Europamester W45, Ironman Germany, Frankfurt.

Søndag d. 5. Juli var en dag som jeg igennem mange måneder havde trænet specifikt, hårdt, dedikeret og målrettet hen i mod. Ironman Germany, i Frankfurt er og bliver et af mine absolut favorit race, ja jeg føler nærmest jeg har lidt hjemmebane fordel, da i søndags var 6. Gang jeg kørte lige præcis det stævne. Jeg havde inden ønsket masser af varme, men ligefrem hedebølge var nok alligevel ikke helt med i mine planer. 2 dage før racet var vandtemperaturen 23,9 og dermed var det non wetsuit svømning, hvilket bare gjorde at jeg måtte investere i en wetsuit, som jeg jo alligevel skal bruge på Hawaii til oktober. Jeg var således også indstillet på en hårdere og langsommere svømning end vanligt. Jeg var op vildt tidligt som vanligt, fik det obligatoriske morgenmadsmåltid, tidligt afsted med shuttle bussen, og var ved T1 ved Langener Waldsee kl. 05.00. God tid til klargøring af cyklen og diverse toiletbesøg. Nåede også en kortere opvarmning i vandet inden starten på 1. Wave kl. 07.00 sammen med ca. 450 andre udvalgte agegroup atleter. Starten var som sædvane tro plaget af slåskampe, mændene er og bliver noget aggressive, lidt anstrengt vejrtrækning, masse af fokus på de mentale mantra, e.l. Havde hele tiden i baghovedet at dagen ville blive præget af hedebølge, ikke ret meget vind og at jeg skulle svømme taktisk klogt. Dette medførte at jeg konsekvens holdt igen hele vejen, specielt første runde på 1500 meter, som nok også senere skulle vise sig at være blevet svømmet rigeligt konservativt. 2. Loop på 2,3 km formåede jeg at svømme lidt mere til uden at det dog kom i nærheden af mit normale niveau. Oppe af vandet, tænkte jeg, hmm. Jeg kan næsten ikke mærke at jeg har svømmet, tiden må vist være derefter, pyt med det, dagen er lang og så afsted igennem T 1 og ud til cyklen. Første 12 km ind mod Frankfurt var jo ren optur, afsted det gik. Resten af cykelruten foregår på en 2 x 84 km rundstrækning, krydret med lidt gode stigninger specielt i starten af runden og i slutningen af runden, den sidste stigning kun ca. 8 km fra T2, er altid kanon at cykle opad, da der ofte er nærmest Tour de France stemning opad. Jeg fokuserede alle 180 km på at drikke og spise helt efter planen, og så køle mig ned ved alle depoterne, som var placeret ved hver ca. 20 km og absolut vigtigst af alt at holde igen, ikke cykle med hovedet under armen, dagen var endnu lang og forude ventede jo 42,2 km i stegende hede i Frankfurt midtby ved Mainkai. Cykle taktisk klogt var vel egentlig de helt rigtige ord. De sidste 15 km ind mod T2, slap jeg endnu engang gashåndtaget, ingen tvivl om at det også havde været varmt på cyklingen specielt den sidste 1,5 time. Noget stivbenet da jeg løb igennem T2, et skifte der ikke var alt for hensigtsmæssigt, og afsted på løbet. Strategien var klar, den første runde på 10,5 km, skulle løbes med masser af overskud og dermed rigtig konservativt. Fokus igen på at køle, køle og så køle lidt mere, samt drikke, spise gels, salttabletter e.l. Og kun fokus på mit helt eget race. Temperaturen var allerede fra starten mellem 37-39 grader, og trods arrangørerne havde flyttet de første 1,5 km af løberuten i skygge, så føltes specielt første runde udpræget varm, eneste løsning var at køle lidt mere og de ekstra vanddepoter der var opstillet til dagens konkurrence blev for mit vedkommende udnyttet til fulde og efter 1. Runde var der allerede bedring ift. Min varme fornemmelse. De første 15 km var mit forspring til nr. 2 i W45 hele tiden mellem 4-6 minutter, hmm. Tænkte jeg, ikke mere, hun må have løbett for stærkt på 1. Runde. Efter 2. Runde og dermed 22 km, råbte Lasse de magiske ord, " du har øget, nu 10 minutter ned til nr. 2". Yes tænkte jeg, nu går det den helt rigtige vej, stadig med fokus på at holde mig til planen og ikke løbe stærkere end planlagt, hele tiden holde en smule igen, for inderst inde var jeg jo lidt bange for at brænde sammen pga. Varmen. Efter 3. Runde omkring ved km 32 råbte Lasse at der var ca. 14-15 minutter til nr. 2, fedt tænkte jeg, stadig med fokus på at holde mit tempo, endelig ikke gå ned, følge væske og ernæringsstrategien og igen køle mig alt det som var muligt ved alle depoterne. Oprindelig havde planen været at løbe all out de sidste 10,5 km, men jeg turde simpelthen ikke at øge, var bange for ikke at kunne holde hjem, gå kold e.l. Og jeg ville vinde så meget, allerinderst fra og kæmpe alt det bedste jeg havde lært, og bestemte at med 5 km igen så skulle der lægges fra land, det turde jeg godt. Lige præcis ved 37 km råbte Lasse at nu var det tid tid til at øge, og de sidste 5 km løb jeg virkelig hvad jeg kunne, samtidig med at jeg stadig kølede mig og drak helt efter planen. Tro det eller ej der kom faktisk rimelig fart i benene de sidste 5 km og i den sidste ende vandt jeg min klasse W45-49 med hele 31 minutter ned til nr. 2. Et af de absolut fedeste finisher billeder blev taget, det siger simpelthen alt om den forløsning det var at vinde Europamesterskabet på Ironman distancen i Frankurt for 4. Gang. Jeg er så stolt, tilfreds og vanvittig glad for mit race, hvor jeg formåede at tilpasse så optimalt som muligt ift. Forholdene på race dagen. For første gang nogensinde under så varme forhold, var jeg hverken massiv dehydreret eller overophedet og dermed var turen i lægeteltet som jeg plejer at være forbi, slet ikke nødvendig.