tirsdag den 3. november 2015

Verdensmesteskaberne på Hawaii, nr. 8 i W45, astma, off day.

2015 sæsonen var planlagt på allerbedste måde, diverse træningslejre, jeg var endda gået ned i tid på mit arbejde igennem en længere periode, tusindevis af træningstimer planlagt ned til mindste detalje. Alt sammen for i den sidste ende at kunne ramme den lige i r.... lørdag d. 10. oktober 2015. Helt tilbage i september 2012 sagde min træner Torbjørn Sindballe, VM på Hawaii 2015 det er der vi slår til. På daværende tidspunkt kunne jeg slet ikke se så langt frem, men i den sidste ende, var det lige præcis hvad vi arbejdede 100% målrettet hen imod. I år kom der så desværre en ting til, som ingen af os kunne have forudset. Min allergi igennem mange år, udviklede sig desværre til astma og jeg var åbenbart utrolig svær at medicinere, så kort fortalt virkede medicinen knap 5-6 uger, lige præcis i den periode kørte jeg årets bedste konkurrence og blev Europamester på Ironman distancen i Frankfurt, resten af sæsonen har jeg desværre kun været en skygge af mig selv. Velvidende at medicinen ikke virkede satsede vi på at jeg ikke fik problemer med min astma til VM, da der simpelthen ikke var tid til at finde nye præparater, som virkede optimalt. Lasse og jeg rejste til Hawaii 15 dage før stævnet, for at kunne akklimatisere og undgå jeg lag, e.l. Hele træningsperioden på Hawaii var desværre præget af at jeg ikke på noget tidspunkt kunne få pulsen rigtig op på cyklen, og slet, slet ikke kunne træde de watt jeg normalt træder. Svømningen gik af og til godt og andre tider, følte jeg mig som en sæk kartofler i vandet. Derimod var jeg faktisk hele perioden undtagen den dag jeg fik varmehammeren helt og aldeles flyvende på løbet, dog med forholdsvis lav puls. Hele perioden var også præget af en noget irritabel frk. Schmidt (stakkels Lasse), hvilket også er et af tegnene på at medicinen ikke virker. Men jer arbejdede hele tiden med det mentale, det positive mindset og var 100 % klar til at give den gas lørdag d. 10 oktober. Køen til body mark om morgnen, var sædvanen tro ret kaotisk, men det var jo som det plejer at være og bare om at bevare roen, derefter gøre cyklen klar og hurtigt videre, troede jeg, hmm. Min absolut vigtigste drikkedunk var pist væk, den som sidder på styret og det var den jeg altid blander Purepower energidrik i med vand, og som gjorde at jeg kunne cykle på min egen blanding hele vejen. Gode råd var dyre, der kunne jo ikke skaffes en ny så i stedet måtte jeg ændre væske strategi, kun 2 timer på egen blanding og resten af vejen Gatorade og vand. Første udfordring på vejen. Herefter videre og af sted ned til vandet for at varme kort op, igen visualisering af racet, fuld fokus, opvarmning, udstrækning, e.l. og så svømme ud til starten, træde vande ca. 10 minutter. Frem i forreste række, nu skulle de første 1000 meter fyres af, startskuddet gik, men pyh ha, der var absolut ingen kræfter i armene, og jeg blev ret hurtigt svømmet henover adskillige gange, jeg kunne slet ikke holde den fart jeg ellers plejer at kunne, så det blev en utrolig barsk svømmestart og i den sidste ende, svømmede jeg en tid, langt fra mit vanlige niveau. Hurtigt skifte i T1, positive tanker, fuld fokus og af sted på cyklen. Først den lille ekstra runde, ned ad Palani Road, frem og tilbage ad Kuakini road, og så af sted på hovedvejen Queen K. De første 2,5 timer gik det hæderligt på cyklen, uden at være prangende, pulsen kunne endda ind i mellem komme op, men det var som om der ikke var 100% power i benene, kæmp, kæmp, positive tanker, spis og drik, køl kroppen, sad jeg hele tiden og sagde. På vej mod det nordlige vendepunkt i Hawi, begyndte det pludselig at regne, pænt meget, og så kunne frk. Schmidt seriøst mærke at luftfugtigheden(normalt 90%) begyndte at stige, så måtte jeg tage medicinen første gang (hmm., ingen effekt overhovedet). De 27 km ned fra Hawi tilbage til Queen K, gik rimeligt, men herefter gik det desværre kun en vej, nedad bakke. Pludselig kunne jeg slet ikke få pulsen op, og jeg kunne ikke træde skyggen af noget det lignede de gode watt, forsøgte igen med medicin, samme oplevelse, ingen effekt. Spise, drikke, salt, køle og positive tanker, men pyh ha det begyndte at bliver svært. Faldt desværre stille og roligt ned igennem feltet(var på et tidspunkt oppe som nr. 13), skiftede som nr. 25 i W45. Da jeg råbte til Lasse, hvor jeg lå, råbte han heldigvis nr. 15, og jeg tænkte, med en cykling, hvor kroppen var helt ved siden af sig selv var det da ikke helt skidt. Kæmp, kæmp, positive tanker, drik, spis, salttabletter, køl, is på kroppen, fuld fokus hele tiden. Men sikke en start på det afsluttende marathon. Kroppen var igen fuldstændig ved siden af sig selv. De første 15 km frem og tilbage ad Alii drive, var jeg enorm varmepåvirket og total energiforladt og kunne slet ikke løbe med den hastighed jeg plejer. Ud på Queen K, nu skulle tempoet øges, forsøgte mange gange uden succes. Først da jeg løb de ca. 2,5 km fra Queen K ned igennem Energy Lap kom der lidt fart i benene, men på vejen tilbage op mod Queen K(varmeste sted på løberuten, ingen vind og opad bakke), var det som om jeg både fysisk og mentalt var helt drænet for energi. Kun 11 km tilbage, nu skulle tempoet altså øges, alle de mange lange løbeture jeg havde løbet skulle nu endelig vise sig at være en kæmpe fordel, men pyh ha. kroppen var helt ved siden af sig selv. Først ca. 7 km før mål fik jeg ved Lasses hjælp endelig øget tempoet, lød vist som en der kunne falde om hvert øjeblik det skulle være, så presset var mine lunger. Men disse kilometre var faktisk dagens hurtigste uden at være fantastisk hurtige, fik hentet et par stykker mere i W45. I den sidste ende får jeg faktisk hentet 17 atleter i min aldersklasse på løbet og ender på en hæderlig 8. plads i W45, på en dag hvor min krop slet ikke var min medspiller, men hvor jeg kæmpede med det jeg havde fysisk og mentalt. Nåede lige til målstregen, førend jeg kollapsede, af sted på båre til lægeteltet, hvor jeg befandt mig den næste ca. 1,5 time inden kroppen var nogenlunde ovenpå igen. Der var kun få minutter til podiet, som havde været målet, så tæt på igen, igen. Kort version af racet er nok, en total off day, og så absolut den hårdeste ironman jeg nogensinde har gennemført på Hawaii. Men som jeg altid siger, modstand gør stærk og jeg ved jeg kommer endnu stærkere tilbage.

0 kommentarer:

Send en kommentar

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions