Betina Schmidt
Optakten til Europamesterskaberne på Ironman distancen var gået helt efter planen, men opadgående formkurve uge for uge, lige indtil 3 uger før stævnet, hvor jeg første gang fik smerter i mit venstre baglår, ugen efter fulgte et hold i ryggen og lige præcis en uge før konkurrencen brød baglårs skaden op igen, denne gang med utrolig mange smerter til følge og en noget slukøret Frk. Schmidt, det måtte halvvejs lunte og gå hjem.
Ugen op til EM stod den på behandling med både akupunktur, osteopati/fysioterpi og aflastning af kroppen kontinuerligt, for bare at have en lille chance for at stille klar til stævnet. Træningen blev begrænset til 2 x svømning i Langener Waldsee, ca. 12 km udenfor Frankfurt, hvor Ironman svømningen foregår, og så måtte jeg håbe det bedste på et minimum af smerter undervejs.
Der var ikke længere smerter i hvile men så snart jeg løb ud i vandet til rolling start kom der smerter i baglåret helt oppe ved sædeknuden og så var det bare med at gå ud i vandet i stedet.
De 3,8 km svømning gik rimeligt uden at være prangende og med smerter i baglåret on/off, alt afhængig af hvor meget jeg brugte det venstre ben, heldigvis kunne jeg i store perioder undgå at bruge det venstre ben og så var smerterne til at holde ud.
Forsøgte at løbe op ad den lange bakke til skiftezonen, men det var ikke dagens bedste ide, så ned at gå og hurtigt finde den blå pose i T1, et effektiv skifte og afsted på cyklen.
Lige fra starten af de 177 km cykling (vejrarbejde gjorde ruten 3 km for kort i år), var der smerter i benet, som forværredes undervejs hvis jeg forsøget at træde igennem eller stå op, så det stoppede frk. Schmidt hurtigt med, og hele tiden en følelse af at der overhovedet ikke var power i det venstre ben, en kæmpe udfordring, som også gjorde det udfordrende at cykle op til mit bedste.
Jeg har siden januar 2017 været velmedicineret i forhold til min astma efter 1,5 år hvor medicinen ikke har virket, har det næsten været som at få en ny krop igen, og jeg har været i stand til på cyklen igen at kunne træne hårdt og det har virkelig rykket mit cykelniveau op til da jeg var bedst cyklende i både 2013/2014 og den form var jo planlagt at skulle komme til udtryk d. 9. juli 2017 til EM i Frankfurt.
Desværre gjorde de mange smerter under cyklingen og den nedsatte kraft i benet, at jeg var langt fra at præsterer optimalt på cyklen.
Da jeg hoppede af cyklen i T2 inde i Frankfurt by kunne jeg praktisk taget ikke flytte det venstre ben fremad og smerterne var tilstede ved hver eneste skridt og jeg tænkte, "hvordan skal du kunne løbe 42,2 km". Da jeg så Lasse (kæreste og bedste supporter), råbte jeg, "jeg har så ondt i benet og der er praktisk taget ingen kræfter i benet, at jeg ikke ved om jeg er i stand til at løbe de 42,2 km, men jeg tager en runde ad gangen og så må vi se". Jeg lå efter cyklingen nummer 4 i min aldersklasse W 45-49 med 11 minutter op til nummer 1, og normalt ville jeg tænke at det kunne jeg sagtens hente, da jeg før har hentet hele 20 minutter og oftest er den med den hurtigst afsluttende marathon tid, men lige præcis d. 9/7 var det mission impossible og det vidste jeg godt inderst inde og det gjorde bare så ondt mentalt ikke at være i stand til at kæmpe med om guldet, som så mange gange før ( 5 x EM guld i Frankfurt), når nu formen var så fantastisk god.
Jeg havde løbet så stærkt de sidste 3 måneder op til racet at 5 min/km under normale omstændigheder ville være let at holde, men denne dag, drejede de sig bare om at overleve, en km ad gangen. Smerterne var tilstede hele tiden, og specielt de første 2 runder var det virkelig svært at være positiv. Efter 21 km råbte Lasse at jeg havde hentet rigtig mange minutter på nummer 2 og 3 og at jeg var nød til at øge tempoet, for at komme på podiet. Denne besked var den helt rigtige at få, nu kom Hammerschmidt endelig op i mig som den plejer, kampgejsten var tilbage, der var trods alt en meget vigtig sølvmedalje og direkte Hawaii kvalifikation at kæmpe om og når alt kommer til alt, har Hawaii kvalifikationen hele tiden været topprioritet og EM titlen sekundært. Smerterne blev sjovt nok ikke værre af at øge tempoet, selvom det slet, slet ikke var i nærheden af de 5 min/km, dertil var der for mange smerter og lidt power i det venstre ben, på en eller anden måde var det som om jeg pludselig bedre kunne rumme de mange smerter og der blev nu kæmpet som aldrig før denne dag. På 3 runde, efter ca. 34 km lå jeg nummer 2 og det gav yderligere blod på tanden. Siden 2007 når jeg har kørt Ironman stævner er jeg aldrig blevet hentet når jeg først har løbet mig på podiet og det var jeg fast bestemt på hellere ikke skulle ske denne dag. Samtidig med at jeg havde løbet mig op på 2. pladsen råbte Lasse, " du ligger nummer 2, men der kommer en italiener bagfra og hun løbet stærkt, du har 1 minut og 50 sekunder ned til hende". "Shit", tænkte jeg, hvorfor skal du altid gøre det så svært for dig selv, der er kun en ting at gøre, kæmp, kæmpe, alt det bedste du har lært.. Fuld fokus på at spise og drikke efter planen, køle mig ned og forsøge at løbe så stærkt som muligt, 4 km senere var afstanden nede på 1,5 minut. Pyh ha presset var stadig massivt stort, men jeg tænkte", jeg går så absolut ikke kold, fokus på det du kan kontrollere og tag en km ad gangen, du har ikke kæmpet så hårdt for 2. pladsen for at give den væk lige før mål, go, go, "you can do it". De sidste km til mål, var jeg presset så uendelig meget bagfra, lungerne var slet ikke så presset som i 2015 og 2016 hvor jeg vandt guld til EM, men den største forskel var jo også at de mange smerter i venstre ben og de manglende kræfter i benet, gjorde at jeg slet, slet ikke kunne cykle og løbe i nærheden af hvad jeg havde trænet og dermed blev lungerne hellere ikke udfordret i samme grad som de sidste to år i Frankfurt. I sidste ende endte jeg på en hæderligt 2. plads med 26 sekunder ned til 3. pladsen.
Direkte Hawaii kvalifikation for 10. gang og en tur på podiet dagen efter.
Ingen tvivl om at jeg ville have givet min højre arm for at være i stand til at kæmpe med om EM guldet, og både min træner og jeg ved at jeg ville have været i stand til dette, såfremt jeg ikke var blevet skadet. desværre var denne mulighed ikke tilstede
da smerterne i benet og de manglende kræfter i sidste ende gjorde hele udfaldet.
I dagene efter racet var kroppen ikke træt i den grad som den plejer, hvilket skyldes at jeg var nød til at cykle og løbe så meget under mit niveau, og samtidig var mine lunger hellere ikke belastet i samme grad, det eneste var at smerterne i benet selvfølgelig ikke var blevet mindre, men selvfølgelig værre.
Det positive er at lungerne og kroppen generelt hurtigere er ovenpå igen, men en noget større udfordring bliver at få benet klar til årets helt store A race, Verdensmesterskaberne på Hawaii d. 14/10. Ingen tvivl om at det bliver et kapløb med tiden, men der skal ikke herske tvivl om at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at stille skades fri klar til start. Overliggeren var tidligere sat højt i forhold til VM, men skaden har gjort at målet nu er at stille til start skades fri, og forventnings presset er hermed helt væk, hvilket forhåbentlig kan blive en fordel for mig.
