklen, uden at være prangende, pulsen kunne endda ind i mellem komme op, men det var som om der ikke var 100% power i benene, kæmp, kæmp, positive tanker, spis og drik, køl kroppen, sad jeg hele tiden og sagde. På vej mod det nordlige vendepunkt i Hawi, begyndte det pludselig at regne, pænt meget, og så kunne frk. Schmidt seriøst mærke at luftfugtigheden(normalt 90%) begyndte at stige, så måtte jeg tage medicinen første gang (hmm., ingen effekt overhovedet). De 27 km ned fra Hawi tilbage til Queen K, gik rimeligt, men herefter gik det desværre kun en vej, nedad bakke. Pludselig kunne jeg slet ikke få pulsen op, og jeg kunne ikke træde skyggen af noget det lignede de gode watt, forsøgte igen med medicin, samme oplevelse, ingen effekt. Spise, drikke, salt, køle og positive tanker, men pyh ha det begyndte at bliver svært. Faldt desværre stille og roligt ned igennem feltet(var på et tidspunkt oppe som nr. 13), skiftede som nr. 25 i W45. Da jeg råbte til Lasse, hvor jeg lå, råbte han heldigvis nr. 15, og jeg tænkte, med en cykling, hvor kroppen var helt ved siden af sig selv var det da ikke helt skidt. Kæmp, kæmp, positive tanker, drik, spis, salttabletter, køl, is på kroppen, fuld fokus hele tiden. Men sikke en start på det afsluttende marathon. Kroppen var igen fuldstændig ved siden af sig selv. De første 15 km frem og tilbage ad Alii drive, var jeg enorm varmepåvirket og total energiforladt og kunne slet ikke løbe med den hastighed jeg plejer. Ud på Queen K, nu skulle tempoet øges, forsøgte mange gange uden succes. Først da jeg løb de ca. 2,5 km fra Queen K ned igennem Energy Lap kom der lidt fart i benene, men på vejen tilbage op mod Queen K(varmeste sted på løberuten, ingen vind og opad bakke), var det som om jeg både fysisk og mentalt var helt drænet for energi. Kun 11 km tilbage, nu skulle tempoet altså øges, alle de mange lange løbeture jeg havde løbet skulle nu endelig vise sig at være en kæmpe fordel, men pyh ha. kroppen var helt ved siden af sig selv. Først ca. 7 km før mål fik jeg ved Lasses hjælp endelig øget tempoet, lød vist som en der kunne falde om hvert øjeblik det skulle være, så presset var mine lunger. Men disse kilometre var faktisk dagens hurtigste uden at være fantastisk hurtige, fik hentet et par stykker mere i W45. I den sidste ende får jeg faktisk hentet 17 atleter i min aldersklasse på løbet og ender på en hæderlig 8. plads i W45, på en dag hvor min krop slet ikke var min medspiller, men hvor jeg kæmpede med det jeg havde fysisk og mentalt. Nåede lige til målstregen, førend jeg kollapsede, af sted på båre til lægeteltet, hvor jeg befandt mig den næste ca. 1,5 time inden kroppen var nogenlunde ovenpå igen. Der var kun få minutter til podiet, som havde været målet, så tæt på igen, igen. Kort version af racet er nok, en total off day, og så absolut den hårdeste ironman jeg nogensinde har gennemført på Hawaii. Men som jeg altid siger, modstand gør stærk og jeg ved jeg kommer endnu stærkere tilbage.

mandag den 5. oktober 2015

Optakt til Verdenmesterskaberne på Hawaii. VM for 7. gang.

Som optakt til VM var jeg først 14 dage på hård, intensiv og meget givtig træningslejr på Fuerteventura, hvor der blev trænet masser af timer på vejene, op og ned ad bjergene, i poolen, åben vand svømning og sidst men ikke mindst fantastiske lange løbeture i de vildeste bakker. Alt sammen for at opbygge formen frem til Hawaii. Nu har vi så været på Big Island, Hawaii i ca. 1,5 uge. De første dages træning var sædvanen tro virkelig hårde, da kroppen endnu var ramt af jetlag og det tager lang tid at akklimatisere kroppen. Luftfugtigheden er oftest helt oppe på 90%, temperaturen på den pæne side af 30 grader og sidevind og modvind man sjældent møder andre steder. Første lange dobbelt pas, hvor jeg cyklede op mod det nordlige vendepunkt Hawi på Ironman ruten og tilbage igen var rigtig udfordrende. Specielt det efterfølgende løb blev jeg ramt i en sådan grad af varmehammeren, at der virkelig skulle graves dybt for at fortsætte løbet. Pulsen bare stiger og stiger og jeg havde virkelig svært ved at holde km tiderne, pyh ha. sikke en trænings seance. Efterfølgende er det heldigvis kun gået en vej og det er opad, hvor både væske og ernærings strategien, samt sidst og ikke mindst af kølning strategien har siddet lige i skabet. Har bl.a. haft et 5 timers cykelpas efterfulgt af 1 times løb, hvor det hele bare gik som det skulle. Mit længste løbepas herovre, som foregik om eftermiddagen, hvor det er varmest, og præcis på det tidspunkt jeg skal løbe under konkurrencen, var på 2 timer ud på hovedvejen Queen K og ned i det berømte Energy Lap(oftest ingen vind, opad bakke og massiv høje temperaturer og luftfugtighed på tilbagevejen, så bliver det ikke mere udfordrende herovre) og retur igen samme vej, var den bedste lange løbetur jeg nogensinde har løbet herovre, fantastisk oplevelse. Den løbetur kombineret med de sidste lange løbeture har simpelthen bare siddet i skabet. Jeg er i min absolut bedste løbeform nogensinde og er helt sikker på at det skal komme mig til gode på lørdag, når VM afvikles. Cyklingen har ind i mellem været krydret af den vildeste sidevind, specielt ned fra Hawi, man kan tænke sig og jeg har et par gange oplevet at blive flyttet enten længere ud eller ind på vejen og have fornemmelsen af jeg lige om lidt ville ryge ud i lavaen, men jeg formåede heldigvis at blive på cyklen. Vinden kan derfor til tider været utrolig udfordrende. På en af de længere svømmeture på Ironman ruten i Kailua-Kona, var der pludselig en gruppe på 8-10 delfiner som i 4-5 minutter bare kredsede rundt om mig og nogle få andre triatleter, og på et tidspunkt kunne jeg faktisk nærmest røre 1-2 delfiner, så bliver det ikke større. På en anden af de famøse svømmeture, denne gang i Waikoloa, hvor vi bor de første 12 dage, var jeg tæt på at svømme ind i en rokke, en brun en med masser af hvide pletter, og jeg ved endnu ikke hvem der blev mest bange. Vi har ligeledes været på opdagelse på en af de strande som de lokale primært bruger og her var der pludselig flere havskildpadder, som bare lå på land, så der blev igen taget masser af billeder og filmet. En af de andre længere ture gik til det helligste bjerg på Big Island, Mauna Kea/det hvide bjerg, som ligger i ca. 4200 meters højde. Desværre var vejret ikke helt med os denne dag, så vi fik ikke set solnedgangen som man ellers normalt kan se rigtig flot fra det højeste punkt på bjerget. Men jeg fik alligevel bedt til de højere magter og ønskede mig den optimale præstation til lørdagens konkurrence og eftersom der jo er mere mellem himmel og jord, så er jeg sikker på det nok skal hjælpe mig. I morgen er det sidste kortere svømning + cykling og efterfølgende løb, inden lørdagens konkurrence og derfra er det bare let træning for at holde kroppen igang. Jeg glæder mig rigtig meget til året absolut vigtigste konkurrence, som jeg har forberedt mig til i efterhånden rigtig mange måneder. Jeg har planlagt en festdag. Som min tidligere træner Morten Sørensen altid sagde, " En ironman er en festdag for den velforberedte". Jeg er forberedt på verdensklasseniveau, og har vendt hver en sten. Jeg har aldrig tidligere været i så god form fysisk og mentalt som nu.

onsdag den 9. september 2015

VM 1/2 Ironman, Zell am-See, Kaprun, Østrig. Nr. 7 i W45. "No compromise".

Så er VM på 1/2 Ironman i Zell am see veloverstået. 7 plads i W45. Vejret var helt perfekt, høj solskin, over 30 grader, dejlig varmt, lige som jeg havde ønsket det skulle være. Men py ha sikke en dag. Vi havde godt nok snakket om at det ville være fedt med masser af udfordringer, som optakt til VM på Hawaii medio oktober, men at det ligefrem skulle være i bogstavelig talt så meget op ad bakke, var måske lige i overkanten. Svømningen gik ikke helt efter planen, allerede her var det som om at jeg simpelthen ikke kunne presse kroppen op i 1/2 im pacet. Cykelruten var som udgangspunkt perfekt for mig, rigtig dejlig kuperet og hård. De 90 km cykling var bl.a. krydret med et lille 13 km bjerg undervejs og når ellers kroppen lystre er det lige noget for mig, men jeg var desværre endnu engang meget udfordret af min nedsatte lungefunktion, hvor vi desværre endnu ikke har fundet den helt rette medicin, det var fuldstændig som til 1/2 IM i Kraichgau. Jeg manglede simpelthen det sidste topniveau på cyklen, og jeg som ellers plejer at være så stærk på cyklen. Cyklingen blev ikke noget at skrive hjem om. De første 15 km løb var kroppen igen helt ved siden af sig selv, blytunge ben, anstrengt vejrtrækning, og der var så absolut ikke meget fart i benene. Med 9 km til mål fik jeg at vide at hvis jeg bare holdt 4.50 min/km resten af vejen kunne jeg løbe mig i top 5, og dette tempo er jo normalt mit im tempo, så det burde ikke være noget problem. Men ak og ve, jeg forsøgte alt det bedste jeg kunne, men løb hele tiden ml. 4.55 og 5 min/km og med lungerne presset i bund. Reelt blev det først de sidste 5 km at der kom bare lidt fart i benene, uden at være prangende. På ren vilje, power, og jeg skal sgu vise de lunger at det er mig der bestemmer, med helt ud i skoven anstrengt vejrtrækning, blev de helt klart dagens hurtigste, og her blev hentet hele 3 kvinder i min Aldersklasse. De sidste 100 meter ender i et sprint opgør som jeg vinder med hele 2 sekunder. Ja hvem skulle have troet at der var en sprinter gemt i mig. Alt i alt en dag med masser af udfordringer, hvor jeg kæmpede det bedste jeg lært. Desværre var min krop ikke den bedste medspiller, men en ting er sikkert, modstand gør stærk. I sidste ende sluttede jeg på en 7. Plads i W45, hvilket er acceptabelt, når man tager alle tingene i betragtning. Selvom det selvfølgelig ærgre mig at jeg ikke fik vist mit høje cykel og løbe niveau, men når lungerne arbejder så meget i mod resten af kroppen, og medicinen ikke virker, så er det nok alligevel umuligt at lave en toppræstation trods alt. Dagen var sædvanen tro karakteriseret ved min sponsor AC Hydraulic' s slogan, "No compromise". Et slogan, som passer så perfekt til mig og min måde at træne og konkurrere på. Nu glæder jeg mig til det lange sejr træk frem mod min distance, kongedistancen, Ironman, VM på Hawaii til oktober. Team: Danish Tri Racing. Trek Ålborg. Coach & Bikefit. Tusinde tak til mine fantastiske sponsorer: AC Hydraulic. DigiSource. TRX, Danglas. PurePower.dk > Sports Nutrition. Runners Corner Viborg. Arbejdernes Landsbank. Viborg Fysioterapi. Kæmpe tak til den bedste coach der findes, Torbjørn Sindballe. Tusinde tak til den sejeste mand jeg kender, dit motto, "the sky is not the limit", var med mig hele dagen, og jeg glæder mig for vildt til vores fortsatte samarbejde frem mod Hawaii. Sidst men ikke mindst tusinde, tusinde gange tak igen, igen til den bedste kæreste der findes for opbakning i verdensklasse

onsdag den 8. juli 2015

Europamester W45, Ironman Germany, Frankfurt.

Søndag d. 5. Juli var en dag som jeg igennem mange måneder havde trænet specifikt, hårdt, dedikeret og målrettet hen i mod. Ironman Germany, i Frankfurt er og bliver et af mine absolut favorit race, ja jeg føler nærmest jeg har lidt hjemmebane fordel, da i søndags var 6. Gang jeg kørte lige præcis det stævne. Jeg havde inden ønsket masser af varme, men ligefrem hedebølge var nok alligevel ikke helt med i mine planer. 2 dage før racet var vandtemperaturen 23,9 og dermed var det non wetsuit svømning, hvilket bare gjorde at jeg måtte investere i en wetsuit, som jeg jo alligevel skal bruge på Hawaii til oktober. Jeg var således også indstillet på en hårdere og langsommere svømning end vanligt. Jeg var op vildt tidligt som vanligt, fik det obligatoriske morgenmadsmåltid, tidligt afsted med shuttle bussen, og var ved T1 ved Langener Waldsee kl. 05.00. God tid til klargøring af cyklen og diverse toiletbesøg. Nåede også en kortere opvarmning i vandet inden starten på 1. Wave kl. 07.00 sammen med ca. 450 andre udvalgte agegroup atleter. Starten var som sædvane tro plaget af slåskampe, mændene er og bliver noget aggressive, lidt anstrengt vejrtrækning, masse af fokus på de mentale mantra, e.l. Havde hele tiden i baghovedet at dagen ville blive præget af hedebølge, ikke ret meget vind og at jeg skulle svømme taktisk klogt. Dette medførte at jeg konsekvens holdt igen hele vejen, specielt første runde på 1500 meter, som nok også senere skulle vise sig at være blevet svømmet rigeligt konservativt. 2. Loop på 2,3 km formåede jeg at svømme lidt mere til uden at det dog kom i nærheden af mit normale niveau. Oppe af vandet, tænkte jeg, hmm. Jeg kan næsten ikke mærke at jeg har svømmet, tiden må vist være derefter, pyt med det, dagen er lang og så afsted igennem T 1 og ud til cyklen. Første 12 km ind mod Frankfurt var jo ren optur, afsted det gik. Resten af cykelruten foregår på en 2 x 84 km rundstrækning, krydret med lidt gode stigninger specielt i starten af runden og i slutningen af runden, den sidste stigning kun ca. 8 km fra T2, er altid kanon at cykle opad, da der ofte er nærmest Tour de France stemning opad. Jeg fokuserede alle 180 km på at drikke og spise helt efter planen, og så køle mig ned ved alle depoterne, som var placeret ved hver ca. 20 km og absolut vigtigst af alt at holde igen, ikke cykle med hovedet under armen, dagen var endnu lang og forude ventede jo 42,2 km i stegende hede i Frankfurt midtby ved Mainkai. Cykle taktisk klogt var vel egentlig de helt rigtige ord. De sidste 15 km ind mod T2, slap jeg endnu engang gashåndtaget, ingen tvivl om at det også havde været varmt på cyklingen specielt den sidste 1,5 time. Noget stivbenet da jeg løb igennem T2, et skifte der ikke var alt for hensigtsmæssigt, og afsted på løbet. Strategien var klar, den første runde på 10,5 km, skulle løbes med masser af overskud og dermed rigtig konservativt. Fokus igen på at køle, køle og så køle lidt mere, samt drikke, spise gels, salttabletter e.l. Og kun fokus på mit helt eget race. Temperaturen var allerede fra starten mellem 37-39 grader, og trods arrangørerne havde flyttet de første 1,5 km af løberuten i skygge, så føltes specielt første runde udpræget varm, eneste løsning var at køle lidt mere og de ekstra vanddepoter der var opstillet til dagens konkurrence blev for mit vedkommende udnyttet til fulde og efter 1. Runde var der allerede bedring ift. Min varme fornemmelse. De første 15 km var mit forspring til nr. 2 i W45 hele tiden mellem 4-6 minutter, hmm. Tænkte jeg, ikke mere, hun må have løbett for stærkt på 1. Runde. Efter 2. Runde og dermed 22 km, råbte Lasse de magiske ord, " du har øget, nu 10 minutter ned til nr. 2". Yes tænkte jeg, nu går det den helt rigtige vej, stadig med fokus på at holde mig til planen og ikke løbe stærkere end planlagt, hele tiden holde en smule igen, for inderst inde var jeg jo lidt bange for at brænde sammen pga. Varmen. Efter 3. Runde omkring ved km 32 råbte Lasse at der var ca. 14-15 minutter til nr. 2, fedt tænkte jeg, stadig med fokus på at holde mit tempo, endelig ikke gå ned, følge væske og ernæringsstrategien og igen køle mig alt det som var muligt ved alle depoterne. Oprindelig havde planen været at løbe all out de sidste 10,5 km, men jeg turde simpelthen ikke at øge, var bange for ikke at kunne holde hjem, gå kold e.l. Og jeg ville vinde så meget, allerinderst fra og kæmpe alt det bedste jeg havde lært, og bestemte at med 5 km igen så skulle der lægges fra land, det turde jeg godt. Lige præcis ved 37 km råbte Lasse at nu var det tid tid til at øge, og de sidste 5 km løb jeg virkelig hvad jeg kunne, samtidig med at jeg stadig kølede mig og drak helt efter planen. Tro det eller ej der kom faktisk rimelig fart i benene de sidste 5 km og i den sidste ende vandt jeg min klasse W45-49 med hele 31 minutter ned til nr. 2. Et af de absolut fedeste finisher billeder blev taget, det siger simpelthen alt om den forløsning det var at vinde Europamesterskabet på Ironman distancen i Frankurt for 4. Gang. Jeg er så stolt, tilfreds og vanvittig glad for mit race, hvor jeg formåede at tilpasse så optimalt som muligt ift. Forholdene på race dagen. For første gang nogensinde under så varme forhold, var jeg hverken massiv dehydreret eller overophedet og dermed var turen i lægeteltet som jeg plejer at være forbi, slet ikke nødvendig.

fredag den 26. juni 2015

Allergi med astmalignende symptomer - træthed- træthed og så lidt mere træthed i kroppen.

Jubii, så er jeg endelig langt om længe blevet udredt efter at have fået taget både røntgen billeder, taget blodprøver, og diverse test med Peak flow meter og medicinsk afprøvning. Jeg har intet mindre end tårnhøje værdier ift. specielt birkpollen allergi, hvor specielt lungerne og dermed min vejrtrækning har været påvirket. Dette har givet mig store udfordringer ift. træning og konkurrencer specielt i april, maj og juni måned. Jeg har været træt som et alderdomshjem, og været udfordret maksimalt i mange træningspas i de 3 førnævnte måneder, pga. ovenstående. Min lungefunktion viste sig desværre at være pænt nedsat, men til gengæld har jeg et vildt stærkt hjerte. Har igennem ca. 1,5 uge nu taget et hurtigt virkende præparat inden hvert træningspas og sikke en forskel. Fremadrettet skal jeg ligeledes tage to andre præparater dagligt for at få lungefunktionen helt tilbage til normalen og fjerne de allergiske symptomer. Det bliver så vildt når jeg er medicineret som kroppen har brug for, "just wait and see". Præparaterne er selvfølgelig lovlig at tage, har undersøgt det ift. antidoping Danmarks lister. Nu kan det kun gå en vej og det er fremad. Jeg glæder mig for vildt til at vise mit niveau til Ironman Germany i Frankfurt lige om lidt.

1/2 Ironman Kraichgau - Kvalifikation til Verdensmesterskaberne på Hawaii og Sell am-Zee i Østrig

Så er 1/2 IM i Kraichgau veloverstået. Generelt var det styr på tingene, som der altid er når tyskerne arrangere stævnet, bortset fra at cykelindtjekning lå pænt langt fra raceinfo som var placeret i målområdet, så der gik vi glip af det meste af raceinformationen, men heldigvis var der ingen ændringer ift. det oprindelige udsendte materiale. Svømningen foregik i en sø, hvor vandet var dejlig 22 grader varmt, og det var en helt igennem superoplevelse, bortset fra enkelte udfordringer undervejs, som der altid er når mange kvinder får den samme ide. Dog udeblev de vildeste slagsmål, dertil manglede vi vist mændene, he.he. Skiftet i T1 gik helt forrygende hurtigt. Så var det af sted på det ny blå Trek lyn, og jeg må endnu engang rose Mr. Norrid, nu sidder jeg simpelthen så godt på cyklen og aerodynamikken er helt i top, flere opture undervejs når jeg overhalede ja undskyld udtrykket lettere overvægtige mænd ned ad de vildeste stigninger, det var så fedt. Så fedt ikke længere at have ondt i skuldre og bagdel, ren optur. Desværre gik cyklingen ikke helt som planlagt idet jeg skulle bruge de første 40 km på at komme i gang, pga. pollen i hobetal, og deraf massiv påvirket lungefunktion, men formåede heldigvis at holde fokus på det jeg kunne kontrollere og de sidste 50 km var langt bedre. Men pyh ha en cykelrute, 1000 hm på 90 km, er noget af det vildeste og hårdeste jeg nogensinde har cyklet, men det gode er at så er benene jo helt og aldeles varmet op til den afsluttende 1/2 maraton, som blev løbet i små 33-34 graders varme. Her var der virkelig lukket op for varmen, så var det jo godt at vi har haft helt fantastisk vejr hjemme i Danmark den sidste måned. Heldigvis holder jeg rigtig meget af varme, så der var massiv fokus på at drikke vand ved alle depoter og køle mig ned hele vejen. Løberuten var 3 x 7 km med små 130 hm på hver runde, så dejlig kuperet, godt jeg hver uge har trænet i masser af bakker i Dollerup. De første 7 km på løbet var det som om tingene ikke rigtig kørte som de skulle, igen pænt plaget af allergi, tunge ben, e.l. Jeg formåede heldigvis at holde det helt rigtige fokus, igen på det jeg kunne kontrollere og efterhånden begyndte jeg at være ok løbende og i den sidste ende var mine bedste km, faktisk de sidste 5 km, men nok også fordi jeg på det tidspunkt havde en fornemmelse af at podiet var indenfor rækkevidde og at jeg blev jagtet bagfra. Man finder ofte de ekstra procent når man bliver presset. Jeg endte på en 3. plads i W45, og efterfølgende bonus var både kvalifikation til VM i Østrig på 1/2 IM, ultimo august og Verdensmesterskaberne på Ironman distancen på Hawaii medio oktober. Nu er der i skrivende stund lagt en rigtig god plan for udredelse af min pollenallergi, så der en gang for alle kan komme styr på det. Derefter gælder det Ironman Germany i Frankfurt om små 4 uger.

lørdag den 16. maj 2015

Mandeinfluenza - træthed - årets første stævne

Træningen er i efterhånden mange måneder gået helt efter planen, hvor der bygges ovenpå mit niveau hele tiden. Det eneste afbræk har været den uge hvor jeg var ramt af den "farlige mandeinfluenza", den der sygdom hvor man er i tvivl om det nogensinde bliver bedre. Jeg havde ondt i halsen on/off og det samme ift. feber, som kom og gik, men sjovt nok så vendte det først da jeg accepterede at jeg ikke selv var herre over min egen krop, begyndte at slappe af og lade være med at tænke på hvornår jeg kunne træne igen og hvor meget træning jeg havde mistet. Lidt stof til eftertanke, men det er jo aldrig sjovt når man ikke selv kan bestemme. De efterhånden mange uger med rigtig store træningsmængder både ift. intensitet og mængde begynder at give bonus. For få dage siden stod den på årets første konkurrence 1/6 IM til Holstebro tri. Det var med en vis spænding, og nervøsitet og en krop som både fysisk og mentalt var langt fra toppen. Jeg var simpelthen så træt, hvilket helt sikkert skyldes al træningen og at denne konkurrence lå i en hård træningsuge uden nedtrapning. Men på selve dagen lykkedes det mig alligevel at få max ud af kroppen ift. omstændighederne. Svømmestarten var sædvanen tro kaotisk, og ikke nogen prangende tid, kroppen skulle ligesom i gang. Til gengæld havde jeg et superhurtigt skifte til trods for at jeg både skulle have vest, hjelm, strømper, nummer og solbriller på. Men dagen var præget af pæn hård vind og lave temperaturer og jeg ville undgå at sidde at fryse på cyklen. De første 5 km på cyklen, var kroppen faktisk helt ved siden af sig selv, men herefter blev det bedre og jeg cyklede med alt hvad jeg havde alle 30 km, desværre var det et pænt stykke fra mine normale cykeltider, men pyt med det, jeg kender jo forklaringen på dette. Herefter igen et hurtigt skifte til de afsluttende 7 km løb, bortset fra at jeg kortvarigt efter starten på løbet måtte efterspænde specielt min højre Hoka Bondi 4 sko og så endog flere gange, hvilket kostede dyrbart tid, hmm. Her er helt sikkert plads til forbedringer. Lige som på cyklen, løb jeg hvad jeg kunne hele vejen, fokus på høj kadence, høj puls og de helt rigtige mentale værktøjer, specielt når det var hårdt, hvilket det var størstedelen af tiden. I den sidste ende rakte det til en suveræn 1. plads i W40, og kun ca. 1 minut fra over all vinderen af kvinderne til stævnet. Det er vel egentlig godkendt at være så tæt på de noget yngre atleter, når man tager alt i betragtning. Dette stævne skulle lige præcis bruges som et middel til andre meget vigtigere mål i denne sæson. Nu kommer det næste stævne for mig lige om lidt og det har hele tiden været et A prioritet stævne for mig, modsat Holstebro tri. Jeg har lige nogle ugers hård træning tilbage inden nedtrapning og så skal jeg køre en af mine favorit distancer nemlig 1/2 IM og denne gang i Tyskland, nærmere betegnet Kraichgau.

fredag den 8. maj 2015

Malaga - nyt træningssted

Årets tredje træningslejr gik denne gang til Malaga, hvor vi boede ca. 3 km udenfor Fuengirola i rigtig dejlig lejlighed med plads til 6 personer. Vejret viste sig fra den helt optimale side, med 28 grader de første tre dage og efterfølgende 22-24 grader så der var intet mindre end perfekt. På første cykeltur viste det sig at spanioler ikke er kendt for at skilte i særlig høj grad, så der var visse udfordringer med at finde vej, nærmere betegnet at finde tilbage til lejligheden, men efter lidt lokal hjælp klarede jeg heldigvis at finde tilbage igen, derudover havde jeg lidt svært ved at finde bjerge at cykle opad, men på den anden cykeltur dernede fandt jeg vist rigeligt med bjerge, stigningsprocenten var helt i top, ligesom pulsen, men havd gør det når humøret er højt og solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg nåede også en del åben vand svømning, hvor det sidste pas blev noget forstyrret af brandmænd i tusindtal, pyh ha dem har jeg ikke savnet og de gav lidt udfordringer. Vandet var ligeledes ikke alt for varmt, så en times åben vand ad gangen var passende. Jeg fik ligeledes masser af løbekilometer i benene, med rigtig gode stigninger indlagt, tempoløb og timevis af løb med fokus på fedtforbrænding. Så alt i alt en rigtig udbytterig ferie/træningslejr og dejligt afbræk fra det til tider kolde vejr i Danmark. Nu står årets første Triathlon stævne for døren om ganske kort tid, og jeg glæder mig rigtig meget til at få testet de forskellige tiltag af og ikke mindst at få det nye blå Trek lyn ud og forhåbentlig give den max gas. Det bliver for fedt.

lørdag den 14. marts 2015

Fuerteventura igen-igen

Så blev det lige til endnu en uge på Fuerteventura den mest vindblæste af de kanariske øer. De første mange uger af 2015 havde vejret faktisk ikke været alt for godt, men lige præcis i uge 10 hvor jeg var på træningslejr på øen, viste vejret sig fra den absolut bedste side med masser af dejlig sol, op til 27-28 grader ind i mellem, og igen masser af dejlig vind. Ugen gik som sædvanlig hurtigt, sådan er det jo heldigvis altid når man er i godt selskab og træneren har lavet et helt igennem fantastisk træningsprogram. Jeg nyder i høj grad de utrolig kuperede løbeture med masser af vind i håret og solskin i lange baner. Svømningen udenfor i 50 meter poolen er jo intet mindre end svømning i verdensklasse, hvor man har udsigt til både bjerge, og havet undervejs og så et ekstra plus at man får en dejlig brun kulør mens man træner. De mange cykelture op og ned ad bjergene er i særdeleshed også en af mine favoritter i løbet af sådan en træningsuge. Jeg elsker i fulde drag at være på Fuerteventura og Playitas hvor jeg bor har jo alt hvad man som atlet har brug for. Der blev trænet helt efter planen, masser af overskud, og træningskilomter sat i banken, som der bygges videre på, ren optur hele ugen. Næste stop Danmark, inden turen går til Sydspanien, nærmere betegnet Malaga, hvor jeg igen skal cykle i bjerge og forhåbentlig få masser af vind og solskin.

søndag den 18. januar 2015

AC Hydraulic - nyeste sponsor for 2015

Jeg er enorm stolt og glad for at kunne præsentere min nyeste sponsor for 2015. Jeg ser rigtig meget frem til mit fremtidig samarbejde med AC Hydraulic, som lige fra dag 1 har været helt igennem fantastisk. Vi har nogle spændende tiltag i ærmet, men mere om det senere. AC Hydralic har et logo der passer perfekt til mig, nemlig "No Compromise" og de har ligesom jeg et erklæret mål om at være den bedste på deres felt. De producerer hydraulisk løfteudstyr til autobranchen. De deler om nogen min vindermentalitet.

mandag den 12. januar 2015

Fuerteventura 2014-2015

En absolut fantastisk måde at slutte 2014 af på og starte 2015 var en uges træningslejr og ferie på min favorit kanarisk ø, Fuerteventura, nærmere betegnet Playitas. Der var igen en meget vindblæst omgang, nok faktisk en af de absolut mest vindblæste ferier/træningslejre jeg har været på. En af de længere cykelture i bjergene, blev eks. krydret med de sidste 2 timer op og ned ad bjergene, med massiv hård modvind og sidevind. I en sådan situation er det på med det positive mindset, smilet, og tænke det giver en råstyrke uden lige og lægges ind på den gode træningskonto og kan bruges utrolig konstruktivt fremadrettet. Svømning under åben himmel i 50 meter bassinet er helt klart en af de absolut helt fede oplevelser, det er bare så meget sjovere at svømme når solen skinner og man har en fantastisk udsigt med bjerge og vandet omkring en. Ugens højdepunkt var helt bestemt 1/2 marathon, op og ned af de stejle bakker, bl.a. en særdeles modvindspræget tur ud til fyret(stigningsprocenten de sidste ca. 900 meter er virkelig høj), løb i absolut verdensklasse og jeg nød hvert et sekund, både de stejle bakker, modvinden, regnen(ja lidt regn skal man jo have) og sluttede selvfølgelig af med dejlig solskin. Alt i alt en kanon dejlig træningsuge, hvor der var tid til masser af overskudstræning, hvile, lækkert mad, solskin, vind i spandevis. Jeg glæder mig allerede til senere på året når jeg vender tilbage.

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions