fredag den 10. november 2017

Verdensmesterskaberne Ironman Hawaii . Astma, overophedning, baglårs skade og diarre.

Ironman World Championship Hawaii d. 14. oktober 2017 Optakten til Verdensmesterskaberne på Ironman distancen på Hawaii havde været noget af en ”roller -coaster”, med flere ned end opture. Jeg blev desværre ramt af den vildeste baglårsskade ved udspringet af baglårsmusklerne kun en uge inden Europamesterskaberne på Ironman distancen i Frankfurt, som igen i år var mit kvalifikations race til VM. Jeg fik med massive smerter hele dagen i venstre baglår og ingen kræfter i benet hevet en for mig meget skuffende sølvmedalje hjem til EM. Denne baglårsskade skulle vise sig at være særdeles drilsk, krævede både en binyrebarkhormon sprøjte og ingen løb i hele 3 uger, og herefter meget langsom genoptræning af benet. Min styrke i det venstre ben, nåede aldrig op på 100 % inden VM og derudover manglede jeg alle de mange lange løbeture, som var så afgørende for en god præstation til VM. En anden udfordring var at jeg godt nok vidste at min astma medicin ville virke på Hawaii, men at min krop var så slidt at jeg var blevet enorm afhængig af den hurtigvirkende medicin til alle hårde, og lange træningspas. Vejret på Hawaii var noget anderledes i år end tidligere år, det regnede voldsomt de fleste aftenener og med det resultat at afløb e.l. af og til kunne være løbet over, og dermed var der risiko for colibakterier i vandet hvor vi trænede og skulle konkurrere (vildt nok havde ingen af os atleter tænkt over at den risiko var tilstede). Træningen i ugerne op til VM var gået rigtig godt, jeg var i stand til at holde solide, gode watt tal på cyklen og følte mig rigtig stærkt løbende, på de korte løbeture, om end, det selvfølgelig var udfordrende med den høje luftfugtighed, men bedst af alt, min astma medicin virkede. Jeg ankom til stævneområdet i god tid om morgenen, fik klargjort cyklen, visualiseret racet gange mange og bevarede roen i kroppen, inden turen gik ned til ”the pier”/”dig me beach”, hvor svømmestarten gik klokken 07.20 for alle age group kvinder. Fik 1 x hurtigvirkende astma medicin og 1 gel inden starten. Jeg havde bestemt at placere mig til venstre, ca. midt i feltet, ligesom i 2016, hvor jeg svømmede min hidtil bedste tid på 1 time og 7 minutter. Var ved starten ca. 10 minutter inden kanonen blev skudt af, desværre nok i lidt for god tid, og jeg kunne mærke at jeg nu for første gang sådan rigtig kunne mærke nervøsiteten, og jeg opdagede desværre alt, alt for sent at kvinderne var placeret langt mere til højre og dermed tættere på bøjerne end i 2016, hvilket i sidste ende betød at jeg lå alt, alt for langt ude til venstre for bøjerne, og havde kæmpe udfordringer med at komme indad mod bøjerne, da jeg opdagede det og så var toget ligesom kørt, væk var de kvinder jeg skulle have ligget på fødder af, oveni var det som om jeg virkelig manglede power i armene de første ca. 1,95 km ud til båden, hvor vendepunktet er, havde store udfordringer med at ligge i en gruppe, så der blev ligesom arbejdet rigtig meget med det mentale undervejs. De sidste 1,95 km fik jeg stille og rolig svømmet mig opad i feltet, men vidste godt da jeg løb op af trapperne ved molen at jeg måtte have tabt masser af tid på første halvdel af svømningen, ganske rigtig, tiden var 1 ime og 11 minutter, og så med en svømmeform som faktisk var en tand bedre end i 2016. Lession learnt, jeg skal kunne rumme at være midt i feltet i række 3-5, alt andet koster alt, alt for mange minutter. Hurtigt igennem bruseren, hjelm på, ærmer, hoppe på cyklen og i cykelskoene og afsted det gik. De første 5 km skulle benene ligesom lige i gang, men jeg holdt bare pres på, da jeg vidste at cykleformen var lige hvor den skulle være og efter at have været ud/hjem på Kuakini HW, op ad den skønne Palani Road og ud på Queen K, var der hul igennem, nogenlunde samtidig med at jeg valgte anden gang at tage hurtigvirkende astma medicin (ventoline)og jeg overhalede og overhalede, alt det bedste jeg har lært, spiste 1 gel pr. time, 2 saltstiks, huskede på at køle mig ned, både over de løse ærmer og i nakken/hoved og drikke ved samtlige depoter. Den første ca 1,5 time mærkede jeg lidt on/off til venstre baglår, og herefter forsvandt symptomerne fuldstændig. Jeg følte mig så stærk på cyklen, hele vejen ud af Queen K, selvom der var en pæn modvind, de 27 km op ad mod Hawi, var det helt samme oplevelse, de sidste ca. 7 km op mod vendepunktet i Hawi tog modvinden til, men jeg følte mig stadig rigtig stærkt cyklen og holdt pres i pedalerne, og lå det meste af tiden i overhalingsbanen, astma medicin hurtigvirkende indtog jeg for 3 gang denne dag. Ned fra Hawi kom vinden vanen tro fra vest, så en til tider lidt udfordrende sidevind, hvilket gjorde det noget udfordrende at spise og drikke. De første 124 km, gik det 100 % efter bogen, men så som lyn fra en klar himmel, da jeg ramte t-krydset og skulle cykle et stykke mod øst, inden jeg igen ramte Queen K (manglede nu kun ca. 50 km), havde jeg pludselig fornemmelse af at være pæn overophedet, som om kroppen kogte, hmm. Mærkeligt, da jeg havde spist, drukket og kølet så optimalt som muligt. Der var ikke andet for end at kæmpe det bedste jeg havde lært, men det var bare som om at mit energiniveau nu var dalet markant, og jeg slet ikke var i stand til at holde det samme pres i pedalerne som tidligere, jeg var dog stadig i stand til at overhale rigtig mange andre atleter, men watt tal og pace faldt drastisk. Ved depoterne, drikke vand alt det jeg kunne og store mængder vand over kroppen, spise og drikke, og indtage salttabletter efter planen, men overophedning af kroppen, ville bare ikke slippe. Ved 140 km tog jeg den hurtigvirkende astma medicin for 4 gang denne dag, da jeg håbede på at det ville give mere energi, som det plejer at gøre i Danmark og næste samtidig med kom næste udfordring, pludselig fik jeg meget ondt i maven, hmm. Hvad var det? nærmest som om jeg havde indtaget for mange kulhydrater, men det kunne jo ikke passe, det var nøje testet og jeg holdt mig til energi og væskeplanen, men kunne mærke at jeg var nød til at justere indtaget, så den sidste time, drak jeg ikke længere de 750 ml. energidrik , som planlagt, drak i stedet masser af vand og indtog kun 1 gel, og det var som om maven blev en smule bedre af det. De sidste 10 km fra lufthavnen til T2 i Kailua-Kona, var virkelig hårde, mavesmerter, ophedning og stor træthed i kroppen, så jeg kunne slet ikke holde hverken pace eller watt. Tilbage i T2, af med cyklen, løbe igennem skiftezonen, med en krop som ikke lige var indstillet på at løbe, det føltes som om kroppen skulle rettes ud efter de 5 timer og 42 minutter på cyklen. Et skifte, hvor jeg dog havde lidt udfordringer med at få de korte strømper på, måtte lige af/på et par gange, bortset fra det effektiv med nummerbælte, gels og salt tabletter i lomme, og cap på, afsted det gik. Men hvad var det kroppen føltes simpelthen så tung. Jeg skulle sikkert lige i gang, så skulle det nok blive godt. Ved hot corner på Kuakini HW stod min søster, svoger, nevø og niece og heppede på mig igen, det var simpelthen så skønt at se dem. Lige fra starten på løbet, følte jeg mig så overophedet at det føltes som om der var alt, for langt mellem depoterne, til trods for at jeg drak 2 glas vand, 2 glas vand i håret, 1-2 svampe til at køle kroppen med, isterninger ned ad ryggen etc. Efter ca. 2 km spiste jeg den første gel og drak rigeligt med vand til og så begyndte showet ellers for alvor, maveproblemer tog til i en sådan grad, mavesmerterne var massive og det eneste jeg nærmest kunne tænke på var at jeg skulle s…. . Pulsen var i den høje end omkring 157-160 og jeg mindede mig selv om at Torbjørn Sindballe havde sagt, de første 5-10 km skal du holde pulsen nede ellers brænder du sammen, så ned med tempoet, virkelig ikke en del af planen. Det positive var at jeg intet mærkede til venstre baglår, men til gengæld havde jeg ændret min skridtlængde markant til superkort skridt, helt sikkert for at kroppen på den måde skånede baglåret. Fik kæmpet mig ud til vendepunktet efter 7,5 km på Alii drive og afsted tilbage, ind i mellem lidt fart i benene, uden at være prangende, men maveproblemer tog til i styrke hver eneste gang jeg spiste en gel, hvilket var ca. hver 20 minut, så efter at have løbet 16 km og på vej op ad den stejle del af Palani Road, måtte jeg sande at jeg allerede på dette tidspunkt havde s… i bukserne hele fire gange, hold nu op et cirkus. Når man rammer Queen K er der 12,5 km ud til vendepunktet i Energy lab, og der var ikke andet for end at tage en km ad gangen, fokus på spise, drikke, køle, indtage salttabletter i henhold til planen, men i takt med at jeg forsatte med at s… i bukserne efter indtaget af hver eneste gel, faldt energi niveauet til at være nærmest ikke eksisterende og jeg kunne ikke holde noget det ligner mit normalt maraton tempo omkring 5-5.07 minutter pr. km. Jeg kapitulerede allerede efter de første 17 km og sagde til Lasse at når jeg ikke kom i nærheden af podiet og kroppen slet ikke kunne spille i den rigtige retning, var tiden og placering helt og aldeles underordnet, det var kun et spørgsmål om overlevelse og komme i mål. Samtidig kunne jeg også mærke at jeg manglede rigtig meget styrke i mit venstre baglår, pga. skaden og de manglende lange løbeture. Overophedningen fortsatte hele vejen til Energi lab, hvor man kunne få kæmpe Cliff svampe som virkelig var kanon til at køle kroppen så dem brugte dem de 2,5 km ud/hjem af Energi lab, en i nakken og den anden over hovedet, det var virkelig skønt, men hjalp desværre kun kortvarigt. Indtog min hurtigvirkende medicin (ventoline) løbende og endte med at indtage den 4-6 gange, bare under løbet. Må efterfølgende konkludere at medicinen med stor sandsynlighed har været en af årsagerne til at kroppen blev så overophedet. Fik min pose med 2 koffein gel efter vendepunktet, tog den ene kort tid derefter, igen med samme resultat, det kom ud lige så hurtigt som det kom ind. Den sidste km op ad bakke i medvinden ud af Energi lab var et meget fysisk og mentalt hårdt stykke, formåede dog at løbe, eller hvad man skal kalde mit tempo. Første resten af vejen også at drikke cola blandet med vand og det gav lidt ro på maven, prøvede også Gatorade energidrikken, uden succes, måtte simpelthen konkludere at jeg intet kunne holde i mig på de afsluttende 42,2 km løb. Tilbage på Queen K, ca. 10 km hjemad, fokus på en km ad, selvom det var svært, kroppen var så drænet for energi, løbetempoet blev ved med at falde, spise og drak og kølede hele vejen til mål. De sidste 5 km forsøgte jeg at øge tempoet, men det var bare som om min krop havde lukket fuldstændig ned, der var ikke noget at komme efter, energiniveauet var ikke eksisterende, kampgejsten var praktisk taget væk, det var nok egentlig kun jysk stædighed der fik mig til at komme til mål. Kampgejsten var helt væk, stor del af løbet, men de sidste 2-300 meter hen ad Alii drive til målet ved ”the Pier”, var den kort varigt tilbage og jeg løb alt hvad jeg kunne, min vejrtrækning var markant forceret, nåede målstregen, min krop har sjældent været så drænet for energi fysisk og mentalt som denne dag, jeg kollapsede, røg en tur i lægeteltet, resultat markant forhøjet hvilepuls på 97 og forhøjet krops temperatur, begge værdier ville ikke falde. Efter knap en time i lægeteltet var det tid til at få finisher medalje og trøje, få taget det obligatoriske billede ved stranden, hvor jeg godt vidste at jeg lignede l…. Jeg har aldrig nogensinde løbet så langsomt på Hawaii før, hele 4 timer og 14 minutter brugte jeg på det afsluttende løb. Resultat en slut tid på 11 timer og 16 minutter og nummer 22 i aldersklassen W45-49. Efterfølgende kom det frem at adskillige atleter havde haft diarre under konkurrencen, og at den mest sandsynlige årsag er colibakterier i stillehavet, hvilket jo er aldeles uheldigt. Jeg må konkludere at mit store behov for hurtigvirkende astma medicin med stor sandsynlighed er årsagen til overophedning både under cyklen og det afsluttende løb. Den drilske baglårs skade og de heraf manglende løbekilometre, specielt de lange løbeture, var årsagen til at jeg manglede kræfter i benet, og bliver afgørende på den meget kuperede løbe rute til VM. Mentalt var jeg slukket allerede efter ca. 17 km på løbet. Alt i alt rigtig mange faktorer som så absolut ikke arbejdede til min fordel. Jeg tror stadig på dybt inde i mit hjerte at jeg kan nå det famøse podie, jeg ved jeg har niveauet til det. Mit niende VM på Hawaii blev desværre langt fra den succes jeg havde håbet og troet på. Såfremt jeg igen skal til VM på Hawaii, skal der være styr på min astma medicin, så jeg ikke har brug for den hurtigvirkende astma medicin, eller i hvert fald i meget lille grad. Min krop skal fysisk være 100 % uden belastnings skader og jeg skal være 100 % mentalt klar til at kæmpe hele vejen til mål, uanset hvilke udfordringer der kommer undervejs. Såfremt disse faktorer er på plads så er podiet indenfor rækkevidde.

0 kommentarer:

Send en kommentar

 
Free Host | lasik surgery new york | cpa website solutions