Festen der udeblev - Ironman Arizona

Ironman Arizona, d. 24/11 2019, var planlagt ned til mindste detaljer til at skulle være endnu en kæmpefest, som mange af mine andre Ironman stævner. Ironman nummer 30. Træningen var helt og aldeles på skinner efter skiftet til supertræner Helle Frederiksen. På svømmefronten svømmede jeg stærkere end i årevis, og på både cykel og løbedelen forbedrede jeg mig hele tiden. Min sidste trænings lejr på Fuerteventura 3 uger inden stævnet gik simpelthen så godt, trods store mængder Ironman træning følte jeg at der stadig var lige det ekstra overskud der skulle til. Havde dog enkelte cykelpas hvor jeg fik lette smerter og stramhed/irritation af højre knæhase uden at tillægge det nogen betydning. Ugen op til IM Arizona svømmede jeg mine hurtigste 100 meter tider i en årrække og så endda med overskud, løbeturende gik rigtig fint men igen 1-2 cykelture med let irritation af højre knæhase, som dog hurtigt forsvandt igen. Stævnet var valgt da det altid var varmt på den gode side af de +28 grader, når stævnet blev afviklet, men ak og ve denne gang, skulle det stå ned i stænger med regn de sidste 3 dage op til racet og dermed faldt temperaturen til under 15 grader og en noget udfordrende vandtemperatur, der skulle vise sig kun at være 15 grader. Vandet var meget beskidt og der lå døde fisk ved swim exit, så fokus var på ikke at drikke vandet og undgå maveproblemer. Dagen startede med at jeg for første gang i årevis fik en absolut fremragende svømmestart ud i det brune vand, hvor man ikke kunne se 1/2 meter frem og i bælgragende mørke. Jeg lavede praktisk taget ikke andet end at overhale andre atleter og så svømmede jeg så tæt på bøjerne som overhovedet muligt. Distancen var på 4100 meter, med flere astma tilfælde undervejs, som jeg formåede at løse på fornemmeste vis, med en ryg/bækken der gav lidt udfordringer og så sidst men ikke mindst så frøs jeg faktisk i vandet. Op og af med våddragten og løbe så hurtigt som muligt til T1 for at få bare lidt varme i kroppen igen. Dagens hurtigste skifte i W45. Den første time sad jeg desværre og frøs på cyklen, trods både ærmer, vest og tubes på benene. Derefter begyndte der stille og roligt at komme mere og mere gang i cyklen og jeg lå i en lang periode nummer 1. i min aldersklasse. Fik spist og drukket i henhold til planen. Pludselig ud af ingenting, fik jeg de vildeste smerter i venstre side af ryggen/bækkenet, som om der stod en og stak en kniv i ryggen på mig og fra det øjeblik var alle kræfterne i venstre ben nærmest væk, jeg kunne ikke ligge i bøjlen og måtte op og stå hver 5 minut de sidste 60 km og træde massivt med højre ben, hvilket resulterede i massive smerter i højre knæhase oveni ryg/bækken smerterne. Desværre betød de mange smerter og heraf markant reduceret hastighed at jeg faldt ned igennem feltet og skiftede som nummer 6 i min aldersklasse, dog kun få minutter fra 3 pladsen. Da jeg hoppede af cyklen og ville løbe i T2, kunne jeg slet ikke bevæge benene, flytte dem fremad, what the f... Måtte nærmest slæbe mig afsted til skifteteltet, kroppen knagede og bragede da jeg skulle have strømper og løbesko på. Jeg har aldrig før følt mig så energiforladt og i så massive smerter i hele kroppen før som under det afsluttende maraton. Lige meget hvad jeg indtog af energi, så havde det absolut ingen effekt, og selv min hurtigvirkende astma medicin virkede ikke, så det var i bogstavelig forstand noget op ad bakke. Min krop var i så stor ubalance fysisk og mentalt, men jeg kæmpede stadig det bedste jeg havde lært, et skridt ad gangen, men pyh ha hvor var det mentalt hårdt med så stor modgang. Efter ca. 11 km forsøgte jeg for første og eneste gang den dag at sige fra overfor Lasse, idet jeg stoppede med at løbe eller hvad man kan kalde det og sagde, " Det her l... gider jeg simpelthen ikke, der er intet der virker, jeg er helt og aldeles færdig", hvortil han svarede, " nu tager du dig f.... sammen, holder nummeret på og løber videre". Hvorefter jeg "løb"/shufflede videre meter for meter. Det var ofte svært at sige hvor det fysisk gjorde mest ondt, i ryggen, bækkenet, højre knæhase, lægmusklerne, achillesenerne, men uanset hvad så kom og gik smerterne hele tiden, samtidig med at min krop blev mere og mere energiforladt. Det føltes som om jeg havde brugt al min energi på at komme igennem de to første discipliner og så var der bare ikke mere tilbage. Hvordan det lykkedes mig at komme igennem de sidste 42,2 km ved jeg stadig ikke. Sidst på løbet, blev jeg endda også ramt af flere astma anfald, og må blot konstatere at det eneste jeg manglede i rækken af hændelser den dag var maveproblemer, så havde der været fuld hus. Jeg kom for at yde mit absolut bedste, men denne dag,sagde først min krop fra sådan ca. 1 million gange undervejs, men en af mine stærkeste forcer og til tider svagheder min stædighed og vilje fik mig igennem en helt og aldeles uforglemmelig dag. Dette stævne har været lærerigt på mange måder og jeg håber at såfremt jeg nogensinde skulle opleve noget lignende at jeg er i stand til at vælge den helt rigtige løsning, nemlig at udgå. Jeg fik desværre en meget alvorlig knæskade i det højre knæ som følge af en låsning i bækkenet og det har efterfølgende kostede timevis af genoptræning, mange smerter, sved og tårer og en mere end uvis 2020 sæson. Jeg har nu efter samråd med en yderst kompetent fysioterapeut en gang for alle bestemt at få kroppen i balance igen, så jeg forhåbentlig stadig har mange år inden for triathlon sporten. En ting er sikker, jeg skal nok komme stærkere tilbage end nogensinde før. Jeg nyder pt. de mange timers træning i mit trænings rum, da jeg tydelig kan mærke hvor meget stærkere kroppen bliver uge for uge. Jeg har planlagt at stoppe på toppen og jeg ved inderst inde at jeg lykkedes. Hvornår det bliver er uvis, men jeg har stadig den vildeste ild indeni mig til at komme tilbage og performe på øverste hylde indenfor ironman distancen endnu engang.