onsdag den 20. juli 2016

Europamester for 5. gang til Ironman European Championship, Frankfurt. W45-49.

Efter mange måneders test på løbebånd, cykel. e.l. ift. min anstrengelsesudløst astma og test af diverse præparater, lykkedes det endelig midt april at nå frem til præparater, uden alt for mange bivirkninger. Med en lunkefunktion på kun 77% lungekapacitet mod normalt 98%, var det altafgørende at medicinen virkede, hvis jeg fortsat skulle kunne kæmpe med om de sjove placeringer. Siden april er træningen og min krops reaktion på træningen og medicin kun gået den helt rigtige vej. Jeg har aldrig været bedre løbende end jeg var de sidste måneder op til IM European Championship. Jeg havde i flere måneder op til konkurrence sagt at hvis tingene flaskede sig for mig, ville det bliver vildt tæt konkurrence primært mellem mig og en tysk atlet, så derfor havde jeg også optimeret mine skift mellem disciplinerne. I de sidste måneder op til racet, undtagen de sidste 5 uger, løb jeg de bedste og hurtigste kombipas, samt længste og hurtigste kuperede løbeture i årevis. Men ak og ve, 5 uger før stævnet blev jeg ramt af en alvorlig knæskade i mit venstre knæ, py ha. ikke godt. Men som jeg altid siger, den dag det bliver for let, så er der noget galt. I den sidste periode måtte jeg reducerer mit løb massivt, da det var væske, såkaldt ødem inde i knæet, og selvom jeg formåede primært at tænker positivt, var jeg af og til i tvivl om knæet kunne klare den belastning af løbe de 42,2 km efter både svømning og cykling. Få dage før racet d. 3 juli var smerterne næsten helt væk og med aflastende kinesiotape så det hele pludseligt meget positivt ud. Proces orienteret race plan, fokus på det jeg kunne kontrollere og mit helt eget race, så længe som muligt. Rullende svømmestart, skulle afprøves for første gang, fordelen var helt klart knap så mange slåskampe, ulempen at ens konkurrenter kunne være startet efter mig og derfor få fordelene af at få mine mellemtider. Jeg valgte at starte i første startgruppe og fik en svømning uden alt for mange slåskampe, kom op ad vandet uden at have brugt alt for mange kræfter, burde måske nok have svømmet lidt mere aggressivt, hvilket tiden også afspejlede med 1 time og 3 minutter var ok, hurtigt skifte, bl.a. ingen strømper på, for at spare tid i akiftezonen. Afsted på cyklen, hvor jeg hurtigt fandt en rigtig god rytme, høj fart, fokus på at spise og drikke, samt spise salttabletter efter planen. Jeg følte mig bedre og bedre cyklen hele vejen, og cyklede med stort overskud næsten hele vejen. De sidste 40 km begyndte jeg at holde igen, der skulle jo være kræfter nok til den afsluttende marathon, hvor jeg håbede at jeg kom under de magiske 3.30 som træningen havde indikeret i mange måneder. Hurtigt skifte, igen, som var øvet igen og igen, og så afsted, men hvad skete der lige der, kroppen føltes træt, og benene tunge, ikke ligefrem med i min plan, men positive tanker, kroppen skulle nok bare i gang, belive, quiet mind, strong mind. De første 10,5 km (1 runde), blev løbet i roligt tempo, under im pace og meldingen var klar den tyske atlet havde løbet stærkt på 1. runde og førte nu med 4 minutter, og jeg havde 4 minutter ned til 3. pladsen i min aldersklasse W45-49. Lidt mere fart i benene på 2 runde, uden at det dog lignede mit normale ironman tempo, stadig samme afstand til både nummer 1 og 3. Fokus på at spise gels, drikke vand, spise salttabletter og køle kroppen ved alle depoter, keep believing, go, go. Allerede ved km 21 begyndte mit venstre ben at blive træt, alt, alt for tidligt, hvilket skyldtes det overbelastede knæ, men jeg valgte at tænke positivt og tænke, ingen knæsmerter, fedt og så må jeg jo bare løbe med det højre ben. Ved 24 km råbte Lasse (kæreste), at jeg nu havde 18 km tilbage og at jeg skulle øge tempoet for at nå tyskeren, som sagt så gjort, på de næste 10 km hentede jeg 2,5 minut på hende, så kun 1,5 minut op med 8 km tilbage, og igen besked fra Lasse om at øge tempoet, hvilket jeg gjorde, nu begyndte det at gøre ondt, men "how bad do You want it", kørte hele tiden i mit hoved, bliv ved med at kæmpe, "hun går kold", du henter hende, samt "enten vinder du eller også lærer du noget". 3 km før mål manglede jeg kun 18 sekunder op, og ved den sidste mellemtid Lasse kunne råbe til mig 900 meter før mål, kom det endeligt, "du fører med 3 sekunder, løb, løb, alt hvad du kan, du kan godt.". Her fandt jeg igen et ekstra gear, trods massiv fysisk og mentalt træthed, jeg løb simpelthen all out de sidste 900 meter og måtte flere gange råbe, "move, move, go right", for at komme forbi andre atleter. Det var de hårdeste og vildeste afsluttende 900 meter jeg nogensinde har løbet. Husk det er ikke over før målstregen, bliv ved med at kæmpe. De sidste 200 meter føltes så lange, og da jeg endelig havde krydset målstregen, var der ikke mere at give, jeg stod bare og tænkte, "jeg orker simpelthen ikke at stå på mine ben", samtidig med at mine lunger stadig hyperventilerede og vupti, så dejsede jeg om. Heldigvis var der to personer som nåede at gribe mig, bl.a. race direktør Pascal, som jeg har kendt siden første gang på Hawaii i 2005. Derefter blev jeg løftet op på en båre, afsted til lægeteltet og over på en anden båre, hvor jeg lå indtil jeg stille og rolig kom til mig selv igen. I sidste ende viste jeg at jeg havde øget tempoet de mange gange der var brug for det, havde løftet mit løbe niveau en tand op, idet jeg havde løbet all out de sidste 900 meter, men eftersom den tyske atlet var startet 5 minutter efter mig, viste jeg ikke om det var nok. En ting var sikkert jeg havde gjort hvad jeg kunne. "Either You win or You learn something". Senere efter at jeg havde fået min finisher T-shirt og var kommet tilstrækkelig til mig selv, ringede jeg til Lasse for at høre både sluttiden og placeringen. Wauu, siger jeg bare, da han sagde, "du vandt med 33 sekunder ned til tyskeren". Tårerne trillede ned at kinderne på mig af ren glæde, det her var den vildeste og sejeste præstation jeg nogensinde har lavet. Europamester for 5. gang i min aldersklasse, denne gang i W45-49 ligesom i 2015. Min krop var langtfra 100 % pga. knæskaden, men mit mentale fokus sad lige i skabet, og i sidste ende var det så afgørende for at Europamesterskabet igen kom på danske hænder i W45-49. Jeg er så stolt, tilfreds og glad. Jeg har virkelig nydt de sidste 2,5 uges let træning og nu gælder det i skrivende stund træningen frem mod mit 8. VM på Hawaii til oktober.

0 kommentarer:

Send en kommentar

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions