mandag den 23. november 2015

Nyt sponsorat for 2016, Playitas Resort

Så er det lykkedes mig at lave en superattraktiv sponsoraftale med Playitas Resort, hvor jeg siden 2009 typisk har været på træningslejr 2-3 x pr. år af mellem 1-2 ugers varighed hver gang. Det gør det hele lidt sjovere at få forhandlet et sådant sponsorat hjem. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet og til at reklamere for det bedste trænings sted jeg kender. Der er altid garanti for minimum 22-23 grader, masser af solskin, den bedste vind man kan tænke sig, de fedeste cykel- og løberuter. Kanonlækkert opvarmet 50 meter udendørs pool og åben vand svømning ganske tæt på. Fuerteventura here we come.....

fredag den 20. november 2015

Just another Race -Ironman Hawaii-Kona

Inspireret af den episke træner Brett Sutton. Der er sikkert mange meninger om denne mand som igennem årene har skabt verdensmester på verdensmester. En ting er dog sikkert, han komme ofte med nogle utrolig brugbare konklusioner. Denne gang omhandlende den legendariske Ironman Hawaii 2015. Jeg tog fra Hawaii med en kæmpe skuffelse, ligesom mange andre age grouper og professionelle triatleter, og synes at han med dagens indslag på FB rammer det helt absolut essentielle ift. Hawaii og Ironman. Jeg har ligesom mange andre atleter (som Brett Sutton beskriver) også grebet Kona an med et race mind set fuldstændig anderledes end mit mind set ift. alle andre konkurrencer. I ens søgen efter svar er det lige præcis denne dimension som ødelægger dagen. Kona er jo verdens største triathlon show overhovedet og derfor ofre man alt hvad man kan for at komme til start i Kona. Lige præcis dette gør i følge Brett at man skaber de ekstremt høje forventninger til racet. Man sætter eks. forventet tider til de forskellige discipliner, et sted hvor lige præcis tiderne er fuldstændig afhængig af konkurrencedagens vejrforhold, som år efter år er vidt forskellige. På Hawaii skal man jo kæmpe med eks. strøm og bølger under svømningen, cyklingen er påvirket af hvor hård vinden er, i hvilken retning den kommer fra e.l. og ift. det afsluttende løb, så afhænger sluttiden af hvor høj luftfugtigheden og temperaturen er. Alt sammen faktorer som jeg også har mærket på egen krop ændres radikalt fra år til år. Trods dette kommer vi ofte til at sætte målene for høje eller også glemmer vi at tage tiltrækkeligt højde for de forhold som præger racet i så høj grad. Når folk går efter det ypperste på Hawaii, så påvirker det ofte folk i en sådan grad at de ikke er i stand til at opnå den hellig gral. Brett Suttons klare konklusion er "They are trying to hard", helt forenklet sagt og man ender med at have for meget respekt for racet. Små udfordringer bliver således til store udfordringer undervejs, hvis man oplever at ens "Kona performance" stille og roligt glider ud af hænderne på en. Under andre race så justere vi som Brett også siger undervejs, hvis der er behov for dette. Men på Hawaii ignorere vi oftest de signaler som kroppen sender, og tænker at vi skal efterlade alt ude i lava stenene, og lige præcis dette sker for mange, "You leave it all out on the Lava fields". Brett Suttons råd til dem af os som var på Hawaii i år, og er skuffede over resultatet (ligesom mig), er at tænke det hel igennem igen, arbejde på igen at kvalificere sig. Tag så til Kona og husk at fejre oplevelsen, nedsæt dine forventninger, justere undervejs efter behov ift. forholdene og sidst men ikke mindst, " don´t fight it, Work with it". "Next Year can be better with a different Outlook". Han kalder således Kona for "just another race". Hvis man i følge ham kan finde en måde at omfavne Kona på med ovenfor beskrevne mind set, så bliver det en helt anden positiv oplevelse næste gang.

tirsdag den 3. november 2015

Verdensmesteskaberne på Hawaii, nr. 8 i W45, astma, off day.

2015 sæsonen var planlagt på allerbedste måde, diverse træningslejre, jeg var endda gået ned i tid på mit arbejde igennem en længere periode, tusindevis af træningstimer planlagt ned til mindste detalje. Alt sammen for i den sidste ende at kunne ramme den lige i r.... lørdag d. 10. oktober 2015. Helt tilbage i september 2012 sagde min træner Torbjørn Sindballe, VM på Hawaii 2015 det er der vi slår til. På daværende tidspunkt kunne jeg slet ikke se så langt frem, men i den sidste ende, var det lige præcis hvad vi arbejdede 100% målrettet hen imod. I år kom der så desværre en ting til, som ingen af os kunne have forudset. Min allergi igennem mange år, udviklede sig desværre til astma og jeg var åbenbart utrolig svær at medicinere, så kort fortalt virkede medicinen knap 5-6 uger, lige præcis i den periode kørte jeg årets bedste konkurrence og blev Europamester på Ironman distancen i Frankfurt, resten af sæsonen har jeg desværre kun været en skygge af mig selv. Velvidende at medicinen ikke virkede satsede vi på at jeg ikke fik problemer med min astma til VM, da der simpelthen ikke var tid til at finde nye præparater, som virkede optimalt. Lasse og jeg rejste til Hawaii 15 dage før stævnet, for at kunne akklimatisere og undgå jeg lag, e.l. Hele træningsperioden på Hawaii var desværre præget af at jeg ikke på noget tidspunkt kunne få pulsen rigtig op på cyklen, og slet, slet ikke kunne træde de watt jeg normalt træder. Svømningen gik af og til godt og andre tider, følte jeg mig som en sæk kartofler i vandet. Derimod var jeg faktisk hele perioden undtagen den dag jeg fik varmehammeren helt og aldeles flyvende på løbet, dog med forholdsvis lav puls. Hele perioden var også præget af en noget irritabel frk. Schmidt (stakkels Lasse), hvilket også er et af tegnene på at medicinen ikke virker. Men jer arbejdede hele tiden med det mentale, det positive mindset og var 100 % klar til at give den gas lørdag d. 10 oktober. Køen til body mark om morgnen, var sædvanen tro ret kaotisk, men det var jo som det plejer at være og bare om at bevare roen, derefter gøre cyklen klar og hurtigt videre, troede jeg, hmm. Min absolut vigtigste drikkedunk var pist væk, den som sidder på styret og det var den jeg altid blander Purepower energidrik i med vand, og som gjorde at jeg kunne cykle på min egen blanding hele vejen. Gode råd var dyre, der kunne jo ikke skaffes en ny så i stedet måtte jeg ændre væske strategi, kun 2 timer på egen blanding og resten af vejen Gatorade og vand. Første udfordring på vejen. Herefter videre og af sted ned til vandet for at varme kort op, igen visualisering af racet, fuld fokus, opvarmning, udstrækning, e.l. og så svømme ud til starten, træde vande ca. 10 minutter. Frem i forreste række, nu skulle de første 1000 meter fyres af, startskuddet gik, men pyh ha, der var absolut ingen kræfter i armene, og jeg blev ret hurtigt svømmet henover adskillige gange, jeg kunne slet ikke holde den fart jeg ellers plejer at kunne, så det blev en utrolig barsk svømmestart og i den sidste ende, svømmede jeg en tid, langt fra mit vanlige niveau. Hurtigt skifte i T1, positive tanker, fuld fokus og af sted på cyklen. Først den lille ekstra runde, ned ad Palani Road, frem og tilbage ad Kuakini road, og så af sted på hovedvejen Queen K. De første 2,5 timer gik det hæderligt på cyklen, uden at være prangende, pulsen kunne endda ind i mellem komme op, men det var som om der ikke var 100% power i benene, kæmp, kæmp, positive tanker, spis og drik, køl kroppen, sad jeg hele tiden og sagde. På vej mod det nordlige vendepunkt i Hawi, begyndte det pludselig at regne, pænt meget, og så kunne frk. Schmidt seriøst mærke at luftfugtigheden(normalt 90%) begyndte at stige, så måtte jeg tage medicinen første gang (hmm., ingen effekt overhovedet). De 27 km ned fra Hawi tilbage til Queen K, gik rimeligt, men herefter gik det desværre kun en vej, nedad bakke. Pludselig kunne jeg slet ikke få pulsen op, og jeg kunne ikke træde skyggen af noget det lignede de gode watt, forsøgte igen med medicin, samme oplevelse, ingen effekt. Spise, drikke, salt, køle og positive tanker, men pyh ha det begyndte at bliver svært. Faldt desværre stille og roligt ned igennem feltet(var på et tidspunkt oppe som nr. 13), skiftede som nr. 25 i W45. Da jeg råbte til Lasse, hvor jeg lå, råbte han heldigvis nr. 15, og jeg tænkte, med en cykling, hvor kroppen var helt ved siden af sig selv var det da ikke helt skidt. Kæmp, kæmp, positive tanker, drik, spis, salttabletter, køl, is på kroppen, fuld fokus hele tiden. Men sikke en start på det afsluttende marathon. Kroppen var igen fuldstændig ved siden af sig selv. De første 15 km frem og tilbage ad Alii drive, var jeg enorm varmepåvirket og total energiforladt og kunne slet ikke løbe med den hastighed jeg plejer. Ud på Queen K, nu skulle tempoet øges, forsøgte mange gange uden succes. Først da jeg løb de ca. 2,5 km fra Queen K ned igennem Energy Lap kom der lidt fart i benene, men på vejen tilbage op mod Queen K(varmeste sted på løberuten, ingen vind og opad bakke), var det som om jeg både fysisk og mentalt var helt drænet for energi. Kun 11 km tilbage, nu skulle tempoet altså øges, alle de mange lange løbeture jeg havde løbet skulle nu endelig vise sig at være en kæmpe fordel, men pyh ha. kroppen var helt ved siden af sig selv. Først ca. 7 km før mål fik jeg ved Lasses hjælp endelig øget tempoet, lød vist som en der kunne falde om hvert øjeblik det skulle være, så presset var mine lunger. Men disse kilometre var faktisk dagens hurtigste uden at være fantastisk hurtige, fik hentet et par stykker mere i W45. I den sidste ende får jeg faktisk hentet 17 atleter i min aldersklasse på løbet og ender på en hæderlig 8. plads i W45, på en dag hvor min krop slet ikke var min medspiller, men hvor jeg kæmpede med det jeg havde fysisk og mentalt. Nåede lige til målstregen, førend jeg kollapsede, af sted på båre til lægeteltet, hvor jeg befandt mig den næste ca. 1,5 time inden kroppen var nogenlunde ovenpå igen. Der var kun få minutter til podiet, som havde været målet, så tæt på igen, igen. Kort version af racet er nok, en total off day, og så absolut den hårdeste ironman jeg nogensinde har gennemført på Hawaii. Men som jeg altid siger, modstand gør stærk og jeg ved jeg kommer endnu stærkere tilbage.

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions